Klummer

Mit benspænd del 6: Du skal stå, før du kan gå

Facts

Søren er 31 år og arbejder som musikagent og manager. 

I 2011 blev han i en brandert kørt over af et tog og mistede sit ene ben og en finger. 

I en række klummer får du indsigt i hans tanker og processen efter, som har gjort, at han i dag ikke vil være ulykken foruden.  

Udover sit job som musikagent og manager holder Søren også foredrag, hvor han fortæller sin historie.

Du kan følge Søren på Instagram under @mensberg

Jeg træner hårdt, og jeg træner hele tiden. Hver morgen i min seng, til genoptræning om eftermiddagen og hver aften, når resten af gangen sover. Alle, der ligger på min gang på hospitalet, synes, at jeg er vildt irriterende, da jeg begynder at få kræfter nok til at gå med krykker, for så øver jeg mig hele tiden. Jeg vil være ekspert i at gå med krykker!

LÆS OGSÅ: Mit benspænd del 5
 
Mens de andre ligger på stuerne og ser fjernsyn, humper jeg forpustet frem og tilbage på hospitalsgangene. Jeg får sat min computer ud i fællesarealet, og når udmattelsen rammer, spiller jeg computer og drikker saftevand, til jeg har energi til en tur mere. Jeg træner trapper, at gå hurtigt, gå langsomt, gå slalom, gå baglæns. Mine hænder bliver slidt til blods med vabler i håndfladerne, men jeg bliver stærkere.

Ham jeg bor på stue med, er især meget uforstående over for, hvorfor jeg vil spilde så meget energi på at lære at gå med krykker, når jeg alligevel får en protese, og der er film i fjernsynet.

“Hvorfor gider at du bruge tid på at gå med krykker, når du alligevel ikke får brug for dem – det er spild af tid. Det er for dumt,” siger han gang på gang, men det rører mig ikke. Jeg er allerede her overbevist om, at jeg skal mestre alle trin i min genoptræning, for alt er lige vigtigt, for at jeg får mit liv tilbage, og lige nu er krykker alt, hvad jeg har at arbejde med, så er det dét, jeg gør.

Jeg mærker på hospitalets hvide gange, at hver eneste gang, jeg presser mig selv, rykker jeg mig. Intet kommer af sig selv og noget af det vigtigste, jeg lærer på Rigshospitalet, er at hårdt arbejde betaler sig.

Hvis ikke jeg knokler, sker der ingenting. Hvis ikke jeg tør tage en chance, sker der ingenting. Hvis ikke jeg risikerer noget, sker der ingenting.

Jeg opnår intet ved at ligge i hospitalssengen og se TV og vente.

Fokus forandres for altid
Jeg skal tage kontrollen, og alt det jeg ikke kan kontrollere, skal jeg ikke bruge energi på at ærgre mig over.

Jeg kan huske første gang, jeg selv skal gå på toilettet efter ulykken. Jeg skal bevæge mig fra sengen over i kørestolen, rulle ud på toilettet, få lukket døren efter mig, hen til toilettet, bakse mig over på toilettet, vaske fingre og så tilbage igen. 

Det er et helvede. Da jeg når tilbage i min seng komplet udmattet, svedende og tappet for energi, skriger min krop, som efter et maraton. Men jeg har samtidig det største smil på læben og ringer med det samme til min kammerat og fortæller, hvad jeg nu kan. To dage forinden lå jeg med kateter, hvor en sygeplejerske skulle følge mig på toilettet, hvilket var ydmygende. At kunne gå på toilettet selv er en kæmpe succes under de her omstændigheder. Jeg vælger også her, at fokusere på det positive frem for at være irriteret over, at dét der med to ben tager to minutter, nu tager 30 minutter. Den lille erkendelse har gjort tingene lettere efterfølgende.

Første gang en buschauffør for eksempel kører fra mig, fordi jeg ikke løber efter bussen, fokuserer jeg på, at han jo ikke ved, at jeg kun har et ben. Jeg bliver ikke trist over regnvejr længere, for det er ude af min kontrol og møder jeg mennesker, der modarbejder mig, skærer jeg dem fra. Hårdt og kontant. De omkringværende omstændigheder skal ikke påvirke mig, mit humør eller mine mål. Det skal jeg selv.

Jeg vil ikke bruge tid på noget, der ikke gør mig glad. Det er de her små oplevelser og opdagelser fra de hvide gange på Riget, jeg har taget med mig videre, og som betyder, at jeg i dag er igang med min drømmekarriere. For mig var vejen til musikbranchen åbenbart gennem Rigets lange hvide gange.

Du kan læse alle Sørens tidligere klummer HER.

Fortalt af Søren Mensberg, skrevet af Birgitte Kongsgaard 

 

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *