Det er trygt på Rigshospitalet, fordi der hele tiden er en omsorgsfuld sygeplejerske i nærheden til at hjælpe mig. Men selvom jeg hver dag bliver stærkere og mere motiveret, føler jeg en stor frygt. Det er en frygt for, om jeg kan gå, når tiden kommer. En frygt for, hvad andre vil tænke om mig som handicappet. En frygt for første gang jeg skal tage toget. En frygt for at skulle drikke alkohol igen. En frygt for om jeg kan passe et normalt arbejde. En frygt for at stå på “egne ben..” og noget af det, jeg frygter allermest er, om jeg nogensinde finder en pige, der vil være sammen med mig igen, for hvem vil være sammen med mig, nu når jeg er handicappet?

LÆS OGSÅ: Mit benspænd del 6: Du skal stå, før du kan gå

Efter 19 dage bliver jeg erklæret stærk nok. Jeg bliver udskrevet og sendt ud i verden. Jeg er nok stærk nok, men det er uoverskueligt og frygten rammer mig hårdt. De dårlige undskyldninger dukker konstant op i min bevidsthed, som en forsvarsmekanisme, der skal beskytte mig og holde mig i de trygge rammer. Jeg genkender brudstykker af mit gamle mentale jeg inden ulykken, og det er ikke godt. For nu når jeg ser tilbage på livet før ulykken, er det tydeligt, at jeg har været bange for at tage kampe op i frygt for nederlag, og jeg har beskyttet mig selv for nederlag ved sjældent at tage chancer. Men det er anderledes nu, sådan skal det aldrig være igen.

For at fjerne frygten, der støjer, sletter jeg kynisk min fortid og min fremtid. Det eksisterer ikke for mig mere, det tillader jeg i hvert fald ikke. Hvis jeg sammenligner min nuværende tilstand med, hvad jeg kunne i fortiden, nedgør jeg min nuværende tilstand, og de mørke tanker tager over, som giver mig lyst til at give op. Fremtidstanker skaber frygt, og jeg overbeviser mig selv om, at jeg må finde ud af, om jeg kan gå, når den dag kommer. Delete, delete, delete. 

Hver gang de mørke tanker popper op, tvinger jeg mig selv til at forholde mig til nuet.

Lige nu har jeg lært at holde balancen, så jeg rejser mig op og slår min rekord i at stå på et ben. 

Min liste tjekkes af
Den 1. september, knap en måned efter ulykken, er jeg klar til at tage til den første koncert som handicappet. Et ben og på krykker i et udsolgt Store Vega. Jeg falder i søvn i bilen på vej hjem og sover i tolv timer. Men jeg klarer at være i rum med sindssygt mange mennesker, som glor ubehageligt meget, fordi jeg mangler et ben. I midten af september prøver jeg at gå på en protese for første gang, det gør ondt, det er svært og jeg styrter, men det er fremgang. 1. oktober flytter jeg til Vesterbro med en kammerat. Hver morgen går jeg, med mit ben på ryggen, på krykker 500 meter til stationen, tager S-toget til Nørreport Station, tager 6A’eren til Rigshospitalet og står klar til genoptræning kl. 9 hver morgen. Rejsen i sig selv er ligeså udmattende som træningen, og det er voldsomt for min psyke at skulle opleve Nørreport Station hver dag. Men for fanden, jeg skal jo i gang.

I slutningen af november kan jeg holde til at have min protese på i nogle timer, og jeg kaster mig ud i at drikke øl for første gang med et par kammerater. Jeg indser, at jeg godt kan finde ud af at drikke et par øl og have det sjovt til en fest uden at være total blæst, som var umuligt før ulykken. Det er faktisk sjovere at feste ovenpå et par få øl, for så har jeg fortsat kontrollen. Nytårsaften møder jeg en pige, som jeg har det sjovt med, og vi fester til klokken 9 næste morgen. Det er en genial fest. En uge efter møder jeg samme pige igen, og vi ender med at tage hjem til mig, og vi er sammen for en nat. Hun er ligeglad med, at jeg mangler et ben. Mit manglende ben gør, at jeg mangler balance og jeg falder ud af sengen. Vi griner begge to, for det er jo sjovt for fanden, ikke pinligt. Hun er sej.

Det gør mig glad, at mit manglende ben, ikke skræmmer hende væk. I fem måneder, havde det været en af mine helt store bekymringer, og nu føler jeg mig lidt dum, for der var intet at være bange for.

På min 26 års fødselsdag den 7. februar indser jeg, at al min frygt er gjort til skamme. Efter en række pinlige styrt, kan jeg endda cykle rundt i København. Jeg er fleksibel igen, og kan transportere mig selv rundt. 

Jeg ved nu, at jeg skal tage udfordringerne, når de kommer, og ikke bruge energi på at bekymre mig inden. Jeg mangler dog stadig at finde ud af, om jeg kan passe et arbejde. 

Jeg kan være på sygedagpenge ind til sommer, så den bekymring må vente, til den er aktuel. 

Du kan læse alle Sørens tidligere klummer HER.

Fortalt af Søren Mensberg, skrevet af Birgitte Kongsgaard