Klummer

Mit benspænd del 8: Skrald og stjernedrømme

Facts

Søren er 31 år og arbejder som musikagent og manager. 

I 2011 blev han i en brandert kørt over af et tog og mistede sit ene ben og en finger. 

I en række klummer får du indsigt i hans tanker og processen efter, som har gjort, at han i dag ikke vil være ulykken foruden.  

Udover sit job som musikagent og manager holder Søren også foredrag, hvor han fortæller sin historie.

Du kan følge Søren på Instagram under @mensberg

Drømmen stod helt klar, og den skulle findes, jages og fanges i Berlin. Vi skulle navigere i undergrundsmiljøet og bruge lange nætter i mørke kældre med en vibrerende bas i øret og ryste på hovederne over håbefulde halvdesperate artister, der søgte vores anerkendelse. Vi skulle inviteres som VIP med bobler og damer og invitere branchens øverste til afterparty i vores fælles lejlighed. Vi skulle bygge et booking agentur. I virkeligheden ville vi nok bare feste i Berlin, og se drømmen krakelere gennem røde øjne og tomme flasker.

LÆS OGSÅ: Mit benspænd del 7: Et ben, når vi er to

Min ulykke satte en stopper for begge dele og tvang min ven Jonas og jeg til at stoppe op og tænke os om. Drømmen var den samme, men omstændighederne var ændret.

Jonas er den første, jeg får sygeplejersken til at kontakte, da jeg vågner på Rigshospitalet. Han kommer med det samme, og derefter hver eneste dag. Vi snakker om musik, og han sørger for, at jeg er opdateret på, hvad der foregår på scenerne og i højtalerne uden for hospitalsstuen.

En aften skriver jeg mine værdier ned på et stykke papir, så jeg hele tiden husker, hvad formålet med det hårde arbejde er, og hvad der er vigtigt. Jeg skriver mine professionelle, økonomiske, personlige og sportslige mål. Jeg vil arbejde med musik, jeg ville være booking-agent og manager og jeg ville bygge et agentur op med min gode kammerat Jonas. Intet andet.

Mens jeg får sygedagpenge leger jeg med projekt VUF Booking, men der er endnu ikke nok penge i det, så da sygedagpengene ophører, må jeg på jagt efter et supplerende arbejde. Min gamle stilling i børnehaven Humlebien bliver ledig, jeg bliver tilbudt den og tager den. Jeg er nervøs for, hvordan børnene vil reagere på et robotben og frygter at være en byrde for mine kollegaer. Bekymringerne er latterlige og unødvendige, for jeg kan sagtens passe børn, være en god kollega, tage mit slæb og børnene synes mit robotben er sejt. Det er endnu en erfaring, der motiverer mig til at kaste mig bekymringsfrit ud i hverdagens udfordringer. Men jeg får en endnu vigtigere erfaring med fra Humlebien, den er svær at forklare, for den lyder nok banal, men jeg tvister min tankegang 180 grader og skaber et bedre arbejdsmiljø for mig og et bedre mig for mine kollegaer.

Jeg fokuserer på, at jeg er taknemlig for mit arbejde, for nu tjener jeg penge, så jeg kan leve, mens jeg knokler for at underskrive kontrakter i musikbranchen. Det her er et skridt på vejen, ligesom armbøjningen, krykkehoppet og balancetræningen på Riget var et skridt på vejen.

Inden ulykken var der gentagne fredage, hvor jeg meldte mig syg efter en hård bytur om torsdagen. Jeg blev tit irriteret over latterlige ting på arbejdet, fordi jeg ikke havde forstået, hvorfor jeg arbejdede der og dermed ikke accepteret præmissen. Det er en lille børnehave med en leder, to pædagoger og mig. De tre damer har alle sammen været der i mange år, og de har derfor deres faste rutiner. Det fattede jeg ikke i min første ansættelsesperiode. Der blev jeg irriteret af de små finurlige rutiner, der var opbygget igennem årene, nu omfavner jeg de samme finurlige rutiner.

Før ventede jeg på, at en af damerne bad mig gå ned med skrald, hvilket hun gjorde hver gang, og det kunne irritere mig under hele frokosten. Nu forslår jeg det selv. Jeg vender hele situationen om og situationen bliver fyldt med positiv energi. Sådan begynder jeg at tænke i alle mulige situationer, derfor nyder jeg at gå på arbejde i Humlebien. Det ene, altså jobbet i Humlebien er nødvendigt for det andet, som er bookingagenturet. Jeg træner om morgenen, tager på arbejde i Humlebien, og så snart jeg har fri, knokler jeg på med vores lille virksomhed.

Min nye indstilling i Humlebien smitter meget af i mit forhold til de tre damer. De ved, hvad jeg knokler for, og hvad min drøm er, det støtter de, så hvis der er et vigtigt telefonopkald eller en forretningsrejse, er de cool med det, og de giver et pøj pøj og en fridag. Efter et halvt år med havregryn på menuen, træning og børnehavebørn, tør vi satse fuldtid på gennembruddet med vores virksomhed VUF Booking.

Perioden i Humlebien lærer mig, hvordan jeg kan blive glad og taknemmelig for et job, som jeg ikke regnede for meget førhen, jeg finder ud af hvor meget, jeg kan få ud af at være proaktiv og have en indstilling, der går på, at jeg giver noget først, så får jeg sikkert noget igen. Jeg brokker mig ikke over udfordringer med artisterne og fokus er i højere grad, hvordan kommer vi uden om den mur, vi har ramt lige nu. Vi er hele tiden proaktive for at komme videre, og med den indstilling held, får vi for alvor hul igennem med vores første artister Barbara og Sebastians karrierer, og pludselig kan min bedste ven og jeg leve af vores egen virksomhed.

Det er første store skridt i min karriere – naturligvis affødt af utallige små hink på krykker hen af gangene på Rigshospitalet.

Du kan læse alle Sørens tidligere klummer HER.

Fortalt af Søren Mensberg, skrevet af Birgitte Kongsgaard

 

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *