Klummer

Mit benspænd del 9: Defekt, ufuldkommen og handicappet

Mit benspænd del 9: Defekt
Facts

Søren er 31 år og arbejder som musikagent og manager. 

I 2011 blev han i en brandert kørt over af et tog og mistede sit ene ben og en finger. 

I en række klummer får du indsigt i hans tanker og processen efter, som har gjort, at han i dag ikke vil være ulykken foruden.  

Udover sit job som musikagent og manager holder Søren også foredrag, hvor han fortæller sin historie.

Du kan følge Søren på Instagram under @mensberg

Jeg føler, at jeg konstant er til eksamen i min nytrænede tankegang og i svære perioder, er jeg nervøs for at falde tilbage i mit gamle tankemønster og blive et brokkehoved igen, men jeg ved også at min nye protese og min gamle mentalitet, er et elendigt match og har en håbløs fremtid.

LÆS OGSÅ: Mit benspænd del 8: Skrald og stjernedrømme

Du tænker måske, at det er let at sige, og mistænker mig for at fylde dig med floskler og klicheer om, hvordan ens tankemønster bør forme sig i den ideelle verden, som en eller anden selvfed coach. Men jeg har været tvunget til at revurdere mig selv, og erfaret, at du rent faktisk har et valg – og du kan vælge, i hvilket lys, du ser en nedtur.

Ret tidligt i forløbet kommer jeg en dag humpende på krykker med mit ben på ryggen efter genoptræning. Måske havde genoptræningen været ekstra hård, eller også havde jeg ikke nået min morgenmad, humøret var i hvert fald i forvejen ret skrøbeligt. Jeg er udmattet, og jeg skal hjem nu. Jeg krydser en fodgængerovergang, og har trænet i at nå over før manden skifter fra grøn til rød, men det er svært at nå, og det irriterer mig der. Bussen holder på den anden side, og en venlig chauffør lader dørene stå åben, da jeg kommer humpende imod. Han kan se, jeg kæmper en kamp for at komme med hans bus. Da jeg halvforpustet når den gule bus, fumler jeg med min pung, mit klippekort og der er krykker ud over det hele. Den venlige chauffør spørger, hvor jeg skal hen, og da jeg kun skal to stop til Nørreport, vinker han med hånden og smiler venligt med tegn til at jeg bare smutter ind. Den søde chauffør, har helt sikkert de bedste intentioner.

Ved stoppet efter træder to kontrollører ind i bussen, og da jeg humper af bussen ved Nørreport, får jeg en bøde.

Jeg raser op og skælder ud, det er så uretfærdigt og jeg er i forvejen sur og træt.

Set i bakspejlet var der ingen, der gjorde noget galt. Skulle jeg bebrejde den søde chauffør, med de gode intentioner? Skulle jeg bebrejde kontrolløren, der bare udfører sit job korrekt? Det var bare uheldigt og skideirriterende, men sådan er livet. Jeg havnede i en rigtig lortesituation, men lige der, bestemmer jeg selv, hvordan jeg agerer. Det har jeg indflydelse på. Det var en vigtig lektion for mig.

Alle de små skridt
Et andet tankemønster, der også formede sig i perioden efter ulykken, motiverer mig til at gøre mig umage. Hele tiden. Hvilken træning var den vigtigste? Var det den første? Var det den, der gjorde, jeg kunne gå første gang? Var det, da jeg kunne gå godt nok til at blive udskrevet?

Ikke noget af træningen var vigtigst, de var alle lige vigtige. Det er sådan jeg skal tænke.

For at vende tilbage til min gulerod gennem hele forløbet – mit maraton – skal jeg ikke bare gennemføre den sidste kilometer, jeg skal løbe alle 42 lige godt, de er alle lige vigtige. Når jeg løbetræner, og jeg kun kan løbe tre kilometer, skal jeg ikke tænke på de 39 kilometer, jeg mangler, for at gennemføre et maraton. Jeg må ikke underminere denne løbetur, for den er lige så vigtig som alle de andre løbeture mod mit endelige mål. De tre kilometer den dag, er mit maraton den dag. Det kræver tålmodighed. Det samme gælder på arbejdet. Alt er et led og et skridt til at opnå et mål. Jeg skal gøre mig umage hver dag både i det store og i det små. Hver dag.

Udnytter mit handicap
Jeg begynder at se muligheder i mit manglende ben. Jeg forsøger så vidt muligt ikke at tænke over, hvor nederen, det er, at jeg er handicappet, men fokuserer på, hvordan jeg kan udnytte mit manglende ben, og i stedet skille mig ud. Det er jo en del af mig nu. Eller en del, der ikke er af mig nu.

Jeg embracer tilstanden, og når jeg skal til branchemøder og skal få folk til at huske mig, så tager jeg sgu shorts på. Når jeg løbetræner kigger folk, og hvordan kan jeg udnytte det? Jeg overbeviser et sportstøjsfirma om, at jeg er den perfekte reklamesøjle – de sender masser af tøj og sko. Jeg lander i situationer, jeg aldrig ville med to ben og udnytter min nye mulighed. Jeg mærker, at jeg er tilfreds med mig selv og faktisk endelig har det godt med den, jeg er. Jeg har fået et sundere forhold til alkohol, og har det endnu sjovere til fester, end jeg havde før – jeg tør endda gå efter nogle piger, så langt ude af min liga, at jeg før først ville vælte hen til dem efter min promille var større end min egen selvrespekt. Jeg føler en anden livskvalitet og stiller skarpt på det positive.

Jeg bliver selvfølgelig tit utilfreds, men jeg bliver først og fremmest løsningsorienteret. Jeg bander da helt vildt, når jeg vågner om natten og skal tisse helt vildt, men må hoppe ud på et ben. Jeg er helt vildt skrøbelig med min protese, og får jeg et sår eller tager lidt på i vægt, så sidder min protese dårligt og jeg får ondt i ryggen. Jeg er fanget i min defekte, ufuldkommene og handicappet krop, og jeg skal derfor sørge for, at der trods min krops begrænsninger, er behageligt at være. For hey, du har, hvad du har, og det er op til dig selv at få det bedste ud af det.

Du kan læse alle Sørens tidligere klummer HER.

Fortalt af Søren Mensberg, skrevet af Birgitte Kongsgaard

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *