Lørdag formiddag lagde Nick Cave et billede op på Instagram. Han sidder i en lænestol, tjekker sin telefon med åbenstående skjorte og bruger sin kuffert som fodskammel. Han ligner sig selv. Sjovt nok. Alligevel ligner han en anden end den han var dagen forinden. For han ligner ikke en gennemsvedig pastor, der via ord, lyde og bevægelser, på kryds og tværs af to timer, prædiker foran en menighed, som mest af alt ligner et menneskehav, der konstant og uafbrudt skyller ind mod scenekanten med armene strakt i vejret. 

LÆS OGSÅ: Jakob Genz: På med kasketten

I stedet ligner han på billedet det, han er. En 60-årig rockmusiker i transit. På vej fra det ene job til det andet. På vej til en ny scene, i en ny by, i et nyt land. Det, han efterlader sig – det, han gav ‘os’ fredag aften – er det, han lever af. Det er et håndværk på linje med alle andre håndværk. 

Og det er dét, der er så vidunderligt underfundigt ved mennesker, som man fascineres, drages og tryllebindes af. Nemlig, at de i bund og grund er mennesker, som du og jeg, men samtidig er alt andet end menneskeslige, når de folder det ypperste de kan ud over os. 

Mest af alt fordi vi selv har vedtaget, at de ikke er mennesker og at det derfor er sådan, det skal være. Derfor var det heller ikke ‘et rigtigt menneske’, jeg så i Royal Arena fredag aften. Det var en selvvalgt illusion og til tider en guddommelig én af slagsen. 

Boom, boom, boom!
Det startede allerede, da han trådte ind på scenen, iført habit, hvid skjorte, guldkæde og laksko, der skinnede lige så meget som hans ravnsorte og tilbagestrøgede hårpragt. 

“Here I come now, here I come,” stønnede han lavmælt, mens han via bevægelser, der fik ham til at ligne en kropslig cocktail, bestående af en squish spastisk tranedans, en sjat besat ballerina, en kende liderlig førsteelsker, en knivspids slagsbror og så ellers bare en hulens masse saft og kraft fra et gammel rock and roll-røvhul, nærmede sig scenekanten og menighedens udstrakte arme. 
“Can you feel my heart beat?” spurgte han og tog én af de fremstrakte hænder op til sit bryst. Ejeren af hånden kollapsede, mens resten af de 15.000 menighedsmedlemmer svarede: “BOOM, BOOM, BOOM.” 

Bag sig havde Nick Cave de seks medlemmer af The Bad Seeds. De var med ham hele vejen og holdt balancen, hvad enten lydkulissen til Nick Caves prædiken skulle ramme et punkt, hvor musikken næsten helt forsvinder eller det punkt, hvor alt ender i en infernalsk larm sendt med cykelbud fra Ragnarok. 

Klumper i halsen
Men hvad var det Nick Cave prædikede om i dét, der på papiret siges at være Royal Arena, men som i ‘virkeligheden’ var en kirke, hvor alle havde betalt ‘boksen’ for at komme ind? Tja, der var ord om kærlighed, både om den tabte og den, der fortryller. Der var også ord om Gud, men lige så meget om Lucifer. Og så var der ord om en revolvermand, der hellere ville “crawl over fifty good pussies just to get one fat boy’s asshole.” 

For slet ikke at tale om manden med den røde, højre hånd. Du ved, ham, der omtales som “He is a god, he is a man, he is a ghost, he is a guru.” Men egentlig er det skide ligegyldigt, hvad Nick Cave prædiker om. Vi synger med på det hele og sluger rub og stub råt for usødet. Det kommer jo fra Pastor Cave. 

Og så alligevel ikke helt. For ikke alt sluges råt. Eller det vil sige; ikke alt glider ubesværet ind i ens hårdtpumpende organisme. For når Nick Caves ord handler om tabet af en søn, Nick Caves egen, så skal oplevelsen først lige forbi en klump i halsen inden den ender pladask i hjertet. 

For to år siden døde den ene af Nick Caves tvillingesønner i en tragisk ulykke, forårsaget af en LSD-rus, i udkanten af hjembyen Brighton. “You fell from the sky, crash-landed in a field near the River Adur.” Og her blev det svært, at holde balancen. Ikke for The Bad Seeds, men for menigheden og for Nick Cave selv, der i et splitsekund mistede grebet, da han med ordene “With my voice, I am calling you.” satte punktum for ‘Jesus Alone.’ 

LÆS OGSÅ: Viva la Revolución, mand!

Next stop: Berlin!
Klumpen i halsen blev heller ikke just mindre, da den danske sopran, Else Torp, kom på scenen og sang med på Nick Caves kamp med ‘Distant Sky’. Og selvom menigheden kvitterede duetten med stående applaus, så var det ikke uden tårer på kinderne. Og apropos våde øjne, så var det faktisk under fredagens versioner af ‘Jesus Alone’ og ‘Distant Sky’, at Nick Cave her og der gik fra at være en prædikende illusion til at være et, ja, menneske. 

I hvert fald for mig. Jeg sad nemlig lige bag Nick Caves kone, Susie Bick, der iført en rød pailletkjole lagde sin hånd på låret af sønnen (og tvillingebroren) Earl. Med våde øjne. Rettet mod sin mand på scenen. 

Og så er vi tilbage ved Nick Caves Instagram-billede. For i aften, søndag, er det menigheden i Berlin, der skal opleve Nick Caves prædiken og dermed også de ekstranumre, der både sender pastoren ned i menneskehavet, men som også lukker op for scenekantens sluser og lader folket komme helt op på scenen. Og der kommer Nick Cave (igen) til at udføre sit håndværk og sætte et uforglemmeligt punktum. Hvad enten det er som illusion eller som menneske.