Jakob Genz: På med kasketten 

Facts

Jakob Østergaard Genz

Jakob er 35 år og arbejder i dag som sport- og kulturskribent.

Han har siden 2004 været sammen med kæresten Katrine. De har sammen Ella Margrethe, 5 år og Frederik Marvin, 8 år.

Det siges, at man kommer længst med ærlighed. Derfor vil jeg gerne blankt erkende, at jeg indtil for få dage siden ikke havde den fjerneste ide om, hvad denne måneds klumme skulle handle om. Men så er det godt, at man har engagerede følgere på Instagram.

LÆS OGSÅ: Viva la Revolución, mand!

For i samme øjeblik, som jeg råbte om hjælp, så tikkede det ene emne-forslag ind efter det andet. Og selvom emnerne gik alle mulige retninger, så var der alligevel en rød tråd, der bandt hele molevitten sammen, nemlig ordet ‘mod’. Modet til at trække strikket i en stresset hverdag, modet til at omfavne mande-yoga og modet til at stå fast og sige fra.

Listen er lang

Og BANG! Så var den dér. For mod – eller rettere manglende mod – kan jeg snakke med om. Og skrive om: Modet til at skrive en bog om døden. Modet til at lave en stumfilm i Norge. Modet til at genoptage kontakten til én, som man ikke har snakket med i årevis. Modet til at afbryde kontakten til én, som man ellers snakker med hver dag.

Modet til at lade skægget stå i seks måneder, selvom man kommer til at ligne en patetisk roadie for et for længst forlist garageband fra 90erne. Modet til at gå med slips. Hver dag. Modet til at sige til tjeneren, at maden faktisk ikke smager særlig godt. Modet til at erkende, at man aldrig rigtig har forstået Bourdieus tanker til trods for, at man tit og ofte henviser til dem. Modet til at flytte til en anden by – i et andet land. Modet til at se en gyser. Modet til at starte en fond. Modet til at læse italiensk på aftenskole.

For slet ikke at tale om modet til at få hund nummer to. Og barn nummer tre. Eller modet til at blive katolik. Modet til at sige, at man i bund og grund er Konservativ. Modet til at kulegrave og afsløre den korruption, som man ved, finder sted i ens hjemby. Eller modet til at sige; ‘jeg drikker for meget og cykler for lidt’ og samtidig gøre noget ved det.

Listen er lang og det føles som om, at det bliver længere og længere, jo ældre jeg bliver. Et paradokssalt og selvskabt benspænd i kapløbet med timeglassets sandkorn.

Men er du da ikke omgivet af voksne mennesker, der råber ‘Carpe Diem’ og hjælper dig med at gå planken ud, Jakob? Tjooh, men mine voksne bekendtskaber har (ligesom mig selv) mest af alt travlt med at holde balancen på egen planke under hashtagget ‘se mig, jeg praktiserer vellykket selvrealisering’. Hvis man da ikke står og banker hovedet ind i væggen for nedrullede gardiner hjemme i privaten.

Men så er det jo godt, at man – i mit tilfælde – har en dreng på 9 år, der kan hjælpe mig på rette vej. Jeg har aldrig været i tvivl om, at han er – og forbliver – et bedre menneske end mig. Selv dengang, hvor han som mere eller mindre hjælpeløs baby lå på gulvet og sked i bukserne. Men at han allerede i en alder af 9 år er mere modig end mig, der ellers altid (hver dag, faktisk) gør ham opmærksom på, at jeg er lige så mægtig som Zlatan Ibrahimovic, fik jeg at se tidligere på ugen.

Spildt fader-vrede
Min dreng havde nemlig valgt at gå i skole med en La Flamme Rouge-cykelkasket på hovedet og han lignede en million. Desværre var det ikke alle i klassen, der syntes det samme. Så de sagde, at han lignede én, der havde glemt at tage sin badehætte af og flankerede kommentarerne med pegende fingre og hånlige grin.

Klassekammeraternes modtagelse havde ikke overraskende den effekt, at min søns selvtillid faldt gevaldigt i kadence, hvilket da også med lethed kunne tolkes ud fra den sms, som han sendte til mig, kort før klokken ringede ind: “De griner af mig, far.”

Og hvad gør man så, som far? Man smider, hvad man har i hænderne og varmer op til kamp! Der er nemlig en flok snotunger, som skal have slået knuder på deres tunger, knækket deres pegefingre og pakket deres hånlige grin ind i en ‘olfert’. For der er fandenrasme ingen, der skal pille ved min søns kadence.

Men det hele viste sig at være spildt produktion af fader-vrede. For da jeg kom ned på skolen, i samme sekund som klokken ringede ud til dagens første frikvarter, kom min dreng gående ud af klasselokalet med sin La Flamme Rouge-kasket på hovedet. Man kunne se i hans øjne, at det gjorde ondt i maven, men han havde beholdt kasketten på. For det var det han ville, så det var det han gjorde. Også selvom der var onde tunge, fingre og grin, der prøvede at spænde ben for ham.

Og hans far er stolt. Som ind i Helvede. Især fordi det var mig, der i sin tid gav ham kasketten, da jeg selv – til et middagsselskab – engang fik at vide, at jeg lignede ‘en idiot’.
LÆS OGSÅ: Jakob Genz: Kan man ikke have mig-tid sammen?

Del vores artikel:

Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter
Del på pinterest
Pinterest
Del på linkedin
LinkedIn

Skriv et svar

ChriChri

Du vil måske også kunne lide

Søde konfekt pindsvin

De her små pindsvin er næsten for søde at sætte tænderne i, meeeeen vi kommer til det alligevel, for det lille konfektstykke er alt for

Sådan plejer du tosomheden

Artiklen indeholder sponsoreret indhold Amanda Lagoni er udover at være parterapeut og sexolog, både mor, kone og veninde. Hun møder de samme udfordringer i parforholdet