Vi går nu ti klummer tilbage, til da jeg vågner på Riget. Jeg ligger som sagt i sengen og skriver ned på et stykke papir, hvad mine værdier og mål er. Både personligt, økonomisk, professionelt og sportsligt.

LÆS OGSÅ: Mit benspænd del 10: Styrken flirter med frygten

Et af mine mål var at blive uafhængig. Jeg er blevet uafhængig af andre menneskers accept, fordi jeg har lært at hvile i mig selv. Jeg er blevet økonomisk uafhængig, på den måde, at jeg ikke arbejder for pengenes skyld. Jeg har også lavet min egen virksomhed, som gør mig uafhængig og fleksibel i forhold til arbejdstider. Samtidig har jeg aldrig været mere afhængig. For at jeg kan bevæge mig, er jeg afhængig af mit falske ben.

Det var også et mål for mig at kunne holde foredrag, være en inspiration eller i hvert fald fortælle min historie til andre. Det er stadig vigtigt for mig, da det er en måde, jeg selv kan arbejde med min oplevelse og måske konstant minde mig selv om, at jeg skal kæmpe videre, så mit liv aldrig bliver på rutinen eller det maraton jeg drømmer om, ender med at blive i et hamsterhjul.

Maraton som den store gulerod
Nederst på listen over mine mål står der ”Løb Copenhagen Marathon 2014”. Det var min gulerod fra begyndelsen. Og det var en nødvendig gulerod, for at jeg kunne komme her til. Det var dét, der fik mig til at træne, til at lave armbøjninger langt ud på natten, til at kæmpe og knokle. Det var ønsket om igen at kunne føle den fantastiske følelse, som da jeg i 2010 gennemførte mit første maraton på to ben. Følelsen af at være fysisk uovervindelig. Det var muligheden for igen at få en følelse af fuldkommen lykke, som jeg frygtede, var blevet taget fra mig sammen med mit ben. Nu tænker du måske og hvad så med det maraton, der er gået seks år?

Maraton er stadig mit største mål i livet. Jeg kommer måske aldrig til at kunne løbe et maraton igen, men jeg vil gerne så tæt på som muligt. Det lykkedes ikke at løbe 42 kilometer i 2014, som målet var. Heller ikke i 15, 16 eller 17. 

Jeg har forsøgt at træne op mange gange, men er altid endt med skader. Et skridt frem og to tilbage og pludselig er der gået seks år uden et fuldført maraton. Min virkelighed har ændret sig fra dengang, hvor jeg tre måneder forinden kunne stoppe med at drikke alkohol og så hyggetræne lidt og derefter gennemføre et maraton. Denne her gang skal jeg tænke mig om. Det skal gøres grundigt og forsigtigt. Jeg skal gøre mig umage. Jeg skal se på alle de små delmål i stedet for det endelige mål, jeg skal ikke være bange for at fejle, og jeg skal tage små skridt. Et efter et. Jeg skal selv leve op til alt det, jeg har fortalt om i de sidste ti klummer.

Derfor er jeg glad for, at jeg er optaget til et træningsprogram ved et pilates- og balletstudio, som har fået en lang række soldater til at løbe og gennemføre vilde missioner på trods af handicap. Prøvetimen var for vild, hvor jeg blev udfordret på nogle meget små og simple bevægelser, som viste sig at være sindssygt svære. Der er åbenbart små muskler, som jeg ikke bruger, og det skaber asymmetri. De skal trænes op og hjælpe med at skabe stabilitet, så jeg ikke kompenserer i min raske side. På den måde kan jeg måske lære at løbe længere.

Jeg skal udnytte dét, der er tilbage i min amputerede side, træne det op og gøre det stærkt. Langsomt og grundigt, skal mit handicap gøres til min fordel, også fysisk.

Det var alt for mig for nu, tak for at I har læst med!

All the best,

Søren

Du kan læse alle Sørens tidligere klummer HER.

Fortalt af Søren Mensberg, skrevet af Birgitte Kongsgaard