Klummer

Jakob Genz: Samme jul som altid, skat?

Facts

Jakob Østergaard Genz

Jakob er 35 år og arbejder i dag som sport- og kulturskribent.

Han har siden 2004 været sammen med kæresten Katrine. De har sammen Ella Margrethe, 5 år og Frederik Marvin, 8 år.

Allerede tilbage i marts måned fik min hustru noget, der umiddelbart mindede om et regulært nervesammenbrud, da jeg en uskyldig tirsdag aften (med et glimt i øjet og et stykke lasagne i munden) forsigtigt foreslog, at det måske var i år, at vi skulle holde jul et andet sted end hos hendes forældre. Det har vi nemlig altid gjort; som i, evig og altid.

LÆS OGSÅ: Jakob Genz: På med kasketten 

Og da jeg fire måneder senere igen bragte muligheden på banen, netop som vi havde taget en sommeraftendukkert i den sydlige del af den svenske skærgård, så lignede hun mest af alt en voksen kvinde, der på et splitsekund havde mistet troen på alt lige fra eksistensen af lykkens pamfilius til troen på det (tvangs)ægteskab, hun angiveligt befandt sig i.

Hendes grundlæggende undren – for ikke at tale om hendes dybe og fortvivlende Carry-svigtes-igen-af-Mr.-Big-sorg – blev heller ikke mindre, da jeg i sensommeren atter bød ind med ordene: “Hvad med om vi holdt jul herhjemme og så bare inviterede din familie, og på den måde startede en ny tradition?”

Hun prøvede at formulere et svar. Den ros skal min hustru have. Men svaret kom aldrig. I stedet trillede tårerne ned af hendes kinder og landede midt i panden på vores gidseltaget børn, som dermed blev udsat for en omgang waterboarding beordret af deres hjerteløse far.

“Du ved, hvor whiskyen står.”

Som I sikkert allerede har regnet ud, så har min hustru et meget stærkt forhold til det at holde jul hos hendes forældre. Og det er vel heller ikke længere en hemmelighed, at jeg efter mere end et årti er ved at være moden nok til at fejre julen et andet sted; hjemme hos os selv i vores nye hus, i en hytte i en svensk skov eller måske – og ja, her går jeg all in – hos MIN mor.

Mit ønske om at holde jul andre steder end hos min svigerfamilie udspringer ikke af, at juleaften i årevis har været som scener taget fra Dantes Guddommelige Komedier. For så slemt er det ikke. Det er lidt mere a la ’90 års fødselsdag’. Du ved, den samme traditionstrummerum og tøhø-humor.

Og her tænker jeg ikke på mine svigerforældre. For svigerfar holder sig som altid sådan lidt i baggrunden; babber på piben, tjekker anden, rører i sovsen og nynner ‘Dejlig er Jorden’, mens han med en let hovedrysten smiler af løjerne omkring ham. Og jeg tænker heller ikke på min svigermor. For hun gør altid et ihærdigt forsøg på at holde styr på tropperne og endda med et sådan overskud (hvor hun så end får det fra), at jeg hvert år bliver mødt af ordene: “Du ved, hvor whiskyen står, Jakob.” Et hjertevarmt bevis på, at hun er helt med på, at jeg – uden sammenligning i øvrigt – år ud og år ind føler mig som Mr. Bean, der via en lysstråle blive kastet ned på asfalten i en parallelverden.

Lunte er sulten
Jeg tænker til gengæld på min hustru og hendes søskende. Fire (på papiret) voksne mennesker, der så snart de træder indenfor i deres forældres hjem – ja, faktisk allerede flere timer før, som en eller anden form for diabolsk opvarmning – forvandles til at være fire småbørn, der med enerverende drillerier og højlydt mundhuggeri bekriger hinanden i kampen om deres forældres opmærksomhed.

Og måden de gør det på? Oh, boy! Gaver, der skal åbnes før tid, lammere, der skal gives før under og efter maden, kuffert-prutter i ansigtet, fingre i hinandens rødkål, den brutale kamp om fadet med anden, for slet ikke at tale om, hvem der får – og IKKE får – mandlen i risalamanden. Moooaar! Faaar!

Et timelangt og ekstremt larmende absurd-teater, hvor Fimpe på coke, en sulten Lunte, Stella Hertz og en overtræt miniatureudgave af Oh Land tørner sammen i en traditionsbunden blodrus. Og børnene, altså dem, der rent faktisk er børn? Ja, de ved, at festen kun lige er startet. For efter maden venter der kædedans gennem stuerne og et gaveræs af Guds Nåde, hvor Darwins teorier år efter år bliver gennemtestet; it s the survival of the fittest, baby!

Men så er det jo godt, at man er fit. Og forberedt. At man har whisky til rådighed og at min hustru og hendes søskende med en gennemsnitsalder på 31 faktisk bliver hurtigere trætte end mine to børn på ni og seks år. Så det bliver aldrig rigtig så sent juleaften. Men det pilles der måske ved i år, nu hvor jeg har skrevet disse ord.

For måske vælger min hustru og hendes søskende nu at rotte sig sammen i et djævelsk ønske om at gøre dette års juleaften til en ‘all nighter’ og på den måde virkelig teste, hvor fit jeg er, når det kommer til stykket. Eller måske får mine ord dem ligefrem til at besinde sig og i år lade de rigtige børn indtage julescenen. Det er jo, trods alt, børnenes fest, er det ikk?

Julen er i hvert fald hjerternes fest og derfor skal min hustru også have lov til at holde jul ved hendes mor og far, og med hendes søskende igen i år. Men, skat, så skifter vi også scene næste år, gør vi ikk?

 

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *