Vores nye klummeskribent Mia Sonali, har givet os den fantastiske mulighed at ‘være med’, når hun rejser tilbage til Indien til det børnehjem, hun blev adopteret fra. Det næste stykke tid kan du læse om hendes tanker om at tage afsted, hvordan det kommer til at foregå, og hvad hun finder ud af på sin rejse. Vi glæder os til at læse med <3

________________________________

Det hele er virkelig overvældende! Menneskerne, lydene og duftene, det hele er bare.. virkelig meget. 

Indien omfavner os, som et kæmpe eksotisk tæppe, der samtidig invaderer alle vores sanser. Jeg føler, at jeg har ventet så længe på at stige ud af lige dette fly, og alligevel føler jeg mig slet ikke forberedt. Men nu er jeg her. Lige her i Nagpur. 

LÆS OGSÅ: Om at finde sin “rigtige” mor..

Min guidebog beskriver byen, som en lidt afsides by uden de helt store seværdigheder på trods af dens 2,4 millioner indbyggere. 

En by, der er rummer lidt under halvdelen af Danmarks befolkning, og så er der ikke noget at se? Jeg har virkelig svært ved at tro det, men jeg er egentlig også lidt ligeglad. Jeg har min helt egen grund til at være her. 

Vi har tre overnatninger i byen og lige fra starten tager jeg mig selv i at prøve og finde en form for relation til byen, et sted, hvor jeg kan se mig selv, men det sker bare ikke rigtigt.. 

Den første dag tager vi rundt for at se byen og de seværdigheder, som hotellet anbefaler. Mit indtryk er, at Nagpur er en by, hvor man ”bare” lever. Folk gør deres ting og tingene går sin gang, der er en konstant summen, som man kan forvente af en by med så mange indbyggere, men storbyfornemmelsen, den udebliver. 

Jeg prøver stadig ihærdigt at finde ligheder med mig selv i både byen og menneskerne, men følelsen opstår bare ikke rigtigt – ærlig talt, følte jeg mig mere hjemme i Mumbai.. 

Vores overnatninger strækker sig henover juleaften, og overvejelserne omkring at holde jul langt fra alt og alle har ikke været særlig store. Vores familier har været enormt forstående og den resterende omgangskreds har kun heppet i kulissen, når nu jeg har begivet mig ud for at finde mit ophav.

Mit ophav? Det er endnu et sted, hvor jeg føler et personligt ’adoptionskompleks’ (ja, det kalder jeg det) – mit biologiske ophav er fra Indien – min mørke hud, brune øjne og mørke hår stammer alt sammen herude fra. Men mit ophav er i den grad også fra Falster, dér hvor du har benene solidt plantet i jorden og kender din nabo. 

Jeg kan endnu engang ikke helt tage til takke med kun at have én udgave af tingene. 

Men ikke desto mindre, så er det mit biologiske ophav, som jeg efterlyser på denne rejse, og d. 23. december var jeg til møde for at høre lidt om min fortid.

Da vi ankommer, bliver jeg mødt af en dame, Medha, som er iført meget smukt traditionelt indisk tøj i brændte røde farver. Hun har en rød plet i panden og hun hilser på mig ved at samle hænderne og sige ’namaste’. 

Hun betragter mig med store øjne, og siger så pludselig, at hun synes jeg har forandret mig meget. 

Efter at have følt mig som en pige i et ingenmandsland de seneste par dage, så bliver jeg faktisk lettet over, at der er en, som finder mig bekendt.

Mødet består af Medha, vicepræsidenten for hospitalet, en overlæge, samt Sebastian (min mand) og jeg. Rygtet om vores ankomst har virkelig spredt sig, og efter diverse kopper the, rundvisninger og hilsner, får mødet endelig lov at begynde. 

Omkring 15 minutter inde i mødet føles det som om, at jeg får smidt en kold spand vand direkte i ansigtet! Vicepræsidenten begynder at stille seriøse spørgsmålstegn ved min alder, og mener bestemt, at jeg er to år ældre, end dét jeg fortæller. Jeg kan ikke rigtigt trække vejret og forestiller mig, at jeg mest af alt har lignet en strandet torsk på land..

Sebastian kommer mig heldigvis til undsætning og efter en del forvirring på begge sider af bordet, viser det sig, at jeg hverken er den pige, som de forventede at møde eller er født i Nagpur! 

Mine papirer har været til registrering på hospitalet/adoptionscentret i Nagpur, da de på daværende tidspunkt var de eneste med licens til at lave internationale adoptioner. Jeg selv derimod, har aldrig fysisk været der..

Men hvad så? Hvor er jeg så født henne, og hvor stammer jeg så fra? 

Vicepræsidenten mener, at jeg skal finde svaret på børnehjemmet Bal Vikas, i Mumbai, da det er dem, der har modtaget mig i sin tid. Ydermere får hun også lige tilføjet: ”You’re probably born a slum child, like most others..” Endnu en ordentlig røvfuld rå virkelighed rammer mig lige i ansigtet. Jeg er da godt klar over, at jeg da nok ikke blev født som en indisk prinsesse, men ’slum child’, den er sgu da lidt barskt? 

Til slut tager Sebastian og jeg med Medha tilbage til hendes kontor, hun mener nemlig at have nogle filer på mig, fra dengang jeg blev indstillet international adoption. 

Kontoret er placeret inde på selve hospitalet, som er offentligt drevet, så standarderne er ikke specielt høje. Glem alt om nye problematiske it-systemer og besparelser, her arbejder vi på et niveau, hvor skiltene beder dig om ikke at spytte på gulvet.

På kontoret bliver vi mødt af tre små piger, Medhas kontor ligger nemlig i forlængelse af selve børnehjemmet. Imens Medha leder efter mine filer, kigger Sebastian og jeg os lidt omkring og leger lidt med pigerne. 

To af pigerne er seks og tre år gamle, de er søskende og er blevet efterladt på en togstation for nogle måneder siden. Den tredje pige blev efterladt på selve hospitalet, hun vejede kun 1,5 kilo, da de fandt hende og blev født med misdannede ben, så nu kravler hun rundt på gulvet med begge ben i gips. Heldigvis har hun fået en ny familie, og om et par måneder er hun på vej imod USA. 

Medha kommer endelig tilbage med et gammelt kladdehæfte, og jeg er virkelig skeptisk, men helt uden grund! Lige dér, midt på siden står mit navn og diverse informationer om, hvem der skal adoptere mig og hvorfor jeg skal overgå fra national til international adoption.

I det øjeblik vidste jeg ikke, om jeg skulle grine eller græde – tænk sig, at Medha for 25 år siden har stået og skriblet mit navn og informationer ned i lige præcis dét kladdehæfte! I alt må jeg have læst linjerne mindst 100 gange.. 

Jeg kan dog kun få alle de praktiske og formelle informationer i Nagpur, og selv om mødet varer i fire timer, må jeg konkludere, at mine svar skal findes i Mumbai. Medha ringer også til børnehjemmet i Mumbai, for at fortælle dem om min situation og påminde dem om, at jeg kommer den 28. december. Jeg tror faktisk, at hun føler sig skyldig over ikke at kunne hjælpe mig yderligere. Dog kan jeg ærligt sige, at hvis jeg er blevet passet af mennesker med bare halvt så stort et hjerte som hendes, så har jeg også været heldig i mit første år af livet-

Telefonsamtalen til Bal Vikas bekræfter desuden ikke kun vores aftale, men det bekræfter også 100 procent, at damen, Jaisita, som passede mig dengang, stadig arbejder der! Og ifølge Medha bør hun have nogle svar.. 

Det har været en turbulent start på rejsen, og jeg har været hele følelsesregistret igennem, men alligevel sidder jeg nu tilbage med en følelse af afklaring. 

Jeg ved nu, hvilken rolle Nagpur har spillet i mit første år, og den dør kan nu med ro lukkes.

Jagten forsætter dog i Mumbai, på Bal Vikas – jeg ved stadig ikke, hvad jeg skal forvente, men jeg er åben, spændt og ikke mindst nysgerrig! So let’s go! 

Vi skrives ved!

– Mia Sonali!