Vores nye klummeskribent Mia Sonali, har givet os den fantastiske mulighed at ‘være med’, når hun rejser tilbage til Indien til det børnehjem, hun blev adopteret fra. Det næste stykke tid kan du læse om hendes tanker om at tage afsted, hvordan det kommer til at foregå, og hvad hun finder ud af på sin rejse. Vi glæder os til at læse med <3

LÆS OGSÅ: Pelle Hvenegaard: Om kærlighed, prioriteringer og livets største gave
__________________________________

’Vil du finde din mor?’

Hvad er dit formål med turen? Har du prøvet ’Sporløs’? Hvad vil du helt konkret have ud af din rejse?

Det er blot et par af de mange spørgsmål, som jeg har fået igennem den sidste uge, hvor min rejse tilbage til Indien, er blevet gjort en smule mere offentlig.

Jeg ved på nuværende tidspunkt ikke rigtig, hvad jeg skal svare til alle spørgsmålene og jeg ved egentlig heller ikke, om jeg på nuværende tidspunkt ønsker at have et konkret svar?

Jeg ved blot, at jeg aldrig har været typen, der græd til sporløs – faktisk så så jeg det mest som barn, pga. min mor, som er en trofast fan, der snøfter med hver gang! 

Men på en måde har jeg altid følt mig lidt skyldig over ikke at kunne fremkalde hele følelsesregistret, når programmet blev vist, jeg burde jo om nogen kunne relatere til det der foregik? På samme måde er programmet også en af ”klassikerne”, der bliver bragt på banen, så snart jeg nævner min adoption.

Og tag endelige ikke fejl – jeg værdsætter interessen og snakker glædeligt om det, men jeg har bare ikke kunne relatere til det før nu..

På samme måde, har jeg garanteret lignet et stort spørgsmålstegn, når der er blevet stillet spørgsmål til planen og formålet for rejsen i den forgange uge.

Generelt tror jeg ikke på, at alting har godt af at blive defineret og planlagt, til man er helt rundtosset i hovedet og kun kan tænke i firkanter, det dur bare ikke for mig. Derimod, så kan jeg stadig se det fine i den måde, som hele dette arrangement er blevet til på – en rodet, spontan og nysgerrig tilgang med et ret udefinerbart mål! Indtil nu har det fungeret ret godt, så den måde forsætter vi på.

Der er dog ét specifikt spørgsmål, som jeg føler, at jeg har måtte forholde mig til i løbet af ugen.

Spørgsmålet om, hvorvidt jeg ønsker at finde min mor – min biologiske mor. 

Jeg forstår udmærket, hvorfor folk spørger, og igen, jeg er så taknemlig for interessen, men det skurer alligevel lidt i mine øre, når det spørgsmål bliver stillet. For hvad ligger der i titlen ’mor’?

I min familie har vi håndteret spørgsmålet om, hvem der er de ”rigtige” forældre på en sådan måde, at jeg har biologisk forældre og så har jeg min mor og far. 

Min biologiske mor har båret mig og passet på mig – derudover, så har hun også givet mig til et børnehjem for 24 år siden, formentlig i håbet om, at både hun og jeg skulle få et bedre liv.

Min mor, har taget imod en anden kvindes barn – hun har passet på mig, opdraget mig, elsket mig, skældt mig ud, når nødvendigt og hun har adopteret mig som sin helt egen datter. 

Der er altså ikke blot én, men to ufatteligt seje kvinder, under titlen som ’Mias Mor’ – det er sgu da egentlig ret privilegeret! 

Men om jeg har behov for at kunne sætte ansigt på min biologiske mor, det ved jeg først, når og hvis, jeg står i situationen.

I bund og grund, så har jeg det som om, at det er en anden kvindes historie, jeg skal ud og rode op i – det er en anden kvindes baggrundsoplysninger, jeg søger og en anden kvindes børnehjem, som jeg besøger. 

Men måske, at Mia Sonali fra Nagpur og Mia Sonali fra Frederiksberg forenes, når først jeg står der? Det bliver jeg klogere på i næste uge, når det første besøg er overstået..

De praktiske planer ligger dog fast – d. 23/12 har jeg møde på hospitalet i Nagpur, hvor jeg er født. Hospitalet har eksisteret siden 1927, og det er umiddelbart også dér, at jeg har størst chance for at finde oplysninger om mine biologiske forældre og den historie, som ligger bag min adoption. 

Torsdag d. 28/12 har jeg et møde i Mumbai. Mødet er på børnehjemmet, hvor jeg efterfølgende boede, inden jeg blev adopteret til Danmark – rygterne siger, at den dame som passede mig og som fulgte mig hele vejen til København for 24 år siden, stadig skulle arbejde på børnehjemmet, så jeg håber virkelig på at møde hende!

Det bliver virkelig en anderledes jul i år, men kufferten er pakket og jeg er mere end klar! Afslutningsvist kan jeg virkelig se det fine og symbolske i, at den sidste rejse i vores store ’Asien eventyr’ går til Indien, hvor det hele startede.

– Mia Sonali!