Klummer

Adopteret og ganske godt tilfreds..

Facts


Mia Sonali Toft er 25 år gammel og er uddannet sygeplejerske. Privat er hun gift med Sebastian, som hun bor med på 2. år i Singapore, da han blev tilbudt job der for to år siden. 

Mia er født i Indien og adopteret til Falster, hvor hun er opvokset, men har sidenhen været bosat i København. 

Du kan desuden følge Mia på hendes Instagram @miasonali og hendes blog sonali.bloggersdelight.dk.

Vi vil gerne byde et varmt velkommen til vores nye klummeskribent Mia Sonali, som har givet os den fantastiske mulighed at ‘være med’, når hun rejser tilbage til Indien til det børnehjem, hun blev adopteret fra. Det næste stykke tid kan du læse om hendes tanker om at tage afsted, hvordan det kommer til at foregå, og hvad hun finder ud af på sin rejse. Vi glæder os til at læse med <3

LÆS OGSÅ: Pelle Hvenegaard: Om kærlighed, prioriteringer og livets største gave
__________________________________

En venindeaften med lidt for meget rødvin og en spontan e-mail til, hvad der engang var,mit adoptionsbureau… 

Dette var udgangspunktet for, hvad der i daghar vist sig at være en mulighed for at søge tilbage i min personlige historie.

Min adoption er egentlig ikke noget, der nogensinde har skabt de store eksistentielle spørgsmål, hverken i løbet af min barndom eller min ungdom. Og egentlig heller ikke nu, hvor jeg vel snart må erkende, at jeg er blevet voksen.. 

Mine forældre har altid været helt åbne og meget naturlige omkring det faktum, at både min søster og jeg er adopteret fra Indien. De har vist os både billeder og udsendelser, og har taget os med tilbage til Indien for at give os et indtryk af den kultur, som vores biologiske ophav stammer fra. 

Ærlig talt, så tror jeg måske heller ikke, at der var gået så længe før, at vi havde undret os over, at vores ”farveskala” ikke stemte helt overens med deres.. Spøg til side, så har vores adoption heldigvis altid været et meget naturligt samtaleemne, hvorfor jeg heller ikke tror, at der har været grobund for de helt store og dybe spørgsmål. I hvert fald ikke før i forrige uge.   

Men nu er muligheden her – sådan en mulighed, der opstår uden, at man egentlig var helt klar over, at man faktisk ønskede den.

Jeg havde virkelig aldrig regnet med at få svar på min mail, til dels pga. den halvsnalrede formulering og stavefejlene, men også fordi mine forældre allerede, under en tidligere rejse til Indien, har forsøgt at søge oplysninger på mine vegne, dog uden held.

Ikke desto mindre så ligger svaret altså nu i min indbakke – et elektronisk brev med navn og adresse på det hospital, hvor jeg blev født og det børnehjem, hvor jeg efterfølgende har boet. En ret uvirkelig følelse, skulle jeg hilse at sige.

Da jeg læste mailen, følte jeg, at jeg stod ved en skillevej – på den ene side kunne jeg lade det ligge, se det som nogle ekstra praktiske oplysninger og forsætte ned ad den trygge vej med min allerede velkendte historie. 

På den anden side kunne jeg vælge at grave endnu dybere, og gå ned ad en vej, med risiko for at finde både alting og ingenting. En vej uden nogle former for garantier om, hvad eller hvor meget jeg finder. 

Jeg har valgt at følge min mavefornemmelse og forfølge vejen med de nye oplysninger, som jeg har modtaget. 

Det har egentlig ikke været et svært valg. Rent praktisk, så bor vi allerede i Asien, og Indien er meget mere tilgængelig for os nu, end når vi igen er bosat i København. Følelsesmæssigt, så er det også et godt tidspunkt, Sebastian (min mand) og jeg er på det stadie, hvor vi endnu kun har hos selv og vores egne følelser at tage hensyn til, så der er god tid og plads til at bearbejde, hvad end der måtte dukke op, på vores kommende rejse.

Jeg har virkelig ingen idé om, hvad jeg finder undervejs – eller om jeg overhovedet finder noget? På samme måde har jeg virkelig svært ved at forudse, hvordan, eller hvor meget, jeg kommer til at reagere på det hele, når jeg førststår i situationen. 

Jeg har jo altid bare været adopteret og ganske godt tilfreds?

Men nu er billetternebooket og aftalerne er lavet – d. 21/12 går turen mod Indien, for at søge tilbage i min egen historie. Det bliver et uforudsigeligt, følelsesladet og ikke mindst ærligt forløb. Og jeg glæder mig!

– Mia Sonali!

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *