Det svære valg…

Facts


Mia Sonali Toft er 25 år gammel og  uddannet sygeplejerske. Privat er hun gift med Sebastian, som hun bor med på 2. år i Singapore, da han blev tilbudt job der for to år siden. 

Mia er født i Indien og adopteret til Falster, hvor hun er opvokset, men har sidenhen været bosat i København. 

Du kan desuden følge Mia på hendes Instagram @miasonali og hendes blog sonali.bloggersdelight.dk.

Børnehjemmet ser lidt slidt ud, og der er på ingen måde overflod af noget som helst, men alligevel er det i meget bedre stand, end det vi besøgte i Nagpur.

Vi bliver modtaget af en mand, der smiler over hele hovedet og siger; ”Oh hello, Sonali!”.

Det skal lige siges, at jeg kun har heddet Sonali den forgangne uge. Selv om jeg præsenterer mig selv om ”Mia Sonali”, så er det som om, at det kun er Sonali, der sætter sig fast.

Manden beder os vente på to vakkelvorne havestole, til Prabha er klar til at tale med os. I samme rum sidder to damer, de er begge to klædt i flotte farverige sarier og smiler stort til os, men jeg kan samtidig også høre, at de siger mit navn flere gange i deres indbyrdes samtale. 
Pludselig føler jeg mig faktisk meget ventet.

Prabha har endelig tid til at se os, og min mave knuger sig helt sammen. 
Hun er ikke særlig høj, har en mørkeblå sari på, og hun smiler over hele hovedet – det gør det faktisk lidt svært at skulle agere trodsig overfor hende.

Det kommer heldigvis aldrig så vidt. For lige dér på bordet foran hende ligger der en stor rød mappe, hvor der står skrevet ”Sonali” og min fødselsdato.

Fra det sekund hører jeg ingen ting af, hvad hun siger til mig, jeg er kun interesseret i at komme til at kigge i den mappe! 
Hun virker dog til at dække over mappen, og pludselig går det op for mig, at hun sidder og prøver at forklare mig, at min fødselsattest ikke er at finde nogle steder. Hun har ikke selv nærlæst mappen, men attesten er der ikke, det ved hun.

I et øjeblik mærker jeg følelsen af noget ukomplet, men også kun i et øjeblik, for da jeg åbner mappen, ser jeg kun papirer med navne, billeder og underskifter, som jeg kender. 
Der er billeder af mine forældre, små 25 år yngre, og der er brev fra min moster, som anbefaler dem til adoption. Alt det, som mine forældre har fortalt mig, at de skulle igennem for at kunne adoptere, det hele ligger lige dér i den mappe.

Hele deres proces blev pludselig meget mere virkelig for mig. 

Imens jeg sidder og finkæmmer siderne for at få alle detaljerne med, sidder Sebastian og udspørger Prabha om alt, han kan komme i tanke om. Pludselig bliver jeg dog nødt til at afbryde ham. For midt på siden får jeg pludselig øje på et navn, som jeg ikke genkender. 
Jeg peger på navnet og spørger Prabha, hvad det betyder, og så let som ingenting siger hun bare ”Oh yes, that’s your mother..”.

Lige der begynder tårerne igen at trille, og jeg læser hendes navn mindst 100 gange i de minutter.

De næste par sider i mappen er i bund og grund dét, som jeg har brugt en uge på at lede efter, de fortæller,, hvem hun er og hvordan min forhistorie har forløbet sig.

Jeg har muligvis ikke en fødselsattest, men på de sider har jeg min biologiske mors ord for, at jeg er født i Mumbai. Hun var selv  ganske ung og ikke gift, hvilket ikke er særlig velset i Indien, heller ikke den dag i dag.

I Danmark kan det være svært at sætte sig ind i, at sex udenfor ægteskab skulle være et problem, men disse dele af verden er det altså stadig problematisk, mest af alt for de unge piger. 

Mine papirer fortæller mig ligeledes, at jeg rent faktisk er født på et hospital i Mumbai, hvilket vi tidligere fandt ud af kan koste relativt meget. Så pludselig virker ”slum” mærkatet også en smule falmet. 

Vigtigst af alt, så finder jeg ud af, at min biologiske mors navn er Sunita. Navnet betyder retfærdig eller en person med ”good behavior”, alt efter hvilken tolkning, man læser.

Jeg tænker, at hun har levet 100% op til sit navn. 
Hun har selv personligt afleveret mig på Bal Vikas for 25 år siden, og hun har dermed givet mig en retfærdig chance for et nyt liv.

Når jeg tænker på nogle af de historier, vi har hørt, om hvordan andre børn er endt på børnehjem, så er jeg efterladt med en følelse af, at der har været kæmpe kærlighed i det valg, hun har truffet. Hun har personligt ønsket og sikret sig, at jeg kom i gode hænder, og det må siges at være ”good behavior”!

Prabha, afbryder mit tankemylder ret kontant og spørger mig direkte, om jeg har lyst til at opsøge hende?

Pludselig slår det mig, at jeg lige nu sidder i den situation, som jeg ikke en gang turde tænke på, inden jeg tog afsted. 
Vi sidder rent faktisk i Mumbai, og jeg sidder med netop de oplysninger, jeg behøver for at opsøge hende.

Men… Har jeg lyst til at opsøge min biologiske mor?

LÆS OGSÅ: Om at miste modet

Del vores artikel:

Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter
Del på pinterest
Pinterest
Del på linkedin
LinkedIn

Skriv et svar

ChriChri

Du vil måske også kunne lide

Søde konfekt pindsvin

De her små pindsvin er næsten for søde at sætte tænderne i, meeeeen vi kommer til det alligevel, for det lille konfektstykke er alt for

Sådan plejer du tosomheden

Artiklen indeholder sponsoreret indhold Amanda Lagoni er udover at være parterapeut og sexolog, både mor, kone og veninde. Hun møder de samme udfordringer i parforholdet