Columns

Om at miste modet

Om at miste modet
Facts


Mia Sonali Toft er 25 år gammel og  uddannet sygeplejerske. Privat er hun gift med Sebastian, som hun bor med på 2. år i Singapore, da han blev tilbudt job der for to år siden. 

Mia er født i Indien og adopteret til Falster, hvor hun er opvokset, men har sidenhen været bosat i København. 

Du kan desuden følge Mia på hendes Instagram @miasonali og hendes blog sonali.bloggersdelight.dk.

Mødet fra Nagpur sidder stadig i mig.

På den ene side fik jeg kun ganske få informationer, men på den anden side blev der
også redegjort for en stor del af min historie.

Situationen tegner faktisk et ret godt billedet af, hvor turbulent turen har været indtil
nu – følelserne pendulerer konstant imellem alting og ingenting..

Men ikke desto mindre, så er første etape af vores rejse overstået, og den næste er
påbegyndt.

LÆS OGSÅ: Når virkeligheden rammer..

1. Juledag modtog Mumbai os med åbne arme og sit uundgåelige kaos. Byen er konstant farverig, larmende og virkelig intens.

Jeg føler mig dog stadig overraskende godt tilpas, og jeg bliver faktisk fascineret af
den måde, hvorpå alle folk synes at have deres helt egen plads i byens kaos.

Jeg prøver at tvinge mig selv til at suge det hele til mig, og samtidig tænker jeg
alligevel kun på én ting – er det mon så her, at jeg er født? Og hvor meget tør jeg
egentlig forvente af byen?

Jeg kan nok alligevel ikke løbe fra følelsen af at være blevet skuffet i Nagpur, og det
overrasker mig. Jeg har virkelig forsøgt at forventningsafstemme, før jeg tog afsted, netop
så jeg ikke skulle stå med denne følelse. Jeg må nok erkende, at min adoption fylder mere, end jeg lige gik og troede..

Da der er tre dage fra vi ankommer til selve mødet på børnehjemmet, beslutter jeg mig alligevel for at prøve at lære byen at kende. Jeg vil gerne danne mig et indtryk af, hvad Mumbai egentlig er for en by, og hvad den rummer.

Det er tydeligt, at byen rummer meget historie, og briternes indflydelse ses stadig i
bygninger som The Gateway of India, Central Station og Bombay High Court.

Imens jeg gør min pligt som turist, og tager billeder af alle de smukke bygninger, ser
jeg pludselig nogle børn, som står og tager billeder af Sebastian.

Pludselige er det min 2 meter høje vestlige mand, der skiller sig ud, som en bedre
turistattraktion. Jeg synes ærlig talt, at det er skidesjovt! Sebastian – not so much.

Jeg har før følt, at jeg skillede mig lidt ud hjemme i DK, men der er dog alligevel aldrig
nogen, der er stoppet op for at fotografere mig..

Mumbai bærer virkelig præg af at være en by med mange lag, både historisk, religiøst
og socialt. Og med 22 millioner mennesker virker det lidt umuligt at danne sig et
overblik over byens indbyggere og de forskellige områder.

To steder jeg dog gerne vil se nærmere på, er to af byens slumområder, Dhobi Ghat og
Dharavi. Det er to af Mumbais mest kendte og største slumområder.

Begge steder var på min ’must-see’-liste, inden vi tog afsted, men efter at have fået
mærkatet ’Slum child’ smidt efter mig, så føler jeg nærmest et direkte behov for at
komme ud og se det.

Dhobi Ghat tager vi ud og ser på egen hånd. Et slumområde, som ligger på en af
Mumbais mest attraktive adresser, og som rummer et kæmpe udendørs vaskeri og
huser 200 familier. Jeg er ret målløs og imponeret på én og samme tid.

Hvis du har set ’Slumdog Millionaire’ så ved du, hvilket vaskeri jeg taler om, og det er
mindst lige så imponerende i virkeligheden.

Dharavi besøger vi på en guidet tour. I begyndelsen har jeg det virkelig svært med at skulle se andres hverdag som en turistattraktion, det virker så forkert?

Men pengene går bl.a. til uddannelse af området børn, og så længe vi ikke tager
billeder skulle det være i orden.

Ærlig talt, så var vi også blevet væk, hvis ikke vi havde haft vores guide, Gaurav.

Dharavi er kæmpe stort, 216 hektar, og området huser over 1 million mennesker – der
virkelig tale om en by i byen.

Gaurav er selv født i et slumkvarter, og han forsikrer os om, at vi udelukkende behøver
ham som vejviser, området er 100% sikkert. Og han har ret.

Så snart vi træder ind i området, træder vi ind i et selvstændigt ”lille” samfund med
sin egen økonomi og produktion.

Beboerne lever af plastikomsmeltning, tekstil og keramik. Området er fattigt, men
folk er glade og børnene løber og leger. Min forventning om at skulle ind og se alt
slags dårligdom, bliver fuldstændig skudt til jorden.

Vi er virkelig kun tilskuere til en anderledes, men ret velfungerende hverdag. Beboerne ænser os kun, når vi kommer til at stå i vejen, eller når børnene gerne vil spille bold med os.

Gaurav fortæller, at den sociale arv også så småt er ved at blive brudt i nogle af
slumområderne. Forældre begynder at forstå vigtigheden af at investere i deres børns
uddannelse. Selv læser han på Business College og har jobbet som guide i sin fritid.

Jeg ved udmærket godt, at det billede vi får malet af livet i slummen, er enormt
subjektivt, da det jo blot er hans historie. Men det har faktisk gjort mig lettet og jeg kan
lide, hvad jeg ser og hører, så jeg køber det for nu.

Pludselig virker det ikke helt sørgeligt, hvis ens ophav skulle stamme fra et
slumområde.

I løbet af de 3 dage lykkedes det mig faktisk at få lagt lidt afstand til det forestående
møde. Vi bruger tid på bare at gå rundt i Mumbais gader og samle indtryk, og
samtidig får vi overspist os i alt den lækre og intense indiske mad.

Jeg tror ærlig talt, at jeg har fået butter chicken nok for de næste 5 år.

Diversiteten i Mumbai er ikke til at tage fejl af, den er til stede både i områderne og
menneskerne – side om side ligger der store smukke luksus hoteller og små lokale
gader med fritgående geder og markeder.

Generelt kan jeg godt lide, når det hele ikke er så strømlinet, de personligheder og
gader, som skiller sig ud, er også med til at give et samfund noget dybde.
Og her prøver jeg ikke at male alting lyserødt og negligere de problemstillinger, der
uden tvivl også eksisterer. Jeg prøver blot at sige, at jeg ser meget mere liv og sjæl i
Mumbais gader, end jeg gør i et ensartet villakvarter..

Byen har taget mig med storm, og selv om jeg prøvede at holde mine forventninger
tilbage, så er jeg faldet i med begge ben. Dagen inden mødet, står jeg med en følelse af, at
jeg ligefrem håber på, at mit ophav og min historie er startet et sted her i byen.
Jeg er virkelig ved godt mod igen, og er 100% overbevist om, at det her møde kun
kan gå godt! Det eneste jeg ønsker er en smule klarhed, og i bedste tilfælde min
biologiske mors navn, er det så meget at forlange? Jeg tror i hvert fald på det.

Jeg beslutter mig derfor også for at ringe til børnehjemmet dagen forinden, så kan jeg
minde dem om vores aftale, og måske jeg endda selv kan komme til at snakke med
Jasita – hende, som tog sig af mig dengang.

Telefonen ringer og jeg kommer igennem til en mand, som jeg knap kan forstå og det
virker gengældt. Jeg får dog fremstammet Jasitas navn tilpas nok gange til, at han i
sidste ende forstår, hvad jeg vil.

Jasita er der ikke.. Hun er udenbys og de ved ikke, hvornår hun kommer igen.

Lige dér midt på gaden, får jeg en kæmpe mavepuster og får lidt en følelse af tomhed.
Efter lidt snakken frem og tilbage, aftaler jeg dog at holde fast i mit møde kl. 15 næste
dag. Jeg kan jo ikke bare give op nu.

Da det endelig bliver den 28. december, har jeg ikke lukket et øje hele natten og min
appetit er ikkeeksisterende. Min hjerne kører på højtryk, jeg har vadet hotelværelset
tyndt og klokken 6 beslutter jeg mig for at gå op træningscentret, og forsøge at løbe
restløsheden ud af kroppen.

Det skal lige siges, at udover dans og yoga, så har jeg altid været svært allergisk
overfor alle træningsformer, men lige nu er løb det eneste, der dur for at få tankerne
væk.

Mødet er først om eftermiddagen, men da klokken slår 10, kan jeg alligevel ikke holde
mig mere. Jeg ringer endnu en gang til børnehjemmet, mest af alt for at høre om Jasita
er kommet tilbage. Af en eller anden grund hænger meget af mit håb på hende.

Telefonen bliver endnu en gang svaret af den samme mand som i går, men denne
gang stiller han mig videre til en socialrådgiveren, Prabha.

Prabha fortæller mig, at Jasita stadig ikke er der, og hun kommer nok ikke tilbage, før
om en uge, ydermere står mit møde ikke skrevet op nogle steder hos dem.

Jeg forsøger undervejs at bevare fatningen og holde en ordentlig tone, men jeg kan
bare mærke, at jeg bliver inderligt ked af det.

Til sidst siger hun lige præcis dét, der ikke måtte ske – på grund af ferien, så har de
ikke adgang til mine filer. Dem, der normalt administrerer den slags, og som har
overblik over, hvor mine filer fysisk befinder sig, er på ferie..
Lige dér kan jeg bare ikke mere. Tårerne begynder bare at trille og føler mig sendt
direkte retur til ingenmandsland. I det øjeblik kan Indien rende mig et vist sted.

Prabha kan uden tvivl høre min skuffelse i telefonen, hun er virkelig sød og fortæller
mig, at jeg stadig er meget velkommen til at komme op og se børnehjemmet og få en
snak med hende – men til hvad nytte? Jeg takker nej og lægger på.

Hele rejsen virker forgæves, og i det øjeblik er jeg bare utrøstelig. Sebastian bliver
også frustreret og er et kort sekund ved selv at ringe op til Prabha igen, men jeg beder
ham om at lade være. I bund og grund er det jo ikke hendes skyld.

En time senere har jeg fået samlet mig selv og jeg bliver fyldt en overvældende
trodsighed. Jeg er fandme ikke taget så langt for ingenting, og jeg nægter at tro på, at
der ikke er ét eller andet, de kan fortælle mig! Alt er bedre end dette her..

Jeg ringer tilbage til Prabha for at tage imod tilbuddet om en rundvisning og en
samtale, hun bliver pludselig meget stille, og siger bare ”jamen så kom, så ser vi, hvad
vi kan finde ud af”.

10 min. senere har vi booket en taxi og er på vej… 

LÆS OGSÅ: Om at finde sin “rigtige” mor..

Share This