Prabha fortæller, hvordan det i Indien virkelig ikke er velset at få børn uden for ægteskabet, hverken i dag eller for 25 år siden. 

Der er kæmpe risiko for, at min biologiske mor aldrig fortalt en levende sjæl om mig eller min eksistens. Derfor vil det også kunne have fatale konsekvenser, hvis jeg pludselig bare står der. 
Hun fortæller historier om, hvordan børn pludselig er dukket op for at finde deres ophav, og hvilke forfærdelige udfald det har haft for de kvinder, som ikke har fortalt deres nye familier, at de har et barn fra tidligere. 

Kvinderne bliver udstødt, tortureret og i værste tilfælde dræbt. I ekstreme tilfælde er der blevet sat ild til kvinderne.

Min mave vender sig ved tanken, og jeg kan faktisk slet ikke holde ud at tænke på det. Pludselig virker mit behov for at se, hvem jeg ligner, en lille smule overflødigt, men på samme tid er det et spørgsmål, som altid har fyldt enormt meget hos mig. 

På mange måder er det vel lidt spørgsmålet om arv og miljø – af sind er jeg slet ikke i tvivl om, hvor jeg ligner enten min mor eller far. Det er ret tydeligt, hvad jeg har adopteret fra dem hver især under min opdragelse.

Men jeg har altid været en smule betaget, når folk snakker om, at de har arvet deres mors øjne eller fars næse, og jeg synes faktisk tanken er lidt hyggelig. 
Jeg forventer ikke, at man helt forstår nysgerrigheden, hvis ikke man selv står i samme situation – for mange er det nok en rimelig naturlig og lidt ligegyldig ting, at man ligner sine forældre. 

Men det er det ikke helt for mig, og nu føler jeg altså, at jeg er temmelig tæt på.

LÆS OGSÅ: Adopteret og ganske godt tilfreds..

I et kort sekund virker det faktisk som om, at jeg lidt har mistet fodfæste i hele situationen – normalt ville jeg sige, at det var en god ting at miste fodfæste, for jeg tror også, at det er der man virkelig lærer sig selv at kende. 
Men i denne situation, virker det ærlig talt bare lidt håbløst..

Prabha afbryder igen min tankestrøm og fortæller mig, at jeg også bør vide, at de officielle regler for børn, som er bortadopteret fra Indien, er blevet ændret over de senere år. Jeg har faktisk ret til at vide hvem min biologiske mor er. 
Derfor er man også siden 1996 begyndt at tage billeder af moren, som man kan vise til børnene, hvis de skulle ønske at søge tilbage i deres historie.

Men om min ret til at viden, retfærdiggør at bryde ind i hendes liv uden varsel, det kan jeg ikke rigtig finde ud af.

Der udspiller sig forskellige scenarier for mig, og pludselig virker det også som en mulighed bare at finde det område, hun bor i. Bare for at se vilkårene.

I bund og grund ved jeg ikke, hvad jeg vil. 
Da jeg stod op den morgen var det med en overbevisning om, at der ikke var noget finde, og nu virker det hele pludseligt bare overvældende.

Prabha ser endnu en gang mit virvar, og forsikrer mig om, at det ikke er en beslutning, jeg behøver eller bør træffe lige nu, hvor det hele er så nyt. Vi aftaler derfor at tales ved efter 14 dage, så alle indtrykkene har en chance for at synke ind. 

Jeg tager fra Bal Vikas med en helt ny viden og vinkel af min historie. Men jeg tager også derfra med en følelse af, at Mia Sonali fra Mumbai og Mia Sonali fra Frederiksberg er ved at finde hinanden, og det er virkelig en god følelse!

De næste 14 dage skal gå med at tænke det hele godt igennem og træffe et valg, for er det virkelig dét værd?

– Mia Sonali!