Har vi gjort noget skidt?
De første 3 uger, da Bella startede i skole, og hun græd hver eneste dag, og jeg græd hver eneste dag, dér følte jeg, at mit hjerte blev revet ud, og at jeg/vi havde gjort alt forkert ved at flytte til Singapore. Det er den største smerte, jeg nogensinde har følt, og jeg er altså blevet kørt ned af en mand i hans Audi med 70 kilometer i timen i Gothersgade, blevet slynget 3 meter op i luften og skudt 12 meter hen ad gaden – efterfølgende 12 skruer og en metalplade i benet rigere, så jeg ved, hvad smerte er, men man er aldrig gladere end sine børn, og det her var smerter på et helt andet niveau.

Men ellers har jeg virkelig ikke én eneste ting, jeg fortryder ved at bo herude. Det skulle lige være, at jeg savner det danske sundhedssystem. Ja, tænk sig, at jeg skriver det – det havde jeg lige godt aldrig troet. Men jeg savner det sikkerhedsnet, der er, som vi danskere ikke nødvendigvis værdsætter, for det ER altså en gave. Det er sløvt til tider – men herude står vi, og er ikke altid sikre på, om forsikringen vil dække vores hospitalsbesøg – og det er min største frustration, når man bor så langt væk med et barn. Usikkerheden om udgiften er større, end hvad bankbogen tillader, og det er virkelig ikke småbeløber. Bella var indlagt på sygehuset i 1 1/2 døgn med lungebetændelse, hendes regning lød på næsten 50.000 kroner – beskeden fra forsikringen var: “Betal selv, og så kan “ altid claime jeres penge tilbage, men der kan gå op til 20 hverdage, før regningen bliver godkendt – og endnu 20 hver dage før de bliver udbetalt!”

Gosh, hvem har lige den slags penge på kontoen, man ikke skal bruge? Ikke mig, jeg bruger hver én krone, så man skal aldrig bebrejde mig for, ikke at få hjulene til at køre rundt i den danske og singaporeanske økonomi. Dem, der gemmer til natten, gemmer til katten, det har jeg altid lært af min farfar, og det skal vi ikke ud i, slet ikke med de usle renter, man får nu om dage. Næææh dåååh, sådan narrer man ikke en fynbo-tøs, invester dem hellere i guld og diamanter – den er sikker hver gang. Eller bare H&M og ZARA det er også godt nok. Hilsen mormor 😉
Et råd fra mig til jer:

Vær taknemlig for, at du aldrig skal bekymre dig om, om du kan se en læge i morgen, for i andre lande ser folk ikke dagen i morgen, hvis pungen er tom.

Her er ingen mercy. Her er ingen barmhjertighed. Her er ingen doktors ed om altid at redde andre, uanset om personen har guld på kistebunden eller ej. Som en veninde havde overhørt en sygeplejerske sige til en Indisk mand, der var kommet til skade: “NO MONEY, NO DOCTOR”.. Jeg kan ikke lade vær med at tænke over den sætning, når jeg ser vores nabo køre ud fra P-kælderen i hans Porche, hvor der på siden er en reklame for hans lægeklinik.. Det er vel det, man kan oversætte til ‘ingen arme – ingen småkager’. Så kan det godt være, at skatten er høj i Danmark, og alle mulige andre ting, man brokker sig over, men sikkerhed kan ej købes for penge. Har du penge kan du få, har du ingen må du gå – og lægerne herude, de går ikke mange skridt om dagen. 
HVAD ER PLANEN SÅ NU?

Alle vores venner spørger hele tiden “Hvornår kommer I hjem?” og vi ved det ikke. Vi er bare en brik i et puslespil, og lige nu er det super sjovt at være her og vi kan lide de spilleregler, der er for os. Vi er glade, Bella trives, vi skal ikke skilles endnu, vi har stadig noget at snakke om, og vi har det sjovt, hvor vi er. Så vi står ikke med taskerne pakket, for vi har ikke noget, vi skal skynde os hjem til, andet end dem vi elsker, og der er vejen jo lige lang fra Singapore til Danmark, som omvendt, så distancen skal vi nok slå.

Mange ting ændrer sig herude I 2018, da 50% af vores venner bliver her et års tid plus/minus endnu, og resten starter med at forlade den ‘synkende’ skude allerede fra slut februar. Så ruller lavinen ellers, og hvem ved, måske om 1 ½ år er det ikke så sjovt, som det var engang, og det er en ny slags normal. Når savnet til dem derhjemme bliver større og Bella længes efter flødeboller og brunsviger, så tager vi selvfølgelig hjem, for hendes lykke er vores førstepriortet – og vores families helbred. For det er noget, der gør ondt på en helt herude, hvis dem man holder af, ikke har det godt, så er distancen pludselig meget længere, end den plejer, og længslen efter de kolde sommerdage alligevel meget lokkende.

Men hvis man får muligheden for at rejse ud, om det så bare er 6 måneder. Så gør det. Det er den største oplevelse. Man fortryder ikke dét, man gjorde – men til gengæld det aldrig tog sig sammen til. HUSK, at alt derhjemme, er der også I morgen, og I overmorgen – og intet ændrer sig, det er jeg et vidne på.

XX
R
 

 LÆS FORRIGE