Columns

Hvor blev tiden af?

Hvor blev tiden af?
Facts

Rikke May

Rikke May er 35 år, og bor i Singapore med sin kæreste 
og 9-årig datter. Til dagligt er hun hjemmegående husmor og blogger.

Læs mere om Rikke på hendes blog: Theinsider.dk

Det er nu på dutten 2 1/2 år siden, vi flyttede fra Danmark, og på sådan en mærkedag, der funderer man altid lidt over livet. Hvordan var vi seriøst SÅ modige? Hvad har vi gjort godt – og hvad har været skidt. Jeg er af den opfattelse, at lige gyldigt hvor godt eller dårligt det går, når man flytter til udlandet, og flytter laaaangt væk fra alle dem, man elsker, så er det ikke så skidt, det ikke er godt for noget andet. Det ved jeg af erfaring.

LÆS OGSÅ: Vi anbefaler: Unikke rejsedestinationer væk fra masseturismen

Jeg var 16 år gammel, da jeg satte mig på en flyver til Kentucky i 1998, hvor jeg skulle være udvekslingsstudent i 1 år. Jeg kan huske, at mens jeg var der, var jeg faktisk ikke den største fan af det, og jeg savnede min familie og veninder helt vildt meget. Intet har ændret sig, jeg savner stadig mine veninder og familie enormt meget, men jeg er blevet ældre, og jeg har fundet en måde at pakke det ned i små kasser i mit hjerte, så det er til at holde ud, og så jeg kan finde en balance i det. Men når jeg tænker tilbage på mit enormt vilde år i Frankfort, Kentucky, for ja, man kan faktisk ha’ en fest i KY. Jeg havde i hvert fald den bedste tid. Jeg fik de sødeste venner, den sødeste familie, som jeg den dag i dag stadig har kontakt med, og som jeg har planer om at besøge rigtig snart igen, da jeg ikke har set dem siden 2004 og en rygsæk fuld af erfaring og personlig udvikling.
Mens jeg stod i det, fortrød jeg så meget, at jeg var hoppet fra den oprindelige aftale, der hed 1 år på OURE idrætshøjskole, hvor jeg skulle gå på danselinjen. But who am I kidding? Jeg er hverken særlig idrætsagtig og jeg kan heller ikke danse, kun efter et par G&T´s, så jeg tænkte, at det var bedre at se verden, og siden har jeg aldrig følt, at Danmark skulle være mit hjem. Jeg har altid haft en plan om at se verden, og ikke bare blive uddannet via skole, men også for at lære om andre kulturer og måder at leve på. Fordi man selv lever på én måde, er det jo ikke lige med, at dét er den eneste måde at leve på. Dét skal man huske, og noget jeg selv må huske mig selv på herude, når jeg bliver frustreret, for det sker fra tid til anden (med løg på – det sker rigtig tit).

Vi føler, at tiden er sust forbi os, og det er virkelig skræmmende hvor hurtigt 2 ½ år kan gå, men når man så tænker over det, så har vi oplevet så meget, og langt mere end vi ville have gjort, hvis det ikke var, fordi vi boede herude. Vi har været på tur med vores venner til Batu Batu Island, en paradisø gemt i Malaysia og Bintan på en kæmpe gruppetur. Jeg har været på Bali flere gange, end jeg har fingre, jeg har været i Sydney og skal til Perth om 14 dage, jeg har været i Danmark mindst 10 gange, vi har været på cruise med hele min svigerfamilie med stop i Vietnam, Hong Kong, Filippinerne, Malaysia og Singapore – det stop var mere for dem end os, vi bor her ligesom ; )Vi har været til bryllup på Holckenhavn Slot i Nyborg, vi har været til 3 dages bryllup i Norge, vi har været til 2 DABS fester, som er en årlig fest, hvor alle danske expats plus det løse mødes i gallatøj, og danser natten lang til et dansk band, som er fløjet herud fra kolde Dannevang. Vi har holdt utallige af køkkenfester, vi har fået venner for livet, der har erstattet den familie, vi har efterladt derhjemme, og der er ingen tvivl om, vi altid vil have en helt speciel plads i hinandens liv, for den her rejse har været og er utrolig unik.
Så hvad har vi gjort godt?

Jeg føler, at det jeg mest stolt af, det er Bella. Bella flyttede herud som 6-årig, hun kunne ikke tale ét ord engelsk. Hun startede i 1. klasse med sin veninde Maya under armen, som hun lige havde mødt et par uger forinden. Hun havde ikke tabt én eneste tand. Hun var en anelse usikker og og meget lidt udadvendt. Nu snakker hun bedre engelsk, end hun skriver dansk, hvis man kan sætte det sådan op. Hun har tabt hele munden af mælketænder, hun går i 3. klasse på en International skole, med de flotteste karakterer, man kunne ønske sig – og fordi hun har 7 timers dansk hver uge, da de har et ‘mother tongue’-program, følger hun sine danske veninder fra hendes gamle klasse på Gentofte skole, hvilket betyder, at hun forhåbentligt bare kan hoppe ind i den klasse igen, når vi engang vender snuden mod Danmark – hvis det er dét, hun ønsker sig.
Vi har fået en ny sammensætning af vores familie, og en ny dynamik. Vi har lært vi skal undvære ‘vores’ far noget mere, og jeg skal træde noget mere til, og udfylde begge roller. Vi har lært at værdsætte weekenderne enormt meget, og vi gør flere ting sammen, da det er dén tid, vi har. Vi lever for vores weekender, og det kan jeg også mærke, at Bella gør. Grundet min kærestes sene arbejdstider, spiser vi sjældent sammen om aftenen, da det er for sent for os at spise kl 19.00 ,for så er der ikke lang tid til,  at Bella skal sove, derfor er måltider sammen, når det sker, bare ekstra hyggeligt.

Vi har måske faktisk, ærligt, lært at værdsætte dét vi har mere – og med den gule feber, der raser herude, så skal man også huske at værdsætte hinanden. Den gule feber er kendt af alle expats i Asien, det er, når en mand forlader den kone, han er rejst herud med, til fordel for en lokal kvinde – og trust me, det sker! Jeg har set det med mine egne øjne. Det er jo klart, hjemme har han en sur kone, der brokker sig, forlanger ting af ham, og er muggen over, at han kommer sent hjem, han slider og slæber for at betale regningerne, ungerne er umulige, og han får ingen kærtegn fra konen, og pludselig står der en kvinde, som siger ‘I love you looong time’, og så er det sgu da ikke svært at vælge.

LÆS VIDERE

Share This