Så hver eneste dag i 3 uger gik jeg hjem i seng og græd, mens jeg vidste, at hun også var dybt ulykkelig i skolen.. Vi har været et kønt syn at komme hjem til for min kæreste. To hysteriske kvinder får nok ikke en mand til at skynde sig hjem fra arbejde 😉 Så jeg forkælede hende faktisk, for jeg syntes sgu, hun var mega sej. Så hver fredag fik hun en lille sejrsgave, som gjorde, at hun lige voksede en meter – og efter de 3 uger var hun næsten fuldt integreret i klassen, og ikke længere ked af det, når jeg gik. Vi flyttede til Singapore slut Juli 2015, hun startede i 1. klasse den 16. August, og da vi rejste hjem til jul den 12. Decemeber, 4 måneder senere, snakkede hun flydende engelsk. Hvabehar.

Herefter begyndte hendes succes bare at rulle. Hun fik stickers i klassen, når hun gjorde noget godt, hun fik diplomer, når de udviste en ekstra indsats, og det gjorde bare, at hun syntes at skolen var sjov, og at hun gjorde noget rigtigt. Det var en kæmpe succes for hende, at hun skulle gå i uniform. Det syntes hun bare var mega sejt. Jeg må også sige, at det har sparet os for rigtig mange diskussioner om morgenen, da der ingen diskussion er, om hvad hun skal have på af tøj. Der hænger bare en grøn polo og et par sorte shorts/nederdel. Nu er det kun undertøj og strømper, vi har skåret det ned til. Det kan stadig skabe noget ravage, men ikke på samme niveau som tøjet.

LÆS OGSÅ: Hvor blev tiden af?

Jeg ville til hver en tid støtte uniformer, hvis det blev indført på en dansk skole. Vi er så bange for det i Danmark, da det minder os om en kostskole som Herlufholm, men det er på ingen måde forkert med uniformer. For det første gør det, at børnene ikke kigger anderledes på hinanden. Du har ingen ide om, hvor folk ‘kommer fra’. De ser alle ens ud jo. Så er der godt nok skoene, men der er ingen, der kan se, hvad tøj du har hjemme i skabene, om du har det sejeste og det nyeste. Jeg ved da selv et pres, jeg lidt følte på Gentofte skole, når jeg stod med hovedet nede i glemmekassen og ledte efter de handsker fra H&M, jeg lige havde købt, og der så lå 3 Moncler jakker og savnede deres ejer. For vi havde ikke råd til de mærker. Jeg har selv solgt Moncler, så jeg ved godt hvad de koster, selv til børn.

Jeg har været i modebranchen i 12 år, men jeg har aldrig haft en lyst til at presse det ned over hovedet på Bella. Hvis jeg endelig køber noget dyrt fra Soft Gallery, når jeg er hjemme i Danmark, så aner hun ikke selv, om hun har en T-shirt på til 79 kr eller en fra Stella McCartney. Vi dyrker det ikke. Men det gør hun heller ikke selv, og det tror jeg helt klart er fordi, hun ikke bliver disponeret for det i skolen. Jeg oplever dem meget ‘uskyldige’ og meget mere som børn i længere tid, på godt og ondt, for en dag skal de jo tilbage, og så får de måske et chok. Men jeg kan se det, når jeg er hjemme og ser hendes gamle klassekammerater. Det er jo bare en naturlig udvikling, det er jeg godt klar over. Men mobiltelefoner, designertøj til pre-teens og Lala berlin tørklæder til 3000 kr, det venter vi lige et par år mere med.

LÆS VIDERE