Klummer

Rikke May: Når voksenlivet kalder

Meget kan man sige om at flytte ud og væk fra alt, hvad man kender. Jeg ville lyve big time, hvis jeg sagde, det ikke var hårdt, for dét er det. Det er pisse hårdt, og det stopper ikke, men det er også bare den største gave, man kan få, og give sine børn. Jeg er 100% sikker på, det har rustet Bella på en helt anden måde at gå i skole herude, end det ville ha´ gjort i Danmark. For der er sindssygt mange krav til eleverne herude, og de ruster dem virkelig til det ‘voksne’ liv. Herude er det altså lærerne, der bestemmer, og jeg kan love jer for, der er respekt tilstede. Det er “Yes Ms Carrol” og alle de andre høflige gloser, som man måske lidt har glemt derhjemme. Uniformen skal sidde ordentligt, håret skal være væk fra ansigtet. Man må ikke have neglelak eller andet krimskrams på. Der skal være styr på tingene, der skal være orden i ens sager. Der er ingen slinger i valsen, og hårdt som det lyder, så har det faktisk nok været hendes redning.

LÆS OGSÅ: Skønhed: Når man endelig har fundet roen

De gearer dem til at stå på en scene og lave foredrag og opvisninger for hele skolen, de øver dem i at forstå ansvaret for at blive større, med det syn, at de selvfølgelig er børn, og det skal man også huske.

De lærer også om ansvar og empati over for deres venner. De lærer at passe på de mindre, forstå hvis andre er anderledes og at respektere forskelligheder. De ser ikke racer, de ser ikke religion. De ser deres venner, og den egenskab ville jeg håbe alle kunne få, og det takker jeg dem virkelig for.

For 3 år siden tvivlede jeg, det gør jeg slet slet ikke i dag. Både mig og Bellas far er så stolte af den person, hun er blevet. Både pga. skolen og pga. den rejse hun selv har været på, og vi er slet ikke i tvivl om, at det er et lille fint menneske, der er ved at blive støbt her.

Vi sad den anden aften og så filmen WONDER med Julia Roberts og Owen Wilson, hvor de har en dreng, der bliver født med et ansigt, som ser anderledes ud end alle andres. Han skal starte 5. klasse efter at være blevet undervist hjemme hos sin mor, men det skal vise sig, at det ikke bliver så nemt for ham, da han hurtigt bliver skolens mobbeoffer. Den film ramte så dybt, da det burde falde alle børn naturligt ind ikke at træde på et menneske, der allerede ligger ned, men istedet tilbyde venskab og tryghed. Vi går alle forskellige veje, og vi aner ikke hvor hinanden kommer fra, og hvad vi kæmper med derhjemme. Hvis man gjorde, så ville vi nok havde bedre forståelse for hinanden. Den er klart værd at se med sine børn, da den også lærer én selv, at man skal huske at være tilstede.

Tilstede i nuet, tilstede i sine børns liv og tilstede i sit eget. Hvorfor altid sidde med sin mobil og leve igennem andres liv, når man kan være lige her og leve sit eget. Man ved aldrig, hvad i morgen bringer, så det er bare med ikke at vågne op og fortryde noget.

XX
R

GÅ TILBAGE

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *