Klummer

Rikke May: Når voksenlivet kalder

Rikke May: Når voksenlivet kalder

Nogle gange ved jeg ikke, om jeg følelsmæssigt kan klare at have børn. Puhaa, der er mange ting, man skal kunne rumme, og prøve at forstå på børneniveau, hvor man ikke helt selv kan se det store problem i det.. men jeg tænker, at det nok er sådan, mænd har det med kvinder. De tænker nok også, at vores problemer til tider er små. Eller måske altid 😉

LÆS OGSÅ: Sådan bliver du den bedste gæst

Da vi flyttede til Singapore, og Bella startede i skole, mærkede jeg nok for første gang, hvor ondt det kan gøre at være mor. Sådan helt derinde i hjertekulen, derinde hvor man næsten ikke kan trække vejret. Men også derinde hvor man godt ved, hvad der er bedst for barnet, man skal bare lige nå derhen, hvor det ikke længere gør ondt.

Bella havde nogle rigtig hårde uger, da hun startede i skole. Hun savnede mig, og hun kunne ikke forstå, hvad de sagde. Hun følte, de bare sagde ‘Bllaaahh Blaaah Blaaah’, og det kan man da godt sætte sig ind i, kan være enormt frustrerende. Tænk hvis jeg selv var blevet plantet i en kinesisk klasse og ikke forstod en kæft i 3 uger.. Det ville nok også hyle mig lidt ud. Så hun græd rigtig meget. Hun græd faktisk hver eneste morgen, når hun skulle I skole, og jeg kunne næsten ikke gå fra hende, da hun var så ulykkelig – og selvom mit hjerte var knust, og selvom jeg allermest havde lyst til at tage mit barn og stikke af med hende, så vidste jeg også, at alt nok skulle blive okay igen. Måske ikke ‘i dag’ eller ‘i morgen’, men det skulle nok blive bedre. Med tiden.

Jeg kunne ikke gøre noget ved det. Jeg vidste, at hun var i gode hænder – jeg vidste, at hvis hun var helt vildt ulykkelig, så kunne hun altid gå til hendes dansklærer Sadaf og snakke med hende. Sadaf var én af grundene til, at hun overlevede det første år på skolen, og faktisk generelt er så glad for at være der, for hun har fået hende til at føle sig tryg. Et ord der er meget vigtigt i hendes lille krop – og den følelse kan måske være lidt svær at finde, når man kommer som en lille 6 årig dansk pige, der kun lige havde gået 1 år på Gentofte skole i 0. klasse, og dårligt havde lært at sidde stille på sin stol. Det var en stor forandring for hende. Det var ikke kun en ny skole, det var et nyt land, et nyt sprog og nye venner.

Jeg følte i de 3-4 uger det stod på, at vi havde fejlet big time. Eller måske ikke fejlet, men jeg betvivlede, om det var det rigtige valg, vi havde taget. Var det det rigtige for Bella at rive hende ud af hendes vante rammer? Hun kan godt lide ‘bare det samme som sidst’, som mange børn nok kan. Men hvad skulle man gøre? Der var ikke så mange valg. Andet end at pakke sine ting sammen og rejse hjem. Men så stod man jo samme sted. Uden bolig, uden job og uden skole, og det ville også være noget rod – man kan ikke give op, uden man har kæmpet, og det havde jeg sat mig selv i hovedet.

LÆS VIDERE

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *