Klummer

Klumme: Om at bevare styrken og håbet under fertilitetsbehandling

Klumme: Om at bevare styrken og håbet under fertilitetsbehandling
Facts


Sarah er 35 år og forsker til daglig i træning og cancer på Rigshospitalet. Derudover dyrker hun triatlon IRONMAN, er gift og blev for 10 måneder siden mor til tvillingerne, Tristan og Victor efter et længere fertilitetsforløb. En kæmpe omvæltning i en tilværelse præget af karriere, elitesport og masser af ego-tid!

Mange kvinder har rettet henvendelse til mig for at høre, hvordan vi kom igennem så mange års behandling og stadig bevarede styrken og kærligheden til hinanden.

For mig var behandlingen en todelt følelsesmæssigt proces – dels den realitet, at jeg var nødsaget til at opgive min triatlondrøm, hvis jeg nogensinde ønskede at blive mor – og dels et toårigt behandlingsforløb præget af kampen om at bevare troen midt i fejlbehandlinger, skift mellem behandlingsinstanser, hormoninjektioner, tab osv. osv. En ting er selve behandlingen, ægudtagning og oplægning, men en anden stressfaktor er ens arbejdsgiver. Der er virkelig mange behandlinger forbundet med selve processen og det er sindssyg vigtigt, at man har støtte fra både familie, venner og arbejdsgiver. Meld ærligt ud, fortæl at du går i behandling og desværre er nødsaget til at tage til nogen undersøgelser undervejs. Det skaber en helt anden ro og giver din arbejdsgiver og venner en bedre udgangspunkt for at støtte dig i en svær tid.

Vi kom stærke igennem, men det har været to meget, meget svære år og jeg nåede personligt min indre begrænsning, hvor drømmen om at blive forældre var ved at blive knust. Min krop var slidt op efter 13 inseminationer, 2 IVF behandlinger, en vekselvirkning mellem håb og skuffelse, forkerte hormoner, manglende kontinuitet, ventetid i det offentlige og en indre kamp med at bevare troen.Som mennesker reagerer vi meget forskelligt og alle par kæmper deres individuelle kamp. Mine erfaringer er blot, at hvis du på nogen måde kan finde overskuddet, så forsøg at integrere behandlingen i den tilværelse, som giver dig energi. Sørg for at omgås venner som støtter dig og tanker dig op på energi, gå eller løb nogle ture i naturen – spis, dans og grin – nyd livet og vær tilstede i det. Følg de forholdsregler, som kan optimere og gøre din krop stærkere i forhold til fertiliteten, fordyb dig i behandlingerne, når du er på klinikken og forsøg at give slip, når du forlader rummet igennem. For mig hjalp det at vide, at selv mænd med meget nedsat sædkvalitet og kvinder med svære hormonelle forstyrrelser, formår at producere børn. Troen hjalp mig, min mands positive livssyn hjalp mig og Trianglen hjalp mig. Jeg var meget åben omkring vores situation – selvfølgelig skaber det et større fokus, men det gjorde samtidig, at jeg havde nogle helt igennem fantastiske venner og familie, som støttede mig/os i en meget svær tid.

LÆS OGSÅ: 5 kendte kvinder, hvor karrieren først tog fart, efter de blev mødre

 

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *