Klummer

Klumme: Om at bevare styrken og håbet under fertilitetsbehandling

Klumme: Om at bevare styrken og håbet under fertilitetsbehandling
Facts


Sarah er 35 år og forsker til daglig i træning og cancer på Rigshospitalet. Derudover dyrker hun triatlon IRONMAN, er gift og blev for 10 måneder siden mor til tvillingerne, Tristan og Victor efter et længere fertilitetsforløb. En kæmpe omvæltning i en tilværelse præget af karriere, elitesport og masser af ego-tid!

Når man er landet trygt på den ”anden side” med to vidunderlige tvillingedrenge i armene, glemmer man nogen gange den hårde vej til målet. For de fleste par har drømmen om at skabe en baby været en længerevarende drøm eller proces, når fertilitetsbehandlingen begynder. Måske har man prøvet i mange år, måske har man været på venteliste til behandling længe? Det føles som om alle omkring en bliver gravide og drømmen om at blive forældre glider længere og længere bort. Alfa omega er, at man på en og samme tid er lettet over endelig at få tilbudt hjælp, men samtidig er påvirket af følelsen om det overhovedet nogensinde lykkes….?! Hvordan bevarer man håbet, styrken og samtidig formår at leve og være til stede i den verden, som fortsætte omkring en…

LÆS OGSÅ: Klumme: Er træning uforenelig med en tvillingegraviditet?

For os blev det hurtigt en realitet, at fertilitetsbehandling var den eneste vej til at skabe den familie, vi drømte om. Når man hele sit liv har kæmpet med forstyrrelser i forhold til mad og mængden af træning, er fertiliteten det område, kroppen vælger at lukke ned for at finde ressourcer til at overleve. Hypothamalisk amenoré lød min diagnose og var med andre ord en tilstand, hvor kroppen ikke fungerer hormonelt og samtidig ikke danner den slimhinde, som er altafgørende for, at ægget kan sætte sig fast. Lægens dom var barsk – min triatlonkarriere og drømmen om verdensmesterskaberne på Hawaii skulle sættes på standby, hvis drømmen om en familie skulle blive en realitet. 

En af de største udfordringer for mange par, som starter i fertilitetsbehandling – især kvinderne – er, at drømmen om et barn bliver hele deres verden. Det er en meget surrealistisk følelse, som er svær at forstå, hvis man ikke selv har været i behandling. Pludselig befinder man sig et sted, hvor drømmen om et barn kan blive en realitet, og derfor er man af gode grunde parat til at devote hele sin krop og verden til at det lykkes. Alt bliver sat på standby – aktivitetsniveauet reduceres, fordi man er bange for at belaste processen. Sukkerindtaget begrænses og kosten ændres markant i håb om at skabe et mere stabilt blodsukker og balance i kroppen. Aftaler og nye projekter reduceres, fordi overskuddet er begrænset og energien bliver brugt på de mange scanninger og behandlinger. Alle tanker og følelser kredser om, hvordan man kan giver kroppen det bedst tænkelige udgangspunkt for at blive gravid og man glemmer at leve…

Man sætter alt det, som faktisk giver overskud og glæde på standby og skaber i stedet en usund stressreaktion i kroppen. Hele ens verden, både praktisk og mentalt, bliver centreret omkring behandlingen og drømmen om at blive forældre, og det slider på begge parter – især kvinden. Hormonbehandling, ægudtagning, opsætning og ventetiden er en udfordring i sig selv, men hvis kroppen og mindsettet aldrig bliver fyldt op af andre positive input, bliver man slidt op som par. Selvom mandens reelle eneste opgave er at levere sæd, er det i sig selv en opslidende opgave, hvis det bliver livets fokus.

LÆS VIDERE

 

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *