Jeg tager tilbage til Singapore, og har faktisk slet ikke kontakt med ham i den periode, men det var der intet nyt i. When life get’s in the way. Han arbejdede mange timer i Odense, så når han kørte hjem fra arbejde, så var jeg jo gået i seng pga. tidsforskellen. Men der var intet unormalt i det, det var som det plejede. Jeg havde mit liv og han havde sit – ingen bebrejdede hinanden for den sporadiske kontankt.
LÆS OGSÅ: Rikke May: Når voksenlivet kalder
Hvad jeg bare ikke vidste var, at fredag den 23. marts, på min fars fødselsdag, var den sidste dag, han ville være i live. Min far sov nemlig ind. Han havde været en del træt på det sidste, så han ville lige tage sig en lur, så han kunne blive frisk til at fejre sin fødselsdag – som han faktisk slet ikke gik op i, og det har han aldrig gjort – for ham var et år ældre ikke noget at fejre. Min far blev 55 år gammel. Han havde i vores øjne ikke været syg, han havde haft lidt med hjertet, men ikke noget han havde fortalt os særlig meget om. Hans filosofi var, at går du til lægen, bliver du syg, det kan han måske også have ret i – men i det her tilfælde kunne det måske have reddet ham at se en læge, og vi ville stadig have ham her hos os. Det ønskede han ikke, ellers havde han jo gjort det. Måske gjorde han det, men sagde det til ingen, det kunne ligne ham. Måske var han fuldstændig klar over, hvad der skulle ske. Det ved vi ikke, og det får vi aldrig at vide, det har han taget med sig i graven, som så mange uløste mysterier om min far.
Men når man skal finde noget positivt i noget, der er så hjerteknusende, så er det, at min far gik herfra præcis på den måde, som han altid har ønsket. Hans hjerte stoppede med at slå, da han sov. Og så kan jeg ikke bede gud om mere – det havde ikke været min far at få en blodprop og ikke være i stand til at gøre alle de ting, som han plejede, så ville han hellere ikke være her mere.
LÆS OGSÅ: Rikke May: Sådan bliver du den bedste gæst
Jeg ville, helt egoistisk have håbet, at min far havde passet bedre på sig selv, for selvom han kun ønskede at have et liv med fuld pedal fremad, så glemte han bare lige i sit regnestykke, at han at efterlader sig altså et lille barnebarn, en datter, en søn, og en masse mennesker, der elskede ham, og som havde håbet på at få i hvert fald 20 år mere med ham. Vi føler os så snydt. Vi fik ikke sagt farvel, vi fik ikke sagt, at vi elskede ham, vi fik ikke den afsked, vi fortjente. Og tanken om, at jeg ikke havde set ham siden jul, knuser mit hjerte. At jeg ikke lige tog mig den tid det tog at køre til Fyn og se hans lejlighed, at jeg ikke lige kørte forbi hans arbejde i Odense, og gav ham en krammer. Men hvis og hvis, og min røv er spids, som han altid sagde. Han ville hade mig for, jeg sidder og punker mig selv for alt det her – for i sidste ende, havde han et godt liv. Eller det liv, som han selv ønskede og havde skabt.
