Klummer

Man skal huske at grine, mens man græder

Da han blev bisat, der holdte jeg en tale for ham, hvor jeg sagde; ’Men er der nogen i himlen farmand, der kan elske dig – lige så meget som jeg gjort?’ ’Men hvad med mig farmand? Hvem skal elske mig, på den måde som du gjorde?’

Og hvem skal det? Mit hjerte er knust, ved tanken om, han ikke er her den dag jeg engang skal giftes. Hvem skal følge mig op af gulvet i kirken? Hvem skal holde tale for Bella, den dag hun bliver konfirmeret. Nu får han ikke set hende vokse op og blive det fine lille menneske, hun allerede er. Det er bare ikke til at bære. Min far var hendes bedste ven, og hun elskede sin morfar over alt på jorden – _og se hende så knust, gør bare, man selv går helt i knæ. For hvordan bærer man sin egen sorg, og et lille væsens, som har svært ved at fortælle hvad hun præcis føler, på samme tid.? Det er svært, og jeg tror ikke man finder en løsning på det, kun hjertet må guide en på vej.

LÆS OGSÅ: Hvor blev tiden af?

Min far og jeg havde mange år, hvor vi virkelig har stødt hovederne mod hinanden, og perioder hvor vi slet ikke snakkede sammen, fordi jeg blev så irriteret på ham over nogle beslutninger, han til tider tog. Han var lige så stædig, som jeg, og havde aldrig evnen til at sige undskyld. Hvis vi begyndte at snakke sammen igen, så var det som regel, fordi jeg tog kontakten og sagde ’undskyld’, men jeg vidste også, at han havde det helt forfærdeligt, når vi ingen kommunikation havde. Det var han ikke fan af.

Han mente ‘undskyld’ var det dummeste ord på denne jord, for hvorfor sige undskyld, når nu det var sket. Det gav jeg ham jo så ikke helt ret i, da jeg mener undskyld siger meget om en persons evne til at kigge indad. Men der kunne vi være enige om at være uenige.

Min far var den gladeste gadedreng. Altid med på en god joke, eller fis og ballade. Mine veninder elskede altid at komme hjem til os, for han lavede så meget pis med dem, og var altid med til at skabe en god stemning. Dér, hvor jeg nok har set ham grine mest, var engang, hvor vi svejsede en femmer fast på fliserne foran vores hus, lige ved busstoppestedet. Han kunne stå i flere timer og bare kigge ned på alle dem, der stod og prøvede at samle en femmer op, han grinede, så han var ved at tisse i bukserne. Det grin kommer jeg til at savne. Sådan et helt ned i maven. I slut 80′ erne der var en femmer jo mange penge – _hold fast alt det bland selv slik kan kunne få for det beløb, så der var rigtig mange der gerne ville have fat på den mønt ; )

LÆS VIDERE

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *