Sarah er 35 år og forsker til daglig i træning og cancer på Rigshospitalet. Derudover dyrker hun triatlon IRONMAN, er gift og blev for 10 måneder siden mor til tvillingerne, Tristan og Victor efter et længere fertilitetsforløb. En kæmpe omvæltning i en tilværelse præget af karriere, elitesport og masser af ego-tid!
Efter en lang følelsesmæssig fertilitetskamp for at blive gravid, er det sidste man bekymrer sig om selve fødslen. Min graviditet var en dans på roser, og jeg elskede at mærke, hvordan de to små tosser tumlede i maven og voksede sig store og stærke. Victor, som var tvilling A, havde desværre besluttet at placere sin lille fine numse i mit bækken, hvilket var ensbetydende med et kejsersnit – et realitet, som tog mig lang tid at acceptere.
LÆS OGSÅ: Klumme: Om at være Superfit mom
Jeg har altid drømt om at bringe børn til verdenen den naturlige vej og kender i kraft af min sygepleje- faglige baggrund, fordelene ved en naturlige fødsel. Men efter adskillige besøg hos alternative behand- lere, rebozo samt hovedstillinger i sofaen inden sengetid, måtte jeg erkende, at tvillingernes vej til livet blev via kejsersnit.
Størstedelen af alle tvillinger, kommer til verdenen ved kejsersnit, så hvorfor frygte denne form for fødsel? Til alle jer kommende tvillingemødre, som render rundt og bekymrer sig for det kejsersnit, som uundgåeligt venter jer – Glæd jer. Det er den smukkeste og mest kontrollerede oplevelse i livet!
Onsdag morgen – 17. maj 2017 – en ubeskrivelig stærk følelse at vågne i sin egen seng og vide, at om tre timer er livet forandret for evigt – om under tre timer er man forældre til to små vidunderlige drenge. Jeg mindes tydeligt, hvordan jeg kastede et sidste blik i spejlet og beundrede den store mave, hvor de to små banditter gemte sig. Et sidste farvel til den gravide mave og afsted mod Herlev hospital, hvor vi blev indlogeret på en enmandsstue, blev iklædt hospitalstøj og var klar til et nyt kapitel.
På vej ned mod operationsgangen, begyndte nervøsiteten for alvor at melde sig. Tanker og bekymringer væltede frem indeni mig – var vi overhovedet klar til at blive forældre? Hvordan er man overhovedet forældre? Tvillinger – kunne vi klare det? Økonomi, ansvar, manglende søvn, planlægning, opdragelse… tankerne tumlede rundt i mig, men da jeg kiggede op og fik øje på min mand, som stolt rullede afsted med tvillingernes kommende krybbe og deres små bamser, smeltede jeg indvendigt og var ikke længere i tvivl om, at vi nok skulle klare denne udfordring sammen.
Et tvillingekejsersnit er som sagt noget af det smukkeste og den mest kontrollerede oplevelse. Atmosfæren når du træder ind på operationsstuen, er helt ubeskrivelig – som om det ligger i luften, at inden længe kommer ikke et, men to små børn til verdenen. Alle er bevidste om den nervøsitet, som gemmer sig i maven på både mor og far og selve forberedelsen går i et tempo, som tillader alle nervøse sjæle at være med. Spinalblokaden var for mig den mest angstprovokerende procedure, men den dygtigste og mest omsorgsfulde anæstesilæge beviste, hvor hurtig og smertefrit et indgreb det er. For mig var det meget angstprovokerende, at selve indgrebet og bedøvelsen foregik bag min ryg, men på trods af min lettere hysteriske tilgang til nåle, måtte jeg erkende, at det var en rigtig god og smertefri oplevelse.
Blokaden blev lagt og inden længe kunne jeg mærke følelsesløsheden indtage min underkrop. Min mand sad ved min side, knugede min lille nervøse hånd og gav mig ro indeni. Forsigtigt guidede operationspersonalet mig igennem afjodningsproceduren, afdækningen af mine underkrop og pludse- lig befandt vi os der, hvor næste skridt var kirurgens indgreb. Måske nok det mest skræmmende øjeblik. Nu var der ingen vej tilbage – hvordan kunne jeg vide, at jeg var 100 % smertedækket? Virkede bedøvelsen under hele indgrebet? Og hvad hvis der opstod komplikationer? Tanken om, at der kunne ske mine to små drenge noget, havde ikke tidligere strejfet min tanker, men nu – lige inden de kom til verden – væltede alle bekymringerne rundt i mit lille hoved.
