De kompetencegivende opgaver under barsel
Kigger vi på de opgaver, man til dagligt løser i hjemmet under barsel, kræver det, at man hele tiden er et skridt foran. Man skal konstant forsøge at planlægge sig ud af samtlige scenarier, hvor babyen enten bliver sulten, gnaven, træt, tisser alt sit tøj igennem – you name it!
Omvendt skal man også evne at tackle det uforudsete, at kunne tænke kreativt og improvisere med barnets udvikling. Essentielle og vigtige egenskaber man helt naturligt lærer at mestre.
Og alle perioder, gode såvel som hårde, skal håndteres på bedste vis. De skal accepteres, der skal findes nye løsninger og nye måder at handle og eventuelt organisere sig på. Oversat til arbejdsliv kan man sige, at man som person bliver:
- omstillingsparat
- løsningsorienteret
- en god mægler
- bedre til at prioritere
- mere effektiv
- bedre til at improvisere
- mere udholdende
- lærer at skære igennem
Sæt barsel på dit CV
Min opfordring er derfor; angiv barsel på dit CV, fortæl hvilke situationer du har stået i, hvordan du har løst dem, og hvordan de har været medvirkende til at udvikle dig som person. På den måde viser du din arbejdsgiver, at orloven har været et professionelt boost, hvor du har oparbejdet en masse kompetencer og øget din værdi som medarbejder.
Er du nysgerrig på at se, hvad andre har skrevet om deres kompetencegivende barsel, er du mere end velkommen til at smutte forbi min LinkedIn profil. Jeg tror bestemt ikke, at jeg har det endelige facit, men måske det kan inspirere.