Klummer

Klumme: At være tvillingemor handler om kompromiser

Klumme: At være tvillingemor handler om kompromiser
Facts


Sarah er 35 år og forsker til daglig i træning og cancer på Rigshospitalet. Derudover dyrker hun triatlon IRONMAN, er gift og blev for 10 måneder siden mor til tvillingerne, Tristan og Victor efter et længere fertilitetsforløb. En kæmpe omvæltning i en tilværelse præget af karriere, elitesport og masser af ego-tid!

Jeg tror, at de fleste kvinder drømmer om at være den perfekte mor. I kender hende godt – hende overskudskvinden fra Instagram, som på trods af manglende søvn og en stresset hverdag, formår at lægge dagens hurlumhej på hylden og være nærværende og tilstede over for sine børn. Som har luftet løbeskoene, inden solen står op, og står klar, når ungerne vågner med nybagte boller og vitaminrig smoothie. Dagen bruger hun på kreative aktiviteter, som udvikler og stimulerer hendes børn og frokosten består af nybagt rugbrød med økologisk pålæg på skovturstæppet i gården. Hun henter sine unger, som den første i børnehaven, er altid på forkant med indkøb og madlavning og huset er rengjort og børnesikret efter alle kunstens regler. Dagens indtryk runder hun af med børnesange og godnatlæsning, inden hun kysser sine guldklumper godnat osv. osv. osv… Men hvad er den perfekte mor? Og hvorfor er vi så dikteret af samfundets holdning til, hvordan man bør være som mor?

LÆS OGSÅ: Klumme: Kejsersnit og tvillingefødsel – to skræmmende ord..

For mig at se er alle familier forskellige, og vi kommer alle med forskellige værdier, baggrunde og forudsætninger. Alle drømmer vi om at skabe en kernesund familie, men glemmer måske, at det som er rigtigt for nogle familier, nødvendigvis ikke fungerer for andre.

At blive mor er den største gave i livet, men det er samtidig en kæmpe omvæltning, som kræver, at du er i stand til at tilsidesætte egne behov og acceptere, at et andet lille væsen er blevet livets omdrejningspunkt. Kærlighed og lysten til prioritere anderledes kommer helt af sig selv, men for mig at se, er det ikke de praktiske elementer, som er forbundet med det at blive forældre, som skaber udfordringer – det er snarere den kæmpe forandring i hverdagen, som er knyttet til det lille væsen. Fra at være to selvstændige frie individer, er man pludselige en lille familie, som er forpligtet og bundet af en ubetinget kærlighed, men ligeledes nogle fundamentale behov, som kræver struktur, planlægning og faste spise- og sengetider.  

Selvom man drømmer om og har intentionerne om at være den perfekte udgave af sig selv, tror jeg det er vigtigt at stille sig selv det spørgsmål: Hvordan ønsker JEG at være mor? Ikke hvordan bør jeg være mor, og hvad forventes af mig som mor. Nej, hvad er vigtigt for mig som mor, og hvordan ønsker jeg, at vores lille familie skal bygges op?

Da tvillingerne kom til verden, stillede jeg mig selv netop dette spørgsmål. Lige som mange andre kvinder, var jeg påvirket af de sociale medier og omverdenens forventninger til, hvordan jeg burde agere som nybagt mor. Jeg kom fra en hverdag præget af ekstremsport, frie rammer og spontane oplevelser og var, trods vores brændende ønske om at blive forældre, ikke klar til at opgive alle mine drømmer til fordel for et lille væsen. Jeg lever og ånder for mine relationer, projekter og initiativer. Jeg er engageret i bestyrelser, skriver på magasiner, dyrker min karriere, søger nye mål og udfordringer i triatlonsporten og trives generelt bedst i ilden – omgivet af mine venner. Energien og mine relationer gør mig til den kvinde, jeg er, og selvom det at blive mor er den største gave i livet og samtidig en afgrænset periode, er det vigtigt for mig at holde fast i mine værdier og de impulser, som gør mig til den kvinde, jeg er.

LÆS VIDERE

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *