Klummer

Det ER intimt og et kontroltab at have sex

Når jeg kommer rundt på landets gymnasier for at fortælle om kærlighed, følelser, flirt, samliv og sex, så oplever jeg, at unge i dag er meget frigjorte seksuelt.

LÆS OGSÅ: Jakob Olrik: Kvinde, nyd din krop – indefra!

Unge taler højt om sex, onani og lyster på en helt anden måde end tidligere. Og det er jo fedt!

Nogle gange har jeg endda oplevet, at elever rækker hånden op og stiller mig et spørgsmål og bruger  sexudtryk, som jeg nærmest ikke kender.  Så må jeg bede dem om at uddybe det og lære mig noget…

Frihed og præstationspres

Der er gang i ungdommen i dag. Samtalerne om sex og erfaringsudvekslingen er ret åben. Måske.

For jeg har også erfaret, at der er gået trend i at vise, man er en fandens karl, mens man i virkeligheden måske har lidt præstationsangst over alle de ting, man skal kunne i sengen! Alt det, de andre kan og gør.

Og her skal vi lige huske en ting: Det ER noget særligt intimt at have sex sammen og at give sig hen til et andet menneske. Selvfølgelig er det da det, vil du måske tænke. Men det er fint at minde dig selv om, uanset hvor erfaren eller uerfaren du er.

Også i en kultur, hvor det nærmest bliver taget for givet, at vi har styr på at løbe, før vi kan gå.

Samtale med en ’hemmelig jomfru’

For nylig kom en modig kvinde på 24 år i samtaleterapi hos mig.

Kvinden er populær og attraktiv. Hun fortæller meget åbent om sex i sin omgangskreds og giver gerne gode råd. Der er også rygter om hende på studiet om, at hun er sammen med mange.

Der er bare en lille hemmelighed, hun bærer rundt på: Hun er stadigvæk jomfru.

I en kultur, hvor det er blevet ’normalt’ at have sex tidligt og med mange, føler hun sig forkert. Hun har lyst til sex, men inderst inde vil hun gerne have en garanti på, at manden vil hende bagefter. Det skal være noget særligt. Samtidig går hun ikke på dates.

Hun længes efter at give sig hen og at give slip på mange områder, men er hæmmet. Hvorfor?

Det er lettere at lade som om, at hun har styr på det og at lukke ned for, at muligheden skal opstå. Hun drømmer om kærlighed, men har undgået at gå på dates, fordi hun føler, at hun skal præstere. Og er bange for at blive afsløret.

Jeg har fået lov til at dele ’den hemmelige jomfrus’ historie, og du kan høre hende fortælle mere i min podcast Jakobs Sofa.

Lyt til vores første møde her: ”Jeg er desværre stadig jomfru”Du kan også læse mere her.

Vær åben – også for din usikkerhed

Jeg tror, at det er vigtigt at kigge på vores fortællinger om sex og intimitet. Uanset om vi har været sammen med mange eller ej.

Kærlighed går ud på at udforske ting sammen, vi behøver ikke at præstere og have styr på det hele. Det er en form for kontroltab at give sig hen til et andet menneske. Både mentalt og fysisk.

Den første gang vi kysser, holder i hånd og har sex (evt. bare med et nyt menneske) – det er noget særligt. Det er banebrydende for os. Det kender vi forhåbentlige alle. Og sådan skal det være. Det er stort.

Og det er helt i orden at famle os lidt frem. Det er faktisk et grundvilkår – og en åbenhed omkring vores frygt kan hjælpe på det og faktisk binde os tættere sammen.

Det er dejligt at turde at give os hen til et andet menneske. Også med risiko for at vi kan blive såret – eller blive afsløret i ikke at have styr på det hele.

LÆS OGSÅ: Lad os dyrke lidenskaben – fremfor det perfekte

 

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *