Klummer

Del 2: Med morrollen melder savnet af min egen mor sig

Facts

Sarah er 35 år og forsker til daglig i træning og cancer på Rigshospitalet. Derudover dyrker hun triathlon IRONMAN, er gift og blev for 10 måneder siden mor til tvillingerne, Tristan og Victor efter et længere fertilitetsforløb. En kæmpe omvæltning i en tilværelse præget af karriere, elitesport og masser af ego-tid!

LÆS Del 1: Med morrollen melder savnet af min egen mor sig her

Længslen og savnet efter min mor har fyldt utrolig meget i drengenes første leveår. Spørgsmål om opdragelse, grænser og udvikling generelt hober sig op i mit indre, samtidig med at jeg længes efter hendes betænksomme væsen, som kunne finde på at komme uventet forbi med lune frikadeller eller en lille overraskelse til tvillingerne. Selvom jeg har de mest vinderlige mennesker omkring mig, som har taget imod drengene med åbne arme, leg og kærlighed, er det som om min underbevidsthed ikke vil give slip på savnet, og hver dag kæmper jeg en konstant indre kamp med ”hvis bare mormor havde været her”.

Men, det er på tide at give glip! Forsøge at integrere savnet og frustrationen over, at hun aldrig nåede at møde sine to dejlige børnebørn og acceptere, at hun ikke længere er her. Minder, billeder og historier vil forblive i mit indre, men livet skal leves og det er på tide at give slip og få øjnene op for alle de dejlige mennesker, som omgiver min verden.

I stedet for at fokusere på det som mangler, handler livet om at være tilstede i nuet og åbne op for de mennesker, som ønsker at være en del af mit og drengenes univers. Vi er så privilegeret at have de bedste bedsteforældre i verdenen, som stråler af glæde, når de ser vores små basser. Begge står de på spring for at hjælpe og passe tvillingerne, når behovet melder sig – det handler blot om at turde åbne og tage imod. Selvom man forsøger at være power twin mom, har alle mennesker et behov for at stoppe op og lige trække vejret uden at to små tossede banditter sidder og hiver i hvert deres bukseben.

For min fars vedkommende har mødet med de to små drenge været en ubetinget glæde, men ligeledes en skræmmende oplevelse. Når man er forældre til tvillinger, glemmer man nogle gange kompleksiteten i at have to små babyer på en gang. Realiteten er jo den, at det er ikke mindre end 35 år siden, han sidst skiftede en ble – hvis det overhovedet var tilfældet – og nu er der to små blenumser at holde øje med samtidig. Jeg havde utrolig svært ved at forstå hans ”tilbageholdenhed” og ”manglende interesse” i starten, men som tiden går, har jeg erfaret, at det mere har været et spørgsmål om manglende evne og overskud – det er en stor mundfuld at passe tvillinger. Heldigvis har tvillingerne haft den bedste reserve-mormor, som har givet dem utrolig meget kærlighed og omsorg og med tiden, er min far vokset med opgaven og kan den dag i dag hente og passe tvillingerne alene om eftermiddagen, når behovet melder sig. Læring tager tid – og i takt med at drengene er blevet større, kan gå og elsker at lege med bolde, er min far vokset med opgaven og kan i dag måske bedre identificere og forholde sig til pasningsopgaven.

Farmor er den bedste i verdenen! Hendes kærlighed til de små kan ikke beskrives med ord – så hjertelig, oprigtig og dyb. Hun formår at være tilstede på drengenes præmisser og leger og fjoller lige fra hjertet. Det rammer mig så dybt – trygheden og nærheden hun formår at give dem – måske fordi hun afspejler, hvordan min egen mor ville ha været i legen med drengene.

Mit budskab er meget simpelt – at turde være tilstede og værdsætte de mennesker, som hver dag bringer glæde ind i livet. En mor-datter relation kan ikke erstattes og savnet efter at dele generationerne vil altid være uforløst. Men jeg vælger at give slip – og lader den familie og de hjertelige venner jeg har omkring mig, være en del af drengenes liv. Lade dem få del i alle de gode oplevelser og værdsætte, at de har lyst til at være en del af drengenes opvækst.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *