[single_post_category_name]

Kan man rejse med helt ny udklækkede tvillinger? – JA!

Alle kommende tvillingeforældre: Et godt råd fra en erfaren tvillingemor – lad være med at bekymre jer eller fokusere på alle de udfordringer, som venter med forældrerollen til to. Prøv i stedet at gribe oplevelserne og forsøg at løse dem på bedst tænkelig vis. Man kan ikke være perfekt, og der vil komme udfordringer undervejs, som er sværere at komme igennem, fordi man har fået to små banditter på samme tid, men heldigvis kommer der også en dag, hvor det at være to er en kæmpe gave for både jer og ungerne.

LÆS OGSÅ: Klumme: Er det hårdt at få tvillinger?

Min mand og jeg har altid elsket at rejse og en af mine bekymringer, da jeg blev gravid med tvillinger, var tanken om at skulle give afkald på min rejselyst. Men min mands evige optimisme og tro på at alt er muligt – kombineret med mine planlægningsegenskaber – fik mig overbevist om at en tur til Spanien med vennerne og 2 måneder gamle tvillinger, sagtens kunne lade sig gøre.

Og ja, man kan sagtens rejse med tvillinger, som er ganske små. Det hele handler om planlægning, forventninger til ferie og de mennesker, du er sammen med. Det er helt naturligt, hvis det føles lidt angstprovokerende at tage til udlandet, når babyerne er så små. Man er stadig lidt usikker i morrollen og det hele føles lidt utrygt. Selv er jeg nok lidt skadet af min profession som sygeplejerske, for jeg er måske lidt for afslappet omkring det hele, men så længe du har et termometer og en Panodil Junior i rejsetasken, kan det ikke gå helt galt.

For os fik bæreselen en helt ny betydning. Alle tvillingefamilier kan relatere sig til den evige praktiske udfordring med 4 hænder og 2 børn, og netop derfor var det en kæmpe aflastning, at tvillingerne kunne sidde trygt på mors og fars mave under hele rejsen. Mængden af bagage med tvillinger er derimod fuldstændig grotesk…! Men som alt andet må man bare lære at sige pyt og fokusere på næste spændende udfordring, som venter.

Flyveturen, som de fleste nok frygter mest, var en rigtig positiv oplevelse. Vi er så privilegeret at have fået to fantastiske tvillingedrenge, som kan sove midt på en motorvej – nogen siger held, andre siger, at vi fra en tidlig alder har vænnet dem til at falde i søvn alle steder. Men det resulterede i, at vi kunne ligge dem i babyindsatserne i bæreselen og så faldt de trygt i søvn i vores skød. Undervejs var der behov for en enkel tør numse og lidt babs, men ellers fløj tiden afsted uden de store udfordringer. I tilfælde af propper i ørerne under start og landing, kan sutter og sutteflaske udligne trykket og ellers vil jeg blot anbefale at have følgende med ombord:

  • Pusletaske
  • Et rent sæt tøj (i tilfælde af uheld)
  • Dyne og puttebamse
  • Sutteflaske/modermælkserstatning
  • legetøj

I den spanske lufthavn ramte det første uheld os: INGEN barnevogn med ombord (den havde de beklagelsesvis glemt i København). Næste udfordring: I den Airshell, hvor barnevognen befandt sig, var ligeledes babyerne tøj, bleer, vådservietter osv. Når man er 2 måneder gammel, sover man i sin barnevogn, så pludselig var vi også udfordret på det punkt. Jeg må blankt indrømme, at det korvarigt løb mig koldt ned af ryggen, men efter nogle timers frustration, besluttede vi at tage de løsningsorienterede briller på og glæde os over vi endelig var afsted på ferie.

I lufthavnen havde vi lejet biler med barnesæder, som heldigvis stod klar ved landing. Dog var vi lidt udfordret undervejs til ferieboligen, da den ene tvillings umættelige appetit meldte sig samtidig med, at den anden tvilling lavede puha i bleen. Det gode ved at have spædbørn er, at madpakken altid er inde for rækkevidde, i hvert fald hvis man ammer. Så ind på en mørk rasteplads med os, mor i ammeposition og far i gang med pusleriet. Lidt komisk er det, når man står der midt om natten og kigger på det cirkus, man er havnet i, men netop de situationer kræver et smil og et pyt – så bliver det meget lettere at have tvillinger.

I Spanien havde vi lejet en skøn villa med egen pool og den smukkeste udsigt. Et utrolig dejligt sted, som blev vores base det meste af ferien. Den manglende bagage, herunder barnevognen, kom desværre først på 4. dagen, hvilket var rigtig uheldigt, men heldigvis havde vi valgt at ligge vores højtelskede slyngevugger i en af de kufferter, som kom frem, hvilket blev vores redning. Om natten sov tvillingerne i to bløde stole, som vi havde sat sammen til en ”wannabe seng” og heldigvis blev tøjsituationen aldrig en udfordring, fordi varmen tvang dem til kun at være iklædt bleer.

For de kvinder som ammer, er madsituationen jo sjældent et koordinerende problem, når man er på farten og de fleste babyer kan lægges til at sove i barnevognen, når luren melder sig. En sutteflaske med kogt koldt vand, pusletasken, solcreme og en solhat, så kan man sagtens tage på tur – også når man er i udlandet. Vores venner havde en lille pige på 6 måneder med og det andet par havde lidt ældre børn med, men vi forsøgte efter bedste evne at planlægge dagen, så der blev taget højde for alle behov. De små babyer elskede en kølig tur i poolen, leg i skyggen og en middagslur, mens de større børn sloges med mændene i poolen og glædede sig til spil om aftenen med de voksne. Nogen vågnede tidligt, andre kom slentrende kl. 10 – der var plads til alles individuelle behov. Jeg vil til hver en tid anbefale alle nybagte forældre at tage på ferie med deres babyer – de udfordringer, som ofte virker skræmmende, er langt mere overskuelige, når først man kommer afsted. Spring ud i det – det løser sig nok.

Gode råd inden du rejser:

  • Hvilken type rejse skal I vælge? Helst så simpelt så muligt. En pool, all inclusive osv..
  • Rejs med venner, som er i samme børnesituation eller som er indstillet på, at alt foregår i et lidt andet tempo.
  • Rejs når det ikke er alt for varmt i forhold til babyerne.
  • Planlæg – prøv at tænk et skridt fremad hele tiden. Det gør det hele lidt lettere.
  • Indstil dig på, at det bliver en ferie på børnenes præmisser.
  • Termometer, sygesikringskort og Panodil Junior skal altid være med dig.
  • Bæresele er vejen til nogle ekstra hænder i lufthavnen, indkøbscenter osv.
  • Prøv dig frem, spring ud i det og tror på, at du gør det godt nok.

Del vores artikel:

Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn

Skriv et svar

ChriChri

Du vil måske også kunne lide