Klummer

Med morrollen melder savnet af min egen mor sig

Facts

Sarah er 35 år og forsker til daglig i træning og cancer på Rigshospitalet. Derudover dyrker hun triathlon IRONMAN, er gift og blev for 10 måneder siden mor til tvillingerne, Tristan og Victor efter et længere fertilitetsforløb. En kæmpe omvæltning i en tilværelse præget af karriere, elitesport og masser af ego-tid!

Vi mennesker har en tendens til at tage vores relationer, nære venner og familie for givet. Vi stormer gennem livet omgivet af perifere relationer, uforpligtende aftaler og overfladiske samtaler. Men hvad med de mennesker, som er med til at skabe indre glæde og værdi i vores tilværelse og som er med til at gøre os til de mennesker, vi er? Først når de er borte, når relationerne glider fra hinanden, når vores nærmeste vælger nye vejen, mærker vi savnet og den dybe respekt, værdsættelse og anerkendelse for alt det, personen har bidraget til i vores liv.

LÆS OGSÅ: Kan man rejse med helt ny udklækkede tvillinger? – JA!

Jeg mistede min mor i en ung alder – starten af 20’erne. En alder, hvor jeg som ung kvinde endnu ikke havde løsrevet mig fra min nære relation med min mor, og hvor livets mange beslutninger bankede på og krævede hendes omsorg, støtte og tilstedeværelse.

Men døden har ingen grænser. Den kommer uanmeldt, tager ikke hensyn til behov og følelser og efterlader en skygge af ulykkelige mennesker og et uafsluttet savn. Den kom.. En smuk morgen i marts 2005. Efter at have kæmpet en kortvarig, men barsk kamp mod leverlidelsen, gav min mors lille udmattede krop op og sagde farvel. Et farvel som ingen af os var klar til og derfor valgte hun at holde realiteterne om hendes kritiske tilstand tæt på hjertet. Hendes dagbøger afslørede efterfølgende hendes egen erkendelse af dødens uundgåelighed, men familien ønskede hun at skåne. Dag ud og dag ind sad jeg ved hendes seng med positive tanker og troen på mirakler. Selv da sygdommen for alvor havde erobret hendes lille krop, forsøgte jeg at bevare troen på, at man som ung pige ikke kan miste sin mor. Men vi tabte kampen og blev tvunget til at sige farvel, selv var jeg hverken psykisk eller mentalt klar til at give slip.

Min mor var en utrolig givende og elskelig kvinde. En solstråle, smuk og varmende og altid hjælpsom og med de bedste og mest omsorgsfulde intentioner. Hun kæmpede en indre kamp med en grundlæggende destruktiv tankegang, et dårligt selvværd og en evig angst for ikke at være god nok. En utrolig smuk stilfuld kvinde, som donerede sit kærlige væsen til sine omgivelser og glemte sig selv på rejsen. Jeg var hendes et og alt og på intet tidspunkt i min opvækst har jeg betvivlet hendes ubetinget kærlighed. Hendes egenskab til at lytte, vise empati og engagere sig i andres liv uden en egoistisk bagtanke.

Afskeden med hende blev et mangeårigt kapitel og et savn, som ikke vil hele. Men savnet blussede for alvor op, da tvillingerne kom til verden. En ubeskriveligt savn – savnet efter deres mormor, savnet efter stolt af vise vores to velskabte drenge frem og ikke mindst savnet efter at se og mærke hendes kærlighed og stolthed. Selvom jeg er omgivet af kærlige, omsorgsfulde venner og familie, mangler min mor. Lige siden tvillingerne kom til verden, har jeg mærket et hul i maven, som ikke bliver fyldt ud. Et savn efter at dele alle de små øjeblikke i drengenes udvikling og sammen drage paralleller til min opvækst og vores fælles historik.

LÆS Del 2: Med morrollen melder savnet af min egen mor sig

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *