Selvom jeg var virkelig godt forberedt på fødslen af min datter, var der én ting jeg havde glemt at forberede mig på. Jeg havde styr på det der med vejrtrækningen, hvilken slags smertestillende jeg gerne ville have (en af hver!!) og endda bagt en pose pizzasnegle til den første tid, hvor ingen af os sikkert ville gide lave mad. Jeg havde tænkt på hele lortet, undtaget én ting.

LÆS OGSÅ: Privat dagpleje versus vuggestue

At jeg efter fødslen, ville blive nogens forælder.

Ja, okay, jeg ved godt det lyder rimeligt åndsvagt, men det er altså sandheden. Helt ærligt, så havde jeg fuldstændigt svedt ud, at jeg øjeblikkeligt efter at have færdiggjort det absolut hårdeste min fysiske krop nogensinde var blevet udsat for, også samtidig blev nogens mor. Jeg havde læst ALT, der var at læse på nettet af fødselsberetninger, udflåd, amning, babysvømning, samsovning, nakketræning, sansestimulerende legetøj og hjemmelavet græskarmos. Hvor fanden var pjecen ”Dine første 3 år som mor: en step-by-step-guide for dummies”?

Og trust me, ingen pizzasnegle i verden hjælper, når du med et underliv i undtagelsestilstand og en hjerne lavet af havregrød efter en lang graviditet (og fødsel) lige pludseligt indser, at den vandmelon du lige har klemt ud af et nøglehul, rent faktisk er dit ansvar. Hvornår kommer der en voksen?

Nu er det sådan, at min hjerne fungerer bedst med handleplaner, så det var hvad jeg gik i gang med. ”Godt så, Trine, du har sgu godt nok lige glemt at læse på lektien her, men hvad har du tænkt dig at gøre ved det?”. Og så lavede jeg fire regler. Fire regler som gjorde, at jeg med stolthed kan sige, at jeg overlevede de første 3 år, leverede en mor-præstation som var lidt-over-middel, samtidig med at jeg knoklede røven ud af bukserne som selvstændig, og ikke en gang blev skilt (selvom det faktisk kun kræver et nem-id og en internetforbindelse).

Inden jeg giver de fire råd, kræver jeg, at du lærer mit mantra at kende. Og måske endda siger det højt for dig selv. Mit mantra vil gøre dit liv meget nemmere, – især hvis du lærer det til de mennesker i dit liv der irriterer dig.

Mantraet er: godt for dig, men ikke for mig. Godt for dig, men ikke for mig. Har du au pair? Godt for dig, men ikke for mig. Laver du selv grød og mos fra bunden til alle måltider? Godt for dig, men ikke for mig? Holder din mand slet ikke noget af barslen? Godt for dig, men ikke for mig. Aah, kan du mærke vægten af andre folks fordømmende kommentarer forsvinde fra dine skuldre?

Lad os komme i gang med reglerne!

Regel nr. 1: Det vi siger om natten, tæller ikke om dagen

Har du hørt det gode gamle råd om ikke at lade solen gå ned over din vrede? Vi valgte at vende den helt om. Lad ikke solen stå op over dine urimelige, hysteriske anfald. Hvad man siger om natten, tæller ikke om dagen.

Jeg er den vildeste trashtalker, når jeg er træt. Og spoiler-alert: Jeg sov ikke i et år. Jeg har selv på fornemmelsen, at jeg kunne skrive den vildeste rap-plade, hvis jeg ikke sov i en uges tid, men har stadig til gode at teste, om det passer.

Sagen er den, at vi hurtigt aftalte, at det de voksne sagde til hinanden mellem 22-07, blev liggende lige præcis der. What happens in Vegas, stays in Vegas. Hvad der udveksles mellem to udmattende, frustrerede og fortvivlede voksne, tæller ikke i virkeligheden.

Regel nr. 2: Afspadsering og samarbejdsaftale

Når man igangsætter et nyt samarbejde, er det nødvendigt med nogle gode spilleregler. Heldigvis behøver de færreste par at lave en decideret kontrakt, men det er altså lettere at blive enige om nogle regler og grænser over et godt glas rødvin, inden man bliver alt for træt og udkørt.

Vi indførte afspadsering. Afspadsering fra familien.

Behøver jeg virkelig nævne, at jeg elsker min livlige, livsglade, stærke og kærlige datter højere end noget som helst andet i verden? Nej, jeg er sikker på, at du forstår. At du forstår, hvordan det føles, når væggene vokser indad, og man lige pludselig kommer i tanke om, at man faktisk ikke har snakket med et voksent menneske i en uge. Og at ønsket om at komme lidt ud, ikke gør kærligheden til ungerne mindre.

Men det er ikke lige nemt for alle at efterlade babyen derhjemme og komme ud i verden. Måske derfor, ender det med tit at være den samme forælder, der tager ud og den samme forælder, der bliver hjemme med afkommet. Derfor lavede vi den regel, at hvis én af os tog ud i den store verden for at hygge sig og lade op, så SKULLE den anden tage samme mængde tid til sig selv. Ikke fordi den der var hjemme følte sig misundelig, eller fordi den der tog ud følte skyld. Men for at undgå en situation, hvor den ene forælder glemmer at lade op, og nyde sit helt eget selskab, og ender med at være så drænet for energi, at vedkommende pludseligt ender med et eksplodere som en lille sur støvsvamp.

Tænk, hvis du en gang imellem fik 2 timer helt til dig selv, før du rent faktisk trængte til det?

Det var en luksus for mig, og faktisk en af de ting, der gjorde, at jeg følte, at jeg havde overskud som mor. Især fordi jeg næsten altid brugte min afspadsering på at arbejde, som jeg savnede inderligt.

Regel nr. 3: ”pyt”-reglen og ”ja tak”-teknikken

Pyt-reglen er supernem og er ligeså vigtig for nye forældre, som en cykelhjelm er for nye cyklister. Nye forældre har det nemlig, ligesom nye cyklister, med at banke ind i alting og slå sig gevaldigt, fordi de tror, at de kan det samme, som de kunne før, bare med en baby på armen (eller et par hjul under måsen).

Hvis du kan præcis det samme som du kunne før, bare med en baby på armen, så tillykke. Du har lige vundet de surdejsboller jeg aldrig kommer til at bage, fordi min datter har smidt mit piskeris ud af vinduet og jeg stort set besvimer på sofaen hver aften klokken 19.

ALLE VI ANDRE får brug for pyt-reglen. Ligner huset et bombet lokum? Pyt. Har du haft nattøj på uafbrudt i 14 dage? Pyt. Har du spist mælkesnitter til morgenmad? Pyt. Und dig selv at slippe behovet for at reagere og handle på alting. Brug dine kræfter på at mærke efter dér, hvor det virkelig betyder noget; din egen, din partners og dit barns trivsel.

Resten må gerne pyttes væk lidt.

”Ja tak”-teknikken er mindst ligeså simpel. Der skal man nemlig bare erstatte ”pyt” med ”ja tak”.

Ikke ”nej, det er okay, jeg kan godt holde ud lidt længere”, eller ”alle andre har kunne klare det, så det kan jeg sikkert også”. Nej, de duer ikke lige nu. ”Skal jeg komme med lidt lækkert take-away i aften, så du ikke skal lave mad?” – Ja tak.

”Skal jeg lige støvsuge, mens jeg er her?” – Ja tak.

”Har du brug for en gigantisk krammer eller en lur eller en liter rødvin?” – Ja tak.

Det er desværre ikke alle nye forældre, der er heldige nok til bare at skulle sige ”ja, tak”. Det er lidt svært at sige, hvis der ikke kommer nogle tilbud (og nej, ”sig til hvis vi kan gøre noget” tæller ikke). De forældre skal selv ud og skabe deres ”ja, tak”. Hvis du har brug for et supportsystem af andre i samme situation, så find det online, og hvis det ikke findes endnu, så skab det.

Regel nr. 4: Se på det som dit livs vildeste udviklingsforløb

Når du lige er blevet nogens forælder, kan det godt nogle gange føles det lidt, som om du står i epicentret på et jordskælv, kun du kan mærke. Som om du er den eneste, der kan se, at alting knirker og knager og bevæger sig, og at du bare må klamre dig fast til en stolpe og håbe på, at fundamentet holder.

Som om at alle de bøger nogensinde skrevet om den her situation, er skrevet til nogle helt andre end dig.

Jeg ved godt, at der ikke findes en større kliché, end den jeg er ved at gøre klar til at fyre af nu. Og jeg ved godt, at du sikkert har hørt det tusinde gange, og ruller øjne af mig, men jeg er ligeglad (nej jeg er ej, please hold af mig).

Det er afgørende for din egen og din families lykke, at I finder jeres helt egen måde at være forældre på.

Vi fandt ret hurtigt ud af, at jeg ikke var skideglad for at være på barsel, dyt-dyt-skal-vi-byt’ blev der sagt, og min mand tog et års barsel i stedet for mig.

Vi fandt også ud af, at amning altså bare ikke fungerede, trods kærlige ”ALLE KAN AMME, HVIS DE VIL”-opslag på instagram, da jeg luftede min frustration.

I det hele taget kan jeg koge hele min første tid som mor ned til to kategorier. De beslutninger, der var gode, og de beslutninger, der var elendige. Og den eneste fællesnævner for de sidstnævnte var, at de blev besluttet med alle mulige andres stemmer end min egen.

Din første tid som forælder er den vildeste udviklingsrejse, der findes. Du lærer at identificere de ting, der gør dig glad, får dig til at vokse, giver dig energi og giver dig mening. Og sige nej tak til resten. Du får gjort forårsrent i dine ambitioner, dine relationer og dine drømme, og får et helt nyt perspektiv på hvad der gør dig lykkelig.

Og ja, mange af os kommer til at ramme baby-bobble-bunden med 100 kilometer i timen, hvor vi slår os ad helvede til, men vi kravler fandeme op derfra som stærkere, klogere (og trættere) udgaver af os selv.