Klummer

Med rollen som tvillingemor følger alternative sportslige mål

Facts

Sarah er 35 år og forsker til daglig i træning og cancer på Rigshospitalet. Derudover dyrker hun triathlon IRONMAN, er gift og blev for 10 måneder siden mor til tvillingerne, Tristan og Victor efter et længere fertilitetsforløb. En kæmpe omvæltning i en tilværelse præget af karriere, elitesport og masser af ego-tid!

Inden vi fik tvillinger, havde jeg en naiv overbevisning om, at hverdagen, som den så ud inden vi blev forældre, ikke behøvede at ændre karakter. For mig handlede livet med børn om planlægning og prioriteringer – og det mener jeg i en vis grad stadig, det gør. Men al forandring kræver læring og i den forbindelse har jeg måtte erkende, at når hverdagen banker på, er der et begrænset antal timer i døgnet, som ikke har praktisk karakter.

LÆS OGSÅ: Med morrollen melder savnet af min egen mor sig

Erkendelsesprocessen og accepten har taget tid! Med to glade og harmoniske tvillinger og en velfungerende hverdag præget af struktur og planlægning, må der kunne være plads til drømme? Men når børn kommer til verdenen, må personlige drømme udleves i etaper. Sommeren har budt på mange nye forandringer, som kræver energi, overskud og tilstedeværelse – og dermed melder prioriteringslisten sig.

Jeg returnerede fra barsel til opstart af et nyt krævende forskningsprojekt på Center for Aktiv Sundhed, min mand startede ny karriere indenfor IRONMAN, vores drømmehus blev skabt fra bunden i min mands fødeby Herlev, indretning og anlæggelse af have blev med egen knofedt, et formandskab i triathlonklubben, som skulle passes og samtidig forsøgte vi at pleje vores elskede vennekreds og holde formen ved lige rent træningsmæssigt. Og midt i alle forandringerne og de praktiske opgaver, stod to glade tvillingedrenge og tog det hele med et kæmpe smil.

Men sommerens forandringer har kostet på kræfterne, både fysisk og mentalt og foran os, venter endnu et spændende kapitel som familie. Vores drenge vokser og udvikler sig hver eneste dag og det betyder utrolig meget for mig at følge deres rejse på tæt hold. At kunne være tilstede i nuet, uden samtidig at stresse over de utallige aftaler som hænger og venter eller den træning, som kræver min fulde dedikation, hvis jeg vil nå min sportslige målsætning indenfor triathlon. Familier har forskellige ressourcer og prioriteringer og for mig at se handler det om skabe en hverdag som fungerer bedst for den enkelte familie.

De sportslige ambitioner og drømme, som drev mig i efteråret 2017, blev i starten af året redefineret og tilpasset vores nye tilværelse. Dele af min omgangskreds formår stadig at kombinere en dedikeret sportslig topperformance med familielivet, men på nuværende tidspunkt må drømmen om den unikke IRONMAN præstation leve videre i mit indre. Men træning og sportslige målsætninger er altafgørende for mit fysiske og mentale overskud og i bund og grund en bærende del af min identitet. Så hvordan udlever man sine sportslige drømme, hvis tiden er en sparsom faktor?

Løbet har altid været min stærke og mest lystbetonede disciplin og derfor valgte jeg at dedikere min sparsomme tid til én af de tre triathlon discipliner. Løb er en af de mindre tidskrævende discipliner, som kan optimeres gennem hurtige intervaller og prioriteres mellem destinationer, hvor man alligevel skal bevæge sig. Med vores Thule løbevogn kan jeg få tvillingerne med på tur, hvilket gør træningen lettere at integrere i en hektisk hverdag som tvillingefamilie. Nogle gange er tvillingerne syge eller har ekstra meget behov for deres forældre, og der er jeg nødsaget til at omdefinere intensiteten, hyppigheden og karakteren af mine træningspas. Men i den udstrækning tiden og omgivelserne tillader det, prioriterer jeg min løbetræning – også selvom det kræver, at vækkeuret ringer kl. 5.00, så jeg kan være tilbage, når hele familien vågner.

Prioriteringen af min løbetræning har samtidig gjort det muligt for mig at deltage på et alternativt plan indenfor triathlon. På de lidt længere triathlondistancer, halv og hel IRONMAN, har man til udvalgte stævner valgt at prioritere RELAY-startende triatleter. Et hold, som i fællesskab gennemfører samtlige discipliner: En triatlet svømmer 3,8 km, en anden cykler 180 km og en sidste løber 42,2 km – og sammen løber de over målstregen til sidst.

I juni var træningen målrettet Europamesterskaberne på den halve distance i Helsingør, men desværre blev begge tvillinger syge og jeg var nødsaget til at prioritere mine drenges behov for deres mor. Men søndag d. 19. september kl. 7.00 gik starten på dette års IRONMAN Copenhagen og heldigvis var jeg med på startlisten over RELAY hold som maratonløber i tiden 3.34. Min mand var sponsor-ansvarlig for IRONMAN, så drengene fik besøg af deres farmor og farfar. Og jo, de dukkede op på målstregen til et kærligt knus fra deres glade mor!!

Til Europamesterskaberne i Helsingør i juni var de med til deres første triathlonstævne – som deltagere i IRONKIDS, 250 m løb mod målstregen med far og mor i hånden – eller på skulderne af mor og far. I målområdet fik tvillingerne hver deres egen medalje og blev forkælet med is og frisk frugt – en fantastisk sportslig oplevelse til børn i alle aldre. Det er den dejligste følelse at dele sin passion med sine unger og samtidig mærke deres glæde og begejstring. Så længe drengene synes det er sjovt at være med, er det en fest for alle parter.

Livet handler ikke om enten eller – det handler om kompromiser og balance. Alt er muligt for den, som bærer viljen i hjertet og dedikation og drømmen kan ingen tage fra mig. Men lige nu må drømmene prioriteres, så der er mulighed for at være tilstede i nuet med mine 3 elskede drenge.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *