Columns

Rikke May: Hvordan kan vi gøre det bedre til næste år?

Processed with VSCO with a5 preset
Facts

Rikke May

Rikke May er 35 år, og bor i Singapore med sin kæreste
og 9-årig datter. Til dagligt er hun hjemmegående husmor og blogger.

Læs mere om Rikke på hendes blog: Theinsider.dk

Hvis jeg kunne gøre det hele om, så vil jeg ændre mange ting. Det er nu lidt over 6 måneder siden, jeg mistede min far og denne rejse har været noget af en rutsjebanetur. For hvordan kan man forberede sig på, at ens verden for altid bliver ændret, og at det fra nu af er en ‘ny slags normal’?

LÆS OGSÅ: Rikke May: Om at føle sig taknemmelig

Jeg havde som så mange andre haft et problematisk forhold til min far de senere år og jeg havde meget vrede mod ham, da jeg følte han opførte sig som en ‘teenager’ i mange situationer. Jeg var som oftest sur, når han ikke behandlede dem, jeg elskede, med respekt. For det skal man, det har han jo selv lært mig. Men frustrationer kommer jo som oftest af, at man elsker denne person så højt, at man ville ønske, at de bare ville gøre, som man selv ville ha’ gjort – og hvordan kan man forvente, at folk ‘bare’ gør det. Det kan man ikke, og når jeg kigger på mig selv, så ligner jeg ham på mange fronter. Jeg hader, når folk dikterer mig og fortæller mig, hvordan jeg skal gøre ting, opføre mig eller agere. Dét, er det værste, der kan ske, for så går jeg som regel den anden vej, og det samme gjorde min far.

Jeg har den seneste tid været igennem mange stadier af følelser. Man siger, at der findes 5 stadier, når man mister en, man elsker:

1. Benægtelse.

2. Vrede.

3. Forhandling.

4. Depression (af forskellig karakter)

5. Accept.

Og jeg har nok ramt dem alle, jeg føler ikke, at jeg har haft en depression, men jeg har været rigtig nedtrykt og har haft svært ved at tænke på andet end min far. Jeg har også været rigtig vred på ham. Jeg har været vred over, at han forlod mig. Jeg har været vred over, at han aldrig kommer til at følge mig op ad kirkegulvet. Jeg har været vred over, at han ikke får set Bella blive et fint ‘lille’ menneske – og jeg har været vred på ham over, at han så ofte fik mig til at blive sur og handle ud fra et såret hjerte. Jeg har stadig en del af vores sms’er – eller mine nok nærmere, for som oftest orkede han ikke at svare på mine sure opstød, eller som han sagde; “jeg gider ikke ‘mudderkast Rikke”.

Og det er noget, som jeg i dag ville ønske, at jeg ikke havde gjort. Jeg har brugt for meget tid på vrede og sende vrede ud, at det har fyldt for meget i min egen lykke – jeg burde have accepteret noget før, og måske søgt hjælp på en anden måde. Når man går i parterapi med sin partner, så er det med en person, man selv har valgt. Til at starte med er det valg udsprunget af kærlighed mellem 2 mennesker, som så er endt i en blindgyde, hvor man har brug for at komme tilbage til hovedvejen. Men familie vælger man jo ikke selv, man er tvunget til at kunne enes og til at elske hinanden, og den er tit svær. Men jeg ville ønske, at jeg havde fået min far med til ‘familieterapi’, så havde vi måske ikke cirklet så mange år rundt om en suppe fyldt med usagte ting, og ting der blev sagt, som man i dag fortryder.

Men man kan ikke ændre folk, der ikke selv kan se et problem i deres handlinger. Så jeg har fundet fred, tror jeg nok. Jeg har prøvet at tilgive ham, for alle de tårer, jeg har grædt over ham, men også husket mig selv på, at når man ikke kan ændre en situation, så skal man give slip – og huske på alle de gode ting, der har været, for dem har der heldigvis været rigtig mange af. Min far var en god mand. Han ville alle det bedste, og endte tit med at binde knude på sig selv for at gøre andre glade. Det blev tit udnyttet, og selv når han opdagede det, så gav han lidt mere. Han vendte den anden kind til lidt for ofte og ønskede bare, at folk havde det godt i hans selskab. Jeg ville ønske, at jeg havde indset noget før, hvor højt jeg elskede ham, og havde brugt min energi på at elske alt det, jeg ikke vidste betød så meget, og havde brugt mindre energi på at fremhæve alt det dårlige. Men som han altid har sagt; ‘ligegyldigt hvor gammel man bliver, så vil man altid være ens forældres børn’, og det er så sandt som det er sagt. Jeg har hele livet higet efter hans accept og hans ord; ‘du gør det skide godt, Rikke’.

Min far har altid været en hård mand i sin opdragelse af min bror og jeg, han forventede intet mindre end det bedste af os, og det var tit svært at leve op til. Så på alle de punkter, hvor jeg fejlede, der sejrede jeg i opgaven som mor. Hold fast, hvor var han stolt af Bella, og på den måde hun er – det var hans største sejr i livet, og han sagde altid, at jeg var en fantastisk mor, og det ved jeg også, at han sidder og siger højt nu, mens han sidder og kigger ned på mig – han vil helt sikkert også sige; ‘hvad græder du for skat, jeg har en fest her, hvor jeg er. Der er damer og kolde øl, så kan jeg ikke bede om mere’. Det ramte mig rigtig hårdt, da Kim Larsen gik bort. Det var som om, mit hjerte bare flød over med følelser, og jeg måtte sgu fælde en 100 tårer for ham. For Kim Larsen er indbegrebet min barndom, jeg har et minde og en historie til alle hans sange, og jeg kan høre min far sidde og synge med, og når han ikke kunne ordene, så fløjtede han, som fik han penge for det. Den fløjten har jeg fundet på en videooptagelse af fra en juleaften for mange år siden. Det er den bedste optagelse, man kunne ønske sig – for det betød, at han var glad.

Min far var som regel altid glad – i hvert fald udadtil. Der spredte han god stemning og glæde, hvorend han gik og kastede med gloserne “Hva’ så, Supermand?”, når han mødte nogen, han kendte, og han kendte rigtig mange.. Men man var heller ikke i tvivl, når han var i dårligt humør. Præcis som Kim Larsen, der er nok flere Odenseanere, der har fået et ‘SKRID’, når han sad på Lørups Vinstue og de ville snakke med ham, men han ikke var i humør til det. Hvilket jo også er fair. Man kan ikke altid smile til verden, for den smiler ikke altid tilbage.

Jeg tror, at mange har delt denne sorg, jeg har haft, ved at Kim Larsen er gået bort. Måske ikke kun, fordi han er sovet ind, men fordi Kim Larsen er indbegrebet barndom for mange. Barndom er lige med tryghed – og tryghed er lige med forældre. Og hvis Kim Larsen kan dø, så er det jo ensbetydende med at ens egne forældre også kan gå bort og det er et wake-up call, som man pludselig ikke troede, man skulle tage stilling til. Selvfølgelig ved man da godt, at intet er for evigt, men naivt tror jeg, at vi alle lidt glemmer det, og håber på, at vi altid skal være på denne jord. For hvorfor skal vi fødes med glæde og gå herfra i sorg? Det må være fordi ‘stor sorg er lige med stor kærlighed’ – det har jeg i hvert fald ladet mig fortælle.

Så når minderne om ens barndom kan ‘forgå’ ved en mands død, så er der jo intet der er helligt mere. Jeg har altid elsket Kim Larsen, specielt fordi det gjorde min far så glad, og det var den bedste følelse i livet – men jeg havde ikke set ham i mange år, før min far gik bort. Derefter nåede jeg heldigvis at se ham 2 gange i år. 1 gang i Tivoli den 14 April og så igen i August på SMUK fest. Jeg hylede begge gange, specielt da han spillede ‘Hvis din far giver dig lov’ – den går lige i hjertekulen på mig hver gang. Så er der ikke en øje tørt. Den seneste tid når jeg har ville mindes min far, så har jeg spillet Kim Larsen, og her følte jeg, at jeg kunne mærke ham, når jeg stod til koncerterne, og dét, der gør mig lidt ekstra trist, dét er, at nu ved jeg ikke hvor jeg skal søge hen for at få denne følelse frem igen. Dette år har været et ekstremt hårdt år for mig, for vores familie, for vores omgangskreds, og for den måde jeg så livet på.

Jeg har på 6 måneder mistet min far, min svigermor, min veninde har mistet sin søster, min anden har mistet sin lille søn, jeg har mistet en ven fra Nyborg, mine 2 veninder fra Singapore har mistet deres mor – og 3 piger, jeg kender hjemme i Danmark, har mistet deres fædre lige som mig. Jeg ved ikke, om der er en forbandelse på dette år, eller om jeg nu er nået en alder, hvor man skal leve livet til det fulde, for man ved aldrig, hvad morgendagen bringer. Jeg håber på, at vi får en pause i ’19, og at solen vil skinne lidt vores vej.

Jeg trænger til at kunne trække vejret helt nede i maven, uden det gør alt for ondt. Det har taget mig 6 måneder at nå dertil, hvor jeg er nu. Jeg har flere dage, hvor jeg griner igen end dage, hvor jeg græder, og når man en morgen vågner op og opdager det, så tror jeg, at man er på rette vej. Vores bedemand (kvinde) sagde noget så rigtigt, da min far blev bisat. ‘Din far’s historie er skrevet, hans livsforløb er slut, han er i stedet for at være med til at skabe jeres minder, nu der, hvor i henter dem’. Det vil jeg tage med mig i livet, med mig i sorgen, for sorgen over tabet for svinder aldrig – men bliver forvandlet til små lykkeglimt fra min barndom og livet med ham.

Jeg putter smerten i ‘små kasser’, så jeg kan holde ud og leve med den. Jeg kan ikke holde til den i store doser, jeg bliver nødt til at føle den i små mængder, for livet giver mening for mig. Én ting, der dog kan glæde mig, dét er, at jeg ved, at ham og Kim sidder ‘deroppe’ og fortæller røverhistorier, drikker kolde pils og fløjter. Det kunne ikke være anderledes, selvfølgelig skulle Kim gå bort også, for hvem skulle ellers holde min far med selskab? Min far gik bare i forvejen, og sørgede for at Himmelporten var smurt❤️

XX R

Share This