Columns

Rikke May: Om at føle sig taknemmelig

Facts

Rikke May

Rikke May er 35 år, og bor i Singapore med sin kæreste
og 9-årig datter. Til dagligt er hun hjemmegående husmor og blogger.

Læs mere om Rikke på hendes blog: Theinsider.dk

Der er så meget i denne verden, man kan brokke sig over og sende negativitet ud i universet over, og jeg selv er rigtig slem til det. Jeg ævler for at holde fluerne væk fra munden, og til tider kan jeg kigge over på min kæreste og se på hans blik, hvor han bare sidder helt uforstående over for, hvorfor jeg er blevet sur på det par, der sidder ved siden af os og spiser. Jeg er med ved alle bordene, når jeg er ude, og kan hidse mig op over ingenting. Så har parret nok siddet og set YouTube på deres telefon med lyd på, og ikke vist respekt over for de andre gæster, så bliver jeg rasende. For det sker jo herude oftere, end man tror. De har ingen telefonpli over for andre. Man skulle tro, jeg var halvt Italiensk med alt det temperament, der bruser i mit blod 😉

LÆS OGSÅ: Rikke May: Rejse musthaves

Så derfor skal jeg af alle, huske mig selv på at værdsætte de små ting, de ting, der gør man føler sig heldig. Jeg prøver at sige 5 ting til mig selv hver dag, der giver mig en varm følelse inde i kroppen, og jeg har altid én, der er den samme.

Dét at Bella vokser op i Singapore, står øverst på min liste hver eneste dag. Der er ikke noget, der bekymrer mig mere i livet end om min datter er glad og i balance. Det virker som om, vi har formået at sørge for det lidt endnu, men jeg ved også godt ude i fremtiden, der lurer ‘livet’ og venter på hende, som en tiger, der venter på en gazelle i natten. Den skal nok få fat på hende på et tidspunkt og suge hende ind, men lige nu, der vil jeg bare så gerne skåne hende for alt, der kan gøre ondt. Naivt, men ønsker virkelig ikke, at hun bliver stor endnu. Lad mig putte med min ‘lille pige’ bare lidt endnu. En 10-20-30 år mere.

Dét at vokse op i et land som Singapore, det har virkelig mange plusser, og den ene af tingene er sikkerheden. Singapore er det meste sikre land i verden, vi har stort set ingen kriminalitet, og hvis det er der, så læser man ikke om det.. Hahaha. ‘Low crime does not mean NO crime’, men her er ganske fredeligt. Der er så heller ingen tvivl om, at deres meget strenge love gør, at folk ikke tør at bevæge sig ude for rammerne. Singapore er kendt for deres dødsstraf og stokkeslag. Noget som jeg slet ikke står inden for. Men efter 3 1⁄2 i landet, hvor jeg har set hvordan det fungerer, ser jeg sådan på det, at hvis man ikke er typen, der laver ballade og aldrig har problemer med loven, så er denne straf jo ligegyldig. De slår hårdt ned på stoffer og hvis man begår mord. Det er lidt tand for tand, meget dramatisk.

I Danmark er straffene for lave og her er de for høje, men jeg ville aldrig tænke mig om 2 gange ved at gå på åben gade kl. 3 om natten her, det gør jeg til gengæld, når jeg er hjemme for at besøge København, dér føler jeg mig slet ikke tryg – og det er nok den frygt, der sidder i mig, når jeg tænker på Bella. En dag så bor vi hjemme i Danmark igen, langt væk fra vores lille Singapore-puppe, og hun begynder at gå i byen, og så kan jeg love alle for, at jeg til hver en tid vil hente hende. Hun ringer bare, så er jeg der på pletten. Jeg kan slet ikke overskue, at hun skal ud at være en fri fugl – der er ingen, der har advaret mig om dette, før jeg blev mor, den konstante frygt for at fejle og at jeg ikke kan holde hende i live. Jeg kan ikke engang holde liv i en kaktus og den kræver altså ikke meget kærlighed. Så jeg tjekker altid lige en ekstra gang, inden jeg går i seng, om hun trækker vejret, og så kan jeg krydse den dag af og tænke ‘I did good’. Det er jo ens fineste opgave – ikke at fucke sine børn op, så de sidder som 18-årige og bebrejder deres forældre for alle deres problemer. Man ved, at chancerne for, at man ikke gør det så godt, som man selv troede, den er nok ret høj.

Der er så mange ting, der bare er nemmere herude, og måske er det også dét, der på samme tid er ulempen – for det kan gøre, at hun nok ikke bliver streetsmart nok til at vende hjem til Danmark, da hun har levet et så beskyttet liv her. Her cykler man ikke rundt, for så er det stensikkert, at man bliver tromlet ned af en taxa eller en ‘Crazy Rich Asian’. De går ikke rigtigt rundt for dem selv, fordi distancerne fra skolen og hjem er for lange, legeaftaler er oftest besværlige, da man ikke har bil, så er det taxa frem og tilbage, og en masse bøvl, så de lever i vores sikre condo område og leger med de børn, der er der. Jeg ved altid, hvor hun er, når hun er hjemme, og hvis hun fandt på den ide at ‘stikke af’, så kan hun slet ikke komme ud og ingen kan komme ind, for der er vagter overalt, der passer på os, og man kan dårligt få lov til at besøge folk, uden man skal aflevere navn, telefonnummer og IC number. Det er det samme som personnummer – det bruger man til alt. Til at bestille bord på en restaurant, biograf/flybilletter, ansigtsbehandling etc. Staten ved altid, hvor man er. Big Brother is watching you 😉

Den lille prut kom til Singapore for lidt over 3 år siden, med alle tænderne i munden, kunne ikke ét ord engelsk andet end ‘candy’ og ‘ice cream’, nu er hun vokset sig tårnhøj, har skiftet alle sine fortænder ud, har lemmer der ikke passer sammen, og en vilje, der er så stærk, som en okse, og et hjerte så blødt som candyfloss. Når hun står der kl. 7 om morgenen og venter på skolebussen i sin fine uniform, bliver jeg så stolt – noget jeg fra nu af altid vil være fan af. Det at have uniform på, det gør bare, at man ser på sine kammerater med åbent sind og ingen fordomme. Der er ingen, der er bedre end andre, og ingen der har det sejeste, ‘nye’ designertøj, for det må de slet ikke have på. Der er ingen diskussioner om, hvilket tøj man skal have på, om det skal være Violetta eller Little Mix fan t- shirt. Der er kun valget om, hvilke sokker man skal have på, og der skal man jo så bare købe 10 par, der er ens, så er den også ude af verden.

Bella er blevet i en tilstand af ‘evig barndom’, hun er slet slet ikke så voksen, som sine veninder i Danmark, som gik i hendes gamle klasse. Hendes verden går bare ud på at lege med sine venner, lokke så meget slik ud af sin mor, som hun kan, hygge og spille brætspil. Der føler jeg, at man i Danmark er 100 skridt forud, og meget af barndommen er forsvundet for hurtigt og skiftet ud med Lala Berlin tørklæder og Isabel Marant sneakers. Det stadie fatter de slet ikke her.

Jeg håber hun en dag ser tilbage på hendes eventyr i Singapore, og føler at hun har fået en kæmpe gave, en gave der virkelig ikke kan købes for penge – der er heller ikke flere tilbage til hendes psykolog, dem har vi brugt på husleje her i én af verdens dyreste lande. Jeg føler, at hun præcis har fået den barndom, som jeg altid har ønsket for hende, og så ved jeg godt, at hun også har betalt en kæmpe pris ved at være væk fra bedsteforældre og venner, og vi desværre har mistet nogen af dem, mens vi har været her, og det er super trist. Men det har gjort, at vi har været tvunget til at forholde os til tab af familiemedlemmer på en helt anden måde end dem derhjemme, og måske det har gjort os endnu stærkere sammen og hver for sig.

Men hun har prøvet at være ‘Citizen of the world’, hun ser ikke farve, religion eller hvor man kommer fra – hun ser venner, hun ser sjov og hun ser kærlighed mellem mennesker, og det er en større gave end noget andet.

Jeg ved i hvert fald hvis min kæreste og jeg kunne vælge, så blev vi i Singapore med Bella for evigt. Eller bare til hun blev 35-ish år. Så er hun nok klar til at stå på egne ben, og så kunne vi godt slippe grebet lidt, og give hende lov til at udforske livet.

Som min far engang så rigtigt sagde, så er man aldrig gladere end sine børn, og det havde han så evigt ret i – og hvem ved, måske eventyret fortsætter et andet sted, ellers har vi det godt, hvor vi er, og det er det vigtigste.

XX R

Share This