Klummer

Hvorfor har mænd så svært ved at være sårbare?

Stine Gram
Kærlighedscoach
Find mere info her:

Mange kvinder siger tit: ”Bare han dog ville åbne op og sige, hvad han føler.” De føler sig tilsidesat og helt på bar bund, fordi de ikke aner, hvad der foregår hos deres kæreste, mand eller ham, de dater. Det kan blive så frustrerende, at det ender med et brud, selvom kærligheden stadig er intakt.

LÆS OGSÅ: Er han følelsesmæssigt utilgængelig?

Men hvorfor er det så skræmmende for mænd at vise deres følelser – altså ikke de gode, men de svære? Hvis de er kede af det, holder de det ofte for sig selv. Det samme, hvis de er forvirrede, usikre, føler sig mindre værd eller føler sig forkerte.

Mænd er gennem opvæksten opdraget til at være stærke. At være stærk er nærmest lig med at være mand. Når man er stærk, er man en leder, man løser problemer, og man bukker ikke under for frygt. Jeg tror, mange kvinder slet ikke er klar over, HVOR meget styrke betyder for en mand. Så når en mand trækker sig ind i sig selv og bliver tavs, er det ofte, fordi han ikke føler sig stærk. Lad os tage et eksempel.

Mænd er mænd værst

Hvis en mand føler sig usikker sammen med sin kæreste, fordi hun måske er følelsesmæssigt stærkere end ham, vil han ofte føle sig som en fiasko i hendes øjne. Han er jo nødt til at være den stærkeste for at være en rigtig mand. Han er opdraget til at være en stor og stærk dreng – ikke kun af hans forældre, men i høj grad også af hans jævnaldrende. Drenge gejler andre drenge op i grupper. Hvis man nu var lidt fræk, kunne man fristes til at sige: Det er ikke kun svært for kvinder at være sammen med mænd. Det er lige så svært for mænd at være sammen med mænd.

Hvorfor? Fordi de ofte konkurrerer om at være den stærkeste, den bedste, den sejeste, den rigeste, den, der scorer flest kvinder … you name it. Der er simpelthen ikke grænser for, hvad de kan finde på at konkurrere om. Derfor er der ikke plads til at være usikker og sårbar sammen med vennerne. Man kan måske godt fortælle, at man går igennem en hård periode, men mandlige venner vil ofte sige ting i stil med ”op på hesten igen” eller ”du må bare være stærk”.

Så hvordan vælger en mand typisk at genvinde sin styrke, når han fx føler sig utilstrækkelig sammen med kæresten? Han hiver sit testosteronniveau i vejret ved at være sammen med kammeraterne, dyrke noget sport, blive bekræftet af andre eller ved at trække sig ind i sig selv og lade, som om følelsen af mindreværd slet ikke eksisterer.

Hvad han derimod IKKE gør, er at dele sine følelser af utilstrækkelighed med sin kæreste, og DET er rigtig ærgerligt! Både for ham, for hende og for parforholdet. For det, han højst sandsynligt vil opleve ved at gøre netop dét, er at komme tættere på hende, fordi hun rent faktisk værdsætter hans ærlighed og sårbarhed. Vi kvinder har jo meget lettere ved at være sårbare og anerkende svære følelser. Derudover er det vigtigste for mange kvinder at forstå deres mand, så generelt vil han opleve stor rummelighed.

At være sårbar kræver styrke

Hvad han desværre ikke rigtig forstår, er, at når han viser sin sårbarhed, viser han netop sin styrke! Hvordan hænger det sammen? Det kræver rigtig meget mod at dele sine svagheder med et menneske, som man allerhelst vil virke stærk over for. Det kræver med andre ord mod at være i et kærligt parforhold.

Så hvad kan du som kvinde gøre for at støtte ham i at dele sine følelser? Du kan være der for ham, når han gør det: være nærværende, lyttende og omsorgsfuld. Det skal være trygt for ham at komme til dig med hans såkaldte ’svagheder’, for det er højst sandsynligt ikke noget, han kommer til andre med. Her er det vigtigt at understrege, at du i din omsorg ikke skal tale ned til ham og få ham til at føle sig som et lille barn. ”Nårh, lille skat, hvor er det bare synd for dig,” går ikke. Hans store skræk er jo netop IKKE at føle sig som en mand, når han giver udtryk for sine følelser.

Noget andet, du kan gøre, er at dele dine egne svære følelser med ham. På den måde viser du ham, at det er okay, at han gør det samme. Vi leder ved eksemplets magt, og du kan lede ham ved at vise, at det er helt naturligt at dele ens usikkerheder med hinanden i et parforhold.

Hvis en mand ikke ønsker at vise sin sårbarhed, eller ikke ønsker at rumme din, er det IKKE dit ansvar eller dit arbejde at få ham til det. Det skal han selv ønske, og det er naturligvis hans helt eget valg og eget ansvar. Men du kan gøre det trygt for ham at tage dette skridt.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *