[single_post_category_name]

Kan du leve uden at blive bekræftet?

For mange singler i frivillig isolation er der nu et tomrum, hvor bekræftelser fra andre mangler. Hvis du selv er single, har du måske ikke den store lyst til at date lige nu på grund af frygten for smitte, og derfor møder du ikke nogen mænd og er måske heller ikke på nogen datingapps, hvor du kan blive bekræftet. Det er helt forståeligt, for det store spørgsmål er jo, hvordan du skal forholde dig lige nu til corona. Og det, du bliver rådet til i dag, ser måske helt anderledes ud om en uge – eller i morgen.

LÆS OGSÅ: Sådan håndterer du kriser i dit parforhold

Men uanset hvad er frygt for sygdom jo lidt af en party-killer, så mit gæt er, at diverse datingapps og -hjemmesider ikke oplever forkromede tider lige nu, og at du hellere bliver hjemme end kaster dig ud i at kysse med fem forskellige fremmede mænd ude i byen.

Bekræft dig selv

Dermed kommer der et naturligt tomrum, hvis du har været vant til at date og modtage bekræftelser. Og det er okay. Du kan bruge tomrummet til at gribe i egen barm og bekræfte dig selv og være i ro med dig selv i dit helt eget selskab.

Der er ingen grund til at skamme sig over det, hvis du savner at blive bekræftet, for du er et socialt og seksuelt væsen. Men hvis du oplever, at det er et decideret problem for dig, fordi det går ud over dit humør, så kan det være, at du tillægger bekræftelser alt for stor betydning i forhold til, hvordan du ser dig selv. Du har ikke BRUG for bekræftelser for at have det godt med dig selv. Enhver, som har det godt i sit eget selskab, ville kunne skrive under på det.

Hvad er du værd, hvis andre ikke bekræfter dig?

Du bliver ikke mindre værd eller mindre attraktiv af ikke at blive bekræftet af andre. Og hvor meget værdi har en bekræftelse egentlig? At få at vide, at du er pæn, sexet eller sjov, hvad har det af værdi? Ved du det ikke selv da? Og kan det ikke tænkes, at det er blevet sagt til mange andre kvinder før dig? Og hvad er det værd, hvis det ikke fører til handling eller commitment på den længere bane, men bare er ord? Hvis ord uden handling stadig føles vigtige for dig, kan det være, at bekræftelser er blevet dit drug.

Og uden dit drug bliver du udfordret på dit eget værd lige nu. Er det nok, at det bare er dig selv, der synes, at du er pæn, sexet og sjov? JA, selvfølgelig er det dét. Du behøver ikke at have en mand til at sige det, for at det bliver sandt. Hvad er du værd, hvis andre ikke roser dig eller har brug for dig? Det samme, som du hele tiden har været værd, men lige nu bliver det bare ikke spejlet gennem andre, fordi du måske primært er isoleret. Din værdi defineres altså ikke af andre.

Og når du bliver optaget af, om andre synes om dig, kan du passende vende den om og vurdere, om DU synes om dem. Lever DE op til dine standarder og værdier? Det må vel være lige så vigtigt, som at du lever op til deres? Men vi bliver tit så optaget af os selv, at vi kun kigger på, om VI er gode nok, og om vi bliver accepteret.

Så nu har du tiden til at komme i nærkontakt med dig selv og dit eget værd uden at blive afledet af noget eller nogen udefra. Og du vil komme klogere og stærkere ud på den anden side. Rigtig god fornøjelse!

Del vores artikel:

Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn

Skriv et svar

ChriChri

Du vil måske også kunne lide