“Befrugtede og ubefrugtede æg, der er udtaget i forbindelse med fertilitetsbehandling, skal kunne fryses ned indtil kvinden er fyldt 46 år og derfor ikke længere må modtage fertilitetsbehandling i Danmark.”
Sådan indleder Julie Agerschou og Cathrine Widunok Wichmand borgerforslaget, de har stillet til regeringen, vedrørende den ulighed der opleves ved, at kvindens æg kasseres efter fem år, hvor mandens sæd gemmes uden tidsbegrænsning.

Fertilitetsbehandling må ikke være et tabu

Cathrine Widunok, der blandt andet står bag bloggen RockPaperDresses, har siden 2017 været åben og ærlig omkring sit og sin mands forløb med fertilitetsbehandlinger, der i oktober 2018 gav dem deres søn, Eddie. Hun har slået et slag for at bryde tabuiseringen af fertilitetsbehandlinger, og har åbnet sin blog op for alle de læsere, der sender og deler deres erfaringer med hende.

“Jeg deler alle de fortællinger om fertilitetsbeløb, som jeg får tilsendt, for de har alle en berettigelse. Der er lige så mange beretninger, som der er kvinder i fertilitetsbeløb”, fortæller Cathrine.

Det var derfor også nærliggende for Julie Agerschou, kvinden der i januar i år rakte ud til Cathrine med sin fortælling, at få støtte fra nogen, der kunne bidrage til mediebevågenhed omkring det tunge men vigtige emne.

Julie har en barsk historie bag sig, og hun står på nuværende tidspunkt i den situation, at hun har befrugtede æg opbevaret, der står til snart at skulle kasseres – uden de fejler noget. Men hvad nu, hvis Julie ønsker at få et barn til om 1, 2 eller 4 år? Så ville Julie skulle igennem et hårdt fertilitetsforløb endnu engang, velvidende hvor hårdt det tog på hende fysisk og psykisk, sidst hun gik igennem det.

Tager sagen i egen hånd med et nyt borgerforslag

Borgerforslaget, som Julie Sams Agerschou har stillet sammen med blandt andre Cathrine Widunok Wichmand, ønsker at ændre den nuværende lovgivning indenfor fertilitetsbehandling, så kvinders æg kan blive nedfrosset, indtil de er fyldt 46 år og ikke længere kan modtage fertilitetsbehandling.
På nuværende tidspunkt kan befrugtede og ubefrugtede æg, der er udtaget i forbindelse med fertilitetsbehandling, ikke opbevares mere end 5 år efter udtag. Du skriver som kvinde under fertilitetsbehandling under på, at æggene destrueres efter 5 års opbevaring, hvis ikke du benytter dem inden. Mandens sædceller kan derimod opbevares på ubestemt tid. I dag er borgerforslaget opnået næsten 23.000 underskrifter!

Forslaget skal have 50.000 underskrifter for at blive indført, men for Julie og Cathrine er det allervigtigste, at de med blogindlægget har fået sat emnet på dagsordenen.

Du kan skrive under på borgerforslaget her 

Julies hjerteskærende historie

Læs Julies historie her: Vi må på forhånd sige, at historien er barsk og vi sætter pris på Julie har åbnet op om denne sårbare del af sit liv, og tager sagen i egen hånd med sit borgerfroslag til regeringen. Historien er oprindeligt delt på Cathrines blog her.

Min fertilitetshistorie starter nok lidt atypisk. I januar 2012 blev jeg naturligt gravid i første hug. Jeg var 26 år dengang og min kæreste (nu mand), Kristian, og vi havde besluttet, at vi gerne ville have en baby. Vi havde været kærester siden 2004, og det passede perfekt ift. uddannelse og specialeforsvar (åh, den luksus nogle mennesker har ift. at kunne time en baby, det var dengang…).
Graviditeten forløb uden problemer indtil søndag d. 2. september, hvor der blev holdt et babyshower for mig. Jeg var i uge 36. Efter en gåtur, gik vandet. Midt på Dronningensgade udenfor min mors hoveddør. Kristian var lige ankommet for at hente mig. Jeg gik i panik, men min bedste veninde, der også var jordemoderstuderende, fik beroliget mig, og vi ringede til Hvidovre Hospital. Vi kørte derud, og jeg begyndte at få veer. Efter en lang nat med veer, var min fødsel gået lidt i stå. De tog blodprøve på min søns hoved og tredje gang var iltmætningen faldet. Jeg skulle have kejsersnit. Ikke sådan haste-haste, men han skulle ud indenfor en halv time. Jeg blev gjort klar og åbnet på operationsstuen, lettere forvirret, ked af det over ikke at skulle føde vaginalt, men også lettet over at slippe for veerne.
Jeg ved ikke, hvordan jeg skal fortsætte historien andet end, at lægerne kunne ikke få ham ud af min livmoder. Hans lille hoved havde sat sig fast i mit bækken og min livmoder modarbejdede også lægerne. Jeg fattede ingenting og troede, at alt var normalt. Han kom ud efter 10-15 minutter og hastet til børnebordet. Jeg forstod ikke alvoren, før jordemoderen kom hen til Kristian og sagde, at han skulle sige farvel til vores søn. Sådan, et endeligt farvel. Jeg skreg og gik i chok. Jeg mistede også meget blod og var selv ved at tage billetten…
… Efter min søn Marvins fødsel fulgte de værste år af mit liv. Jeg tror, at det at miste sit barn, det er det værste, man kan komme ud for. Den altoverskyggende sorg kan ikke beskrives med ord. Vi kommer os aldrig over tabet af vores søn, men vi har nu lært at leve med det.
Men tilbage til fertilitetsfokusset. Et par måneder efter vores søns fødsel besluttede vi os for at prøve igen. Vi tænkte, at det kom til at gå hurtigt ligesom første gang. Men nej… Hverdagen blev langsomt fyldt med ægløsningstest, stress, nederlag, gode råd (”I skal bare lade vær’ med at fokusere på det!”  … ”Ja tak for lort!”) og skuffelse over egen krop og et halvt år senere blev jeg scannet, hvor de mente, at der måske var væske i mine æggeledere. Jeg blev opereret og mine æggeledere var meget fine helt uden væske. Dog havde de fjernet arvæv fra kejsersnittet og lagt min livmoder på plads igen efter den havde klistret sig fast oppe ved navlen. Efter operationen var jeg overbevist om, at nu ville jeg blive gravid.
Et par måneder senere tog jeg en ægløsningstest, som var positiv. Det gav ingen mening, da det var alt for tidligt ift. min cyklus. Jeg tog en graviditetstest og den var svagt positiv. Jeg var totalt forvirret, for jeg havde næsten lige haft menstruation. Jeg blev scannet, men de kunne ikke se noget i livmoderen. Lægen sagde, at det passede med en meget tidlig graviditet, men ifølge min cyklus ville jeg være længere henne. Det gav ingen mening. En uges tid efter scanningen, den 1. januar 2014 om aftenen, fik jeg ondt i maven. Vi ringede til 1813 og vi tog på Herlev. Jeg blev scannet og begyndte at bløde. De mente, at det var en graviditet udenfor livmoderen.
Jeg blev hasteopereret om natten og vågnede op helt ødelagt (ligesom den rørende video, da Cathrine Widunok vågnede op på Herlev med de samme skudhuller i maven efter en graviditet udenfor livmoderen). De fortalte, at de havde fjernet en meget stor graviditet (omkring 8 uger), der havde siddet i æggelederen. Æggelederen var også fjernet og de fortalte mig, at den anden heller ikke så for godt ud, så de anbefalede fertilitetsbehandling til os. Jeg var i chok. Både over graviditeten udenfor livmoderen, kun én slatten æggeleder tilbage og fertilitetsbehandling!
Jeg kunne ikke mere. Jeg var stadig i stor sorg efter tabet af vores søn og nu det her?
Jeg græd og græd og ville bare ud af min krop. Lægerne fra Herlev ringede til Hvidovres fertilitetsklinik og fik en hurtig aftale til os.

…

Fertilitetslægen på Hvidovre anbefalede mig at få fjernet den slatne æggeleder, da den kun ville være til besvær, da en potentiel graviditet kunne sætte sig der, og fordi væsken i den ville kunne ”skylle” et befrugtet æg ud af min livmoder. Så jeg blev opereret i underlivet for tredje gang på et halvt år (heldigvis elsker jeg narkose ). Efter operationen og en cyklus, kom vi i gang med en kort behandling (modsat en lang hormonbehandling, red.). Der kom omkring 10 æg ud, og lidt under halvdelen blev befrugtede. Vi tog forventningsfulde ud til Hvidovre for at få lagt et to-dages æg op.
Desværre kunne lægen ikke finde op i min livmoder med kateteret. Hun sagde, at det nogle gange kunne ske, og hun gerne ville prøve dagen efter, eventuelt med en kollega som backup. Det samme skete dagen efter, de kunne ikke finde op i min livmoder med kateteret. Jeg gik i panik! Jeg havde ingen æggeledere, så jeg kunne ikke blive gravid naturligt, og nu kunne lægerne ikke engang finde op i min livmoder! Hvordan skulle jeg så nogensinde få et æg derop? Heldigvis overlevede tre af æggene og blev nedfrosset som blastocyster (5-6 dages æg).
I en cykluspause ville lægerne finde ud af, hvad vi kunne gøre. Det endte med, at de ville lægge mig i narkose igen og finde derop med et kamera, inden de ville prøve igen med kateteret med ægget. Det gjorde de så, og det viste sig, at min livmoder åbenbart ligger stik vestpå… Ved selve ægoplægningen havde de et narkoseteam standby, og så mange læger og sygeplejersker på stuen, at vi næsten ikke kunne være der. Det hele endte med, at de fik det skide kateter op og derfor kunne lægge en fin blastocyst derop. Vi (og lægerne) var så glade og lettet over, at det kunne lade sig gøre, at vi næsten ikke tænkte på, om det blev til en graviditet. Nu vidste vi, at de kunne komme derop.
Jeg blev ikke gravid.

…

De efterfølgende måneder fik vi brugt de resterende fryseæg uden held og var igennem endnu en kort behandling med ægudtagning og efterfølgende flere ægoplægninger. Igen uden held. Vi var ved at blive sindssyge. Jeg var så langt nede både fysisk og psykisk.
I starten af 2015 begyndte jeg så på en lang behandling. Og den syntes min æggestokke var mega lækkert. Jeg fik taget 18 æg ud! 15 af dem blev befrugtede og syv blev til flotte blastocyster. Da jeg var blevet overstimuleret, ville lægerne vente med at lægge et æg tilbage til den næste cyklus. På min 30 års fødselsdag i april fik jeg lagt den første blastocyst op. Efter to uger tog jeg en graviditetstest, og den var positiv! Jeg var så glad.
Men glæden var kort og fire dage senere begynder jeg at bløde, som i virkelig at bløde. Jeg aborterede spontant og kunne ikke forstå, hvorfor der ikke var noget, der gik vores vej. Nu var jeg endelig blevet gravid, og så skulle jeg også til at abortere?
Det tog et par måneder, inden jeg var klar til at få lagt en ny blastocyst op. Det fik jeg i slutningen af juni 2015. Og otte måneder senere kom vores datter, Matilda, til verdenen. Den mest fantastiske og vidunderlige pige, der bliver fire år lige om lidt! Hun kom ved et planlagt kejsersnit, da min livmoder ikke kunne klare en fødsel.

…

I sommeren 2018 følte vi os klar til at gå i gang med behandling igen. Vi havde stadig fem blastocyster på frys, som vi frit kunne bruge på Hvidovre. Vi havde aftalt, at vi ville give det et skud med de fem æg, og hvis ingen blev til noget, så ville vi lige tage det op til overvejelse igen. Vi ringede til Hvidovre efter sommerferien.
Jeg blev scannet et par gange og fik lagt endnu en blastocyst op i min naturlige cyklus. Otte måneder senere kom vores anden søn, Vitus, til verdenen. Det var den letteste fertilitetsbehandling ever, der endte med den dejligste lille frø!
Hans start på livet var dog ikke lige så let. Efter at have læst Cathrines fødselshistorie, kom jeg til at tænke på, hvad jeg mon skulle gøre, hvis der opstod komplikationer, og Kristian skulle gå med Vitus og jeg skulle ligge alene tilbage på opvågningen efter det planlagte kejsersnit. Jeg aftalte med min søster, at hun skulle sidde et sted på Hvidovre, hvis nu, at Vitus skulle på neonatal. Vi havde ingen anelse om, at vi ville få brug for hende. Men det fik vi. Vitus kom ud uden problemer, men efter et par sekunder på mig, blev han blå. Hans små lunger var ikke klar til verdenen udenfor min livmoder, så han blev kørt på neonatal med Kristian og min søster sad hos mig på opvågningen, mens jeg græd og græd og rystede over hele kroppen (tak til Cathrines historie, uden den, havde min søster ikke været der til at berolige og trøste mig). At se endnu søn få hjertemassage har retraumatiseret mig fuldstændigt, da vi jo troede, at han ville komme ud og være helt rask og klar, som sin søster. Vi tilbragte 13 dage på neonatal, hvor Vitus først var i respirator, senere cpap, med slanger, drop, overvågning, gulsot, sonde osv. osv. Han er helt normal og rask i dag og fylder snart 1 år!