Ofte kan vi være bange for at sige fra, fordi vi frygter, at vi så bliver afvist. Vi går dermed på kompromis for at bevare den gode stemning – og i sidste ende for at bevare relationen til den, vi frygter vil afvise os.
Der er mange måder at sige fra på. Du kan sige ’nej’. Du kan sige ’det vil jeg ikke være med til’. Men du kan også bare udtrykke dine behov og ønsker – med risiko for, at de ikke bliver mødt. Og fordi du måske ikke vil mærke den smerte, siger du IKKE fra, og du giver ikke udtryk for dine behov og forventninger til den anden. Det kan være din kæreste eller en god ven. Hvad opnår du ved det? Du opnår at bevare relationen. Hvad mister du? Du mister kontakten til dig selv og DIN personlige frihed til at give udtryk for den, du er.
Hvad er mest værd? En relation, som kun er holdbar, fordi du ikke siger fra eller viser, hvem du er? Eller at miste en relation, men turde udtrykke dig selv.
Bliver i et smertefuldt forhold
Mange vil faktisk helst bevare relationen eller parforholdet på bekostning af sig selv. Men det er, fordi de ikke forstår, hvor smertefuldt det faktisk er at miste kontakten til sig selv. Smerten ved at miste en kæreste eller en god ven føles større end at miste sig selv, for vi er jo i forvejen vant til at gå på kompromis og lytte til alle andre end os selv. Smerten og sorgen ved at miste et andet menneske er til at tage og føle på. Når du mister dig selv, er det mere diffust.
Men hvis du virkelig mærker efter, er du så lykkelig i sådan en relation? Eller kræver det for meget af dig at skulle lægge låg på dig selv for at stille en anden tilfreds? Og hvis det er sådan, hvilken reel værdi har forholdet så? Kort sagt: Hvad bidrager det med? Og hvad kræver det af dig? Er der balance mellem de to?
Det nytter ikke noget at undgå afvisninger
Vi er så mange, der føler så stor smerte ved afvisninger, at vi kaster os ud i manøvrer, så vi undgår det. Du siger måske: ”Det er helt i orden. Det forstår jeg godt,” når din date eller kæreste aflyser jeres aftale tredje gang i træk. Men i virkeligheden er det hverken i orden eller rimeligt, og forståelsen for hans situation er større end forståelsen for din egen. Eller din veninde gider aldrig komme hjem til dig, men vil kun mødes ude i byen, og det slår du dig til tåls med i flere år måske. MEN … hvad sker der den dag, du bliver mere insisterende på, at hun også besøger dig? Er det SÅ krævende en anmodning, at hun ikke kan leve op til den? Ser du, det er faktisk først, når du stiller krav, at du finder ud af, om folk stadig er der for dig.
Der er ingen fidus i at undgå afvisninger ved at rette ind efter andre. Du opnår kun en kunstig accept af dig, for kærligheden er betinget af, at DU retter ind. Hvis du er klar til at håndtere en afvisning og teste et forholds sande værdi, skal du stille dig frem som den, du er, og give udtryk for dine behov. Så længe du ikke gør det, kan du godt beholde folk hos dig, javist – om det er familiemedlemmer, venner eller en kæreste – men det er på betingelse af, at jeres relation primært foregår på deres præmisser.
Lad endelig folk falde fra
Spørgsmålet er, om du er villig til at miste folk og deres betingede kærlighed. Først må du være villig til at gå dine utilfredsstillende relationer efter i sømmene. Jeg siger ikke, du skal cutte 90 procent af dem, du kender, ud af dit liv. Der er også noget smukt i at være med det, der ikke er perfekt. Men du kan starte med at være ærlig omkring dine ønsker og behov og insistere på, at andre lever op til dine standarder for, hvad en god relation er. Det kan være, at dine standarder lyder på nærvær, ærlighed, omsorg og gensidig respekt. Og hvis folk ikke kan leve op til det, skal de nok cutte sig selv ud af dit liv, for du bliver pludselig for besværlig. Du skal egentlig bare være ærlig – så klarer resten sig selv, og dine relationer vil rette ind eller falde fra. Dem, der er tilbage, er dem, der ønsker dig i deres liv – også på dine betingelser.
