Hvis du er (eller har været) på datingmarkedet, har du sikkert oplevet at skrive beskeder, der aldrig blev besvaret, planlagt en date, der blev aflyst, ventet i dagevis på et svar eller at blive forgudet i en måneds tid for derefter at blive ghostet. Med den slags oplevelser i rygsækken er det forståeligt, at du ikke længere har lyst til at date. ’Datingklubben’ er blevet en klub, du ikke har lyst til at være medlem af.

Du kan melde dig ud, eller du kan vælge at finde tilbage til dig selv, til der, hvor du bliver accepteret og rummet som den, du er. Hvor du bliver elsket. Af dig selv. På engelsk kalder man det radical self love, og den her selvkærlighed og selvaccept kræver faktisk øvelse og en del påmindelse, for vi er ikke vokset op med, at alle vores følelser var accepteret på lige fod. Det er fx mere okay at være glad end at være ked af det eller vred, på trods af at alle følelserne tilhører grundfølelserne og dermed en del af det at være menneske. Måske har du også prøvet at opleve en, der sagde ”Smil!” til dig, som om det var et krav for, at du havde lov til at være der, eller på anden vis oplevet en, der helst ville være sammen med dig, hvis du var glad. Ikke særlig kærligt. Der er ingen af grundfølelserne, der har mere værdi end andre. Bortset fra den værdi, vi tillægger dem, selvfølgelig.

LÆS OGSÅ: Den her ting skal du være opmærksom på, når du dater

Betinget kærlighed er normalen

Og selvom du har haft en harmonisk barndom og kærlige forældre, så er du stadig ikke elsket betingelsesløst, forstået på den måde, at hvis du fx var ked af det, så blev himmel og jord sat i bevægelse for, at du IKKE skulle være ked af det. I den bedste mening, ja, men det gav dig alt andet lige en oplevelse af, at det ikke var okay at være ked af det. Det skulle fikses. Det kan også være, at dine forældre ikke ville fikse det, men i stedet sendte dig ind på dit værelse, indtil du blev glad igen. Denne metode tilhører primært den lidt ældre generation, som ikke engang evnede at fikse følelsen af ked af det-hed, men i stedet forsøgte at gemme den helt af vejen.

Vores forældre er heller ikke vokset op med at blive elsket betingelsesløst, og samfundet som helhed praktiserer det jo heller ikke. Fx skal man nødig begynde at græde i offentligheden, og hele karaktersystemet i skolen symboliserer også den vurdering af individet, som er fuldstændig normal, og som vi måske kunne kalde betinget kærlighed – altså du modtager anerkendelse ud fra din præstation.

Alle disse sår fra barndommen og ungdommen, der udspringer af følelsen af ikke at være god nok, bliver i den grad hevet frem i lyset, når vi dater og i den proces bliver afvist på den ene eller anden måde. Vi tror ubevidst, at vi fortsat skal præstere eller være noget bestemt for at blive accepteret – nu bare af en mand på en datingapp. Det kan være, vi tror, vi skal være pænere, klogere, mere sexede, mere glade og for alt i verden ikke blive for ’besværlige’ og skræmme mændene væk.

Du skal ikke bevise dit værd

Hele det her mindset er så indgroet i os, at vi skal blive virkelig skarpe på, at sådan hænger det ikke sammen. Kærlighed handler IKKE om, at du bliver elsket, hvis du først kan præstere noget over for en mand og vise, at du er værdig til at blive elsket af ham. Men fordi vi tror, at det ER sådan, prøver vi hele tiden at bevise vores værd. Det er derfor, dating er så hårdt for mange, men det er også en oplagt mulighed for selvudvikling. Jo mere du føler dig såret, afvist og modløs, jo mere er det nødvendigt, at du vender hjem til dig selv i fuld selvaccept. Du skal insistere på at lære at elske dig selv, for ingen andre insisterer på det. Det er din opgave og din gave til dig selv.

Okay, hvordan? Der er mange måder, men her får du to af de essentielle:

1) Acceptér alle dine følelser.

Når du fx bliver ked af det, så se den følelse som en vigtig budbringer fremfor at blive irriteret over, at følelsen ødelægger din dag. Acceptér, at der er en rigtig god grund til, at du bliver ked af det. Det siger sig selv, at det ikke er for sjov, at følelsen opstår. Vær nysgerrig og åben. Rum dig selv.

2) Vær til stede i kroppen.

Følelser sidder i kroppen, så når du skal rumme en følelse, betyder det, at du skal tillade dig selv at mærke den i kroppen. Du skal ikke være bange for den, følelsen kan ikke gøre dig noget. Den sidder som en (måske meget svag) kropslig fornemmelse et sted, og der guider du din bevidsthed hen. Mærk den, og sig til dig selv, at den godt må være der. Det er den måde, du tager dig af dit indre barn på, og indre barn-arbejde kommer vi ikke udenom, når vi skal lære at elske os selv. Efter nogen tids anerkendelse og accept af følelsen/kropsfornemmelsen, forsvinder den. Dit indre barn er blevet hørt og behøver ikke længere at råbe dig op.

Når du kan tillade alle følelser og turde være med dem i kroppen, bliver du meget mere selvaccepterende og selvkærlig. Du vil dermed lettere kunne acceptere en andens følelser, og du vil have lettere ved at stå ved dine følelsesmæssige behov i et nyt forhold – og kunne forlade dette forhold, hvis dine følelser ikke bliver accepteret.