Solen skinner, og det er tid til at køle ned med en god is, men hvor skal man gå hen for at få byens bedste? Vi har afprøvet en masse steder for jer, og har fundet frem til de bedste isbarer i København.
Hansens Flødeis
På hjørnet af Nørre Farimagsgade og Frederiksborggade ligger denne lille hyggelige isbiks. Den er tæt på søerne og Kongens Have, som jo er to skønne steder at nyde sin is på en god sommerdag. Hos Hansens Flødeis sælger de kugler is, og smagen er helt i top. Der er masser af forskellige varianter, og ønsker man lidt ekstra på toppen af isen, så kan man også få det. Mums!
OLUFs IS
På Østerbro ligger den italienske isbar OLUFs IS. OLUFs IS er for dig, som elsker is på pind. Her kan du nemlig få italienske ispinde i masser af varianter og størrelser. Du vælger selv, hvilken smag din is skal have, samt hvilket overtræk og krymmel du ønsker – alt i alt designer du din helt egen is. Det bliver ikke bedre!
Ismageriet
De fleste har allerede hørt om den gode isbar på Amager, og har måske også allerede besøgt den. Her kan du få is på den gode gammeldags måde med kugler, guf og hvad der ellers hører til. Hos Ismageriet er det muligt at tage isen med to-go eller sidde og nyde den på deres solrige terrasse.