Da jeg en forårseftermiddag lader min krop falde ned i de plyssede biografæder er det uden forventninger. Filmtitlen ”De Standhaftige” ringer ikke umiddelbart en klokke hos mig, hvilket gør min filmoplevelse mere autentisk – jeg møder nemlig op uden et eneste gram af forventninger til.

Imens jeg ser filmen ”De Standhaftige” rører den dog noget helt essentielt i mig. Hele historien der udspiller sig i mellem hovedrollerne, balletdanseren Sofie (Cecilie Lassen) og krigsveteranen Thomas (Mikkel Boe Følgsgaard), gjorde et indtryk på mig, som sad i min krop, både under og efter filmen.
Da jeg går summende fra biografen efter at have set ”De Standhaftige”, slår det mig, hvad hovedrollernes historie i filmen havde rørt i mig: Kærligheden og at plante håb i andre mennesker, når de selv har glemt den.

Hvis du slår definitionen af ”standhaftig” op i en ordbog, vil der stå: ”En som står fast på en beslutning; som ikke giver efter for fx fristelser, vanskeligheder eller modgang”.

Jeg har været standhaftig i mange omgange i mit liv. Jeg har været standhaftig, da jeg kæmpede mig fra en størrelse 42 til en størrelse 38. Jeg har været standhaftig, da jeg var mønsterbryder i min familie, og derfor var den første som fik en bachelorgrad fra universitetet. Jeg var også standhaftig, da jeg i en alder af 22 år blev ramt af stressrelateret angst, og skulle i gennem en rutsjebanetur af følelser. Det hele krævede dedikation, vedholdenhed og styrke.
Jeg var standhaftig – men det kunne jeg kun være, fordi jeg havde kærlige mennesker omkring mig, som hjalp mig med at huske på, hvordan jeg kunne være standhaftig. Den bedste version af mig selv lærer jeg kun at være, hvis jeg lytter til de mennesker, som elsker mig og ser et lys i mig – de ser nemlig ikke mine fejl og mangler på samme måde, som jeg gør. Det er den samme historie i ”De Standhaftige”: Sofie ser styrkerne i Thomas, som han har glemt. Så i stedet for at ynke ham for hans situation, så giver hun ham tough love og håb, fordi hun vælger at rumme den han er. Hun bliver hans klippe. Og vi mennesker har brug for klipper, som vi kan læne os op af og samle styrke på, når vi selv er i underskud, inden vi løber i mod vores næste mål.
Sofie hjælper Thomas til at skrive hans historie om. Hun vender hans negative tankemønster og offerrolle med de tre bedste våben: Håb, lytning og (selvfølgelig) kærlighed – og derfor er ”De Standhaftige” rammende, fordi filmen er en hyldest til vores klipper og de mennesker, der er der, selv når alt ser sort ud. Filmen er en kærlighedshistorie i mellem to ekstreme modsætninger, hvor det rå og fine mødes, og hvor dedikation bliver nøgleordet. Desuden er filmen ikke en traditionel militærfilm, men dykker derimod et lag længere ned, hvor biografgængerne får både grin, tårer og glæde at føle.

”De Standhaftige” kan opleves i biografer landet over fra d. 7 april og du kan læse meget mere om filmen her, og se traileren nedenfor.