[single_post_category_name]

International vaffeldag: Den ultimative vaffel-guide til København

I dag d. 25 marts er det Vaffeldag og lur mig om ikke magasiner og blogs vil bugne af flotte billeder og inspirerende opskrifter. I år har endnu flere restaurationer også vafler på menuen. Ja, faktisk er vaffelfeberen over os mere end nogensinde!

Da jeg for nogle år siden begyndte at blogge om alternative sunde (mad)vafler, var der ikke mange vafler at spore på cafeer og restauranter i København. Og i så fald var det den klassiske variant med is eller flormelis/syltetøj.

I dag har mange af de spritnye cafeer vafler på menukortet. Som Community Manager på Yelp.dk har jeg især bidt mærke i disse moderne vaffelfortolkninger i byen; 

Sidecar på Skyttegade.
Den populære nye café på Nørrebro har netop lanceret en glutenfri spinatvaffel med laks, friske tomater og spinatblade, hytteost og spirer.

The Union Kitchen på Store Strandstræde
Introducerede københavnerne for den amerikanske ”chicken & waffles” og serverer denne ultrasøde kærnemælksvaffel toppet med den salte kontrast; stærk harissa og kylling. Og så noget sødt igen: yoghurt og ahornsirup.  

Banh mì vaffel, Copenhagenbyme.com

Alabama Social ved Søerne
Madklubbens amerikanske barn har givet os Waffle ’n’ Shrimps – en belgisk vaffel med friterede gambas & barbecuesauce.

Chicken & Waffles på The Union Kitchen. Yelp.dk

Møller Kaffe & Køkken på Nørrebrogade
Sidste års store cafényhed som uden tvivl placerer sig i top 5 blandt byens mest fotograferede brunch har også styr på det med vaflerne. Anmelderne på Yelp elsker det her sted, og vaflerne bliver rost for at være en ”blødsprødsej” belgiske vaffel med english custard og syrlige mørke bær.

Belgisk vaffel på Møller Kaffe & Køkken, Yelp.dk

Proviant på Randersgade
På Randersgade på Østerbro er der også åbnet en lille lokal café, Proviant, som serverer varme sprøde fuldkornsvafler (samvittigheden er reddetJ) med nutella og frugt. Meget fotovenligt  – og en lækker, simpel start på dagen.

Fuldkornsvafler på Proviant, Yelp.dk

Wulff og Konstali på Amager
Introducerede for alvor bland-selv-brunchen til københavneren og herude toppes vaflen med saltkaramel og frysetørrede hindbær.

… Også nye steder som Fusion Køkken, Moffee og Atletica i indre by har fået vaflen som fast inventar på menukortet – i mere moderne fortolkninger end ”is / syltetøj og flormelis”. Det er næsten blevet et must at have en vaffel på menukortet som ny café i byen.

Vafler på Moffee, Yelp.dk

Så ja, find du bare det gamle vaffeljern frem fra gemmeren i dag, eksperimentér og rid med på den lækre vaffelbølge!

 

Del vores artikel:

Facebook
Twitter
Pinterest
LinkedIn

Skriv et svar

ChriChri

Du vil måske også kunne lide