Du har endelig fri og masser af tid til at gøre lige, hvad du vil. Men.. hvad gør man så egentlig med al den tid? Når man er vant til at navigere i en travl hverdag med arbejde, aftaler og praktiske ting, kan man nogle gange slet ikke finde ud af at holde fri. Vi har fundet nogle superfine aktiviteter, du kan bruge din ferie i Odense på.
LÆS OGSÅ: Lækre steder at spise tømmermændsmad i Odense
Michaelangelo Særudstilling
Ja okay, det er sommer, men vi ved jo også godt, at vejret ikke altid opfører sig sådan herhjemme. På de lidt for grå dage er det perfekt at tage på museum, og det behøver ikke være kedeligt. Du kan nemlig for første gang i Danmarkshistorien opleve den komplette samling af Michaelangelos værker HER I DANMARK! Yup, det er dem folk normalt rejser til Rom for at kigge på i det Sixtinske Kapel. Afsted med dig, din gamle billedkunstlærer ville være så stolt.
Hvor: Den store sal i ODEON, Odense
Hvornår: Hver dag fra 4/7 til 15/8 2018, kl. 10-17
Pris: 150 for en voksen, gratis for børn under 17 i selskab med en voksen og mulighed for både studie- og pensionistrabat
Læs mere her
Tinderbox og Grøn Koncert
Hvem elsker ikke festivaller? Tinderbox løber af stablen for 4. gang nogensinde i år, og det bliver så godt. Den store festivalplads ligger ikke langt fra Odense Centrum, og det er derfor nemt at cykle eller gå derhen. Årets lineup er perfekt for den elektronik-glade og rock-glade festivalgænger, og byder på blandt andet Kygo, Iggy Pop, Depeche Mode, Jack White og Steve Aoki. Herudover er der som et nyt tiltag en del comedy-navne på plakaten.
Har man ikke tid til at rive tre dage ud af kalenderen, rammer den 36 år gamle Grøn Koncert Odenses plæner i Juli, og her kan du nyde kolde øl, mens du lytter på blandt andet Lukas Graham, Aqua og D-A-D; perfekt kombination.
Hvor: Tinderbox i Tusindårsskoven og Grøn Koncert på Dyreskuepladsen, Odense
Hvornår: Tinderbox 28. – 30. Juni ’18, Grøn Koncert den 27/7/18
Pris: TB partoutbillet 1595 kr., Grøn 275 kr.
Læs mere om Tinderbox og Grøn Koncert
Kom tæt på Hergé
Brandts Museum har hele sommeren over den fineste udstilling, hvor man kan komme helt tæt på Hergé, kunstneren bag Tintin. Her kan man kan opleve tegneseriemesterens inspiration fra og kærlighed til andre store kunstnere, og så kan man selvfølgelig se en masse af hans fantastiske tegninger af blandt andet Tintin. Brug en regnvejrsdag på at udforske den flotte udstilling som taler til både børn og voksne!
Hvor: Brandts i Odense
Hvornår: Fra nu til 2/9/18
Pris: 90 kr. pr. person og fri entré hver torsdag aften kl. 17-21
Læs mere her
Hygge i Mosen
Det bliver næsten ikke mere Odense-agtigt end grill og hygge i Munke Mose. Tag venner og familie i hånden, tæpper, øl og engangsgrill under armen, og nyd solskinsdagene som resten af Odense gør det – i mosen. Her kan du desuden leje cykelbåde og sejle en tur på åen eller vise børnene den eventyrlige legeplads.
Hvor: Munke Mose, Odense
Hvornår: Hele tiden!
Pris: Gratis, selvfølgelig
Læs mere her
Havnebadet og friluftsbadet
Hvis sommeren bliver lige så lækker og varm, som vi håber, at den gør, så er det badevejr! Du skal ikke lede lang tid, før du finder nogle gode steder at køle kroppen ned i Odense. Friluftsbadet ligger ikke så langt fra centrum, og her er indgangen for andet år i træk gratis. Der er masser af plads til at ligge og sole sig dagen lang og nogle gode store bassiner at bade i.
En anden mulighed for at køle ned er det lækre, nye havnebassin. Her er der plads til 300 mennesker ad gangen; meningen er ikke, at man skal ligge hele dagen og sole sig, men simpelthen at man kan cykle ned til det dejlige havneområde, tage en dukkert eller 3, og så eventuelt tage i Storms Pakhus og drikke en kold Odense Classic efterfølgende.
Hvor: Odense Havnebad og Odense Friluftsbad
Hvornår: Havnbadet har åbent året rundt på forskellige tidspunkter, Friluftsbadet fra 2/6 til slut august.
Pris: GRATIS!
Læs mere om havnebadet og friluftsbadet
Kulturbotanisk have
Mange Odenseanere ved det ikke engang selv, men Odense har sin egen botaniske have. Den er ikke lige så stor og ‘overdådig’, som den man finder i København, men den lille gemte perle kan helt sikkert noget. Ferietid er en perfekt mulighed for at få udforsket den fine have, hvor der findes en masse smukke planter og blomster og nogle bordebænkesæt, hvis man har medbragt frokost.
Hvor: Ejbygade, Odense
Hvornår: Hele tiden
Pris: Gratis
Læs mere her
Klatrepark
Har du også en klatreabe gemt i maven? Tæt ved Rosengårdcenteret i Odense finder du Funky Monkey Park, hvor du med lidt hjælp fra instruktører får lov at klatre rundt i træer og opsatser, mens du sikrer dig selv henad vejen på de fede forhindringsbaner. Der er selvfølgelig også ziplines, og det der hører til, og det er helt perfekt til en familieudflugt eller til en gruppe venner at få udfordret sig selv lidt sammen.
Hvor: Funky Monkey Park, Odense
Hvornår: Hele sommeren
Pris: 289 for en voksen, mulighed for gruppe- og studierabat
Læs mere her
God sommer <3