Det skal du spise og drikke på årets Roskilde Festival

Nu er der ikke længe til, at årets Roskilde Festival løber af stablen, og ja, selvfølgelig kommer man for musikken og for det gode selskab, men maden betyder altså og en stor del, hvis du spørger os! Denne gang er der intet mindre end 180 madboder og barer, som udfordrer forventningerne til klassisk festivalmad. I år kan deltagerne spise sig gennem verdensdelene i en ny food truck-park, nyde en specialøl i Beer Barn og nedsætte kødforbruget med plantefarsburgere. Mums!

LÆS OGSÅ: 7 ting du ikke kan undvære på en festival

I år lukker Roskilde op for endnu 20 boder, så der er i den grad nok at vælge imellem og så har Food Court udvidet sig, så der er rig mulighed for at spise street food fra adskillelige verdensdele.

40 % af Roskilde Festivals CO2-aftryk kommer fra produktionen af de mere end 1 million måltider, som spises i løbet af festivalens otte dage, og især kødet fylder en del i regnskabet. Det betyder blandt andet, at en af festivalens nye boder serverer en burger lavet med bøf af plantefars. Festivalgæster med trang til det grønnere alternativ, kan finde plantebøffen hos Naturli’ Foods, der under navnet Plantebevægelsen holder til i det udvidede Food Court-område. Prøvede man ikke insektburgeren på Roskilde Festival 2017 får man igen i år chancen. Boden Syngja, som holder til i Food Court, serverer veggieburger med insekt-sprinkle og green fries med fårekyllinger.

Som noget nyt i 2018 etablerer Roskilde Festival desuden en food truck-park ved Arena-scenen. Her finder man bl.a. mad fra Jamaica, Vietnam, Italien, Indien og klassikerne som hotdogs og en stribe lækre burgere. Ved Arena-scenen kommer også Birthesminde, der serverer kød fra den  sortbrogede landracegris –  en gammel race med langsom vækst. Der bliver også etableret en food truck-park i campingområdet ved Agora J, blandt andet for at sikre et godt udbud af morgenmad til dem som overnatter lidt længere væk fra hovedområderne. Derudover finder man i samme område italiensk polenta, indisk street food og autentisk vietnamesisk mad.

Til de tørstige

Også på drikkevarefronten er der nyt. Ved Trade Zone stiller københavnske Vinhanen for første gang op med økologiske vine, sangria og spritz. Til dem der har brug drikkevarer med en lidt blødere mundfølelse, kan man i det nye Food Court-område finde Naturmælk som shaker mælkecocktails.

Gringo Bar er én af festivalbyens gamle kendinge og kan i år fejre 20 års jubilæum. I den anledning frisker de barkonceptet op med tequila-klassikeren Mucho Macho og et særligt G&T-område, mens fans af kultfilmen The Big Lebowsky kan se frem til at få deres white russians serveret af The Dude-udklædte bartendere. I alt har Gringo Bar fem forskellige tema-barer på deres sædvanlige område.

Allerede tilbage i 2017 gik folkene bag Skotlander Rum i gang med at gøre klar til dette års festival. Da Orange Scene blev pakket ned, var det nemlig med fire 50 liters tønder med lys, økologisk rom på 63 % rullet ind i teltdugen. Efter 12 måneder tappes rommen nu på flaske, og det bliver en ganske eksklusiv rom, da der kun bliver tappet 500 flasker. Halvdelen vil blive serveret for alle kunstnere på Roskilde Festival 2018. Resten kan smages eksklusivt i Skotlander Rum Lounge på festivalen .

Til de ølglade findes der igen i år en unik Roskilde-øl, Orange 18, som er en sprød og frisk Session IPA brygget af Jacobsen. Orange 18 sælges blandt andet findes i ølbaren Beer Barn ved Arena, hvor nysgerrige ølentusiaster med lyst til at blive udfordret på smagspaletten kan gå på opdagelser blandt mere end 25 forskellige slags øl.

For de eventyrlystne er der også masser af madrelaterede aktiviteter. Blandt andet inviterer Rub & Stub i samarbejde med Roskilde Festival på Stage Dining for 2000 gæster foran Orange Scene. Rub & Stub afholder også Food Tours, hvor nysgerrige gæster kan komme på temature til forskellige madboder.

Hos Meyers afholdes der workshops, hvor madglade festivalgæster kan give sig i kast med at lave deres egne versioner af Meyers-klassikere så som flæskestegssandwich og kanelsnurrer. Er man tørstig, afholder Skotlander en eksklusiv rom-tasting, hvor man får mulighed for at smage sig gennem tre forskellige rom-cocktails.

Økologisk og hjemmelavet dåsemad

Hvis du er den hardcore festivaltype, har du sikkert haft den tvivlsomme fornøjelse af at stille sulten i rugbrød med dåsemakrel eller den mytiske og næsten uforgængelige Faaborg-leverpostej. Men dåsemad er mere end en regnvåd håndmad. Det beviser spisestedet Dås’npå årets Roskilde Festival, der specialiserer sig i hjemmelavet mad på dåse. Det er Muskelsvindfonden, der driver madboden, og maden laves af kokkene fra Maaltidet, der fylder dåserne med klassiske retter. Maaltidet laver alt fra bunden, og retterne er 100% økologiske.

Der er særlig fokus på det vegetariske, og Hipstergryden med kikærter, grønt og chilicreme og den indiskkrydrede Vegetar-biryani med flækærter står til at blive publikumsfavoritter. Ellers står den på hjertebørn som brændende kærlighed og danskernes guilty pleasuresvensk pølseret. Den laves med kyllingepølser, så alle trosretninger kan nyde den skandinaviske kultservering.

Der er pant på dåserne, men festivalgæsterne kan selvfølgelig også kaste sig ud i gang dåseskjul efter maden. Hele Dås’ns overskud går til Muskelsvindfonden – så der er god samvittighed til dessert.

 

 

Del vores artikel:

Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter
Del på pinterest
Pinterest
Del på linkedin
LinkedIn

Skriv et svar

ChriChri

Du vil måske også kunne lide

Kom med på den bedste venindetur

Artiklen indeholder sponsoreret indhold Amanda Lagoni er udover at være parterapeut og sexolog, både mor, kone og veninde. Hun møder de samme udfordringer i parforholdet