Interior & DIY

DIY-Guide: Hylde med læderbælter

DIY-Guide: Hylde med læderbælter
Items

Hylde

Læderbælter

Saks

Hultang

Tommestok

Vaterpas

Boremaskine

2 skruer

2 rawlplugs

De fleste af jer er nok allerede bekendt med interiør-bloggen HOMESICK, som de tre piger Camilla Marie, Tatiana & Mette står bag, men nu er de tre piger altså også aktuelle med deres første bog – HOMESICK DIY. En bog for dig som drømmer om at sætte dit eget personlige præg på din bolig. Her får du nemlig hele 66 inspirerende idéer til fede DIY-projekter, både store og små. Bogen kan du købe og læse mere om lige her.

Nedenfor deler de tre piger en af de 66 DIY-guides fra bogen, god fornøjelse!

______

Det er ingen hemmelighed, at vi er vilde med DIY-løsninger til hjemmet, og denne smukke hylde er med garanti et af de projekter, der vil blive spurgt til, hvor du har købt henne – og så kan du jo passende blære dig med dine håndværkerskills. Projektet er dog både nemt og overskueligt, men scchh … det er vores lille hemmelighed! Hylden er egentlig ikke særlig spændende i sig selv, men læderstropperne skaber et karakteristisk helhedsudtryk. Hylden passer ind i alle rum, og er det perfekte spot, til de ting, der fortjener en særlig plads. Pas dog på med overvægt på hylden, da der kan være risiko for, at den vipper.

Sådan gør du

KLIP bæltespænderne af bælterne.

VURDÉR, hvor lang du ønsker stroppen skal være ved at placere bæltet om hylden og holde den op til væggen. Tilpas bæltet og sæt et mærke.

KLIP læderet efter det ønskede mål. Vores stropper måler 80 cm hver.

LAV to huller i hver strop med en hultang. Lav først det ene hul, og saml derefter stroppens ender og lav det andet hul ved at placere hultangen igennem det første hul. På den måde sikrer du, at hullerne passer sammen. Husk at tilpasse hultangen efter størrelsen på dine skruer, så hullerne ikke bliver for store.

SÆT evt. et blyantmærke på væggen, ved at lave en prik igennem hullet på læderstroppen.

BOR herefter et hul i væggen, der passer til den rawlplug og skrue, du skal bruge. Tryk en rawlplug i hullet.

PLACER læderstroppen, så hullerne passer med rawlpluggen og skru skruen i med enten skruemaskine eller skruetrækker.

SÆT hylden igennem den ophængte læderstrop og placer den anden læderstrop i den modsatte ende af hylden. Sæt et vaterpas på hylden, og lav et mærke på væggen igennem hullet på læderstroppen, når hylden er i vater.

FORETAG samme proces som før ved at bore et hul i væggen, tryk en rawlplug i og skru læderstroppen fast.

KLAP dig selv på skulderen over det flotte resultat og nyd synet af dit helt eget håndværk med dine fineste ting på.

Se mere til Homesick på deres Instagram-profil @homesickblog eller på deres blog. Husk at I også kan læse meget mere om bogen og købe den lige her.

Share This