Sanne Jespersen, bedre kendt som Ebola-lægen, var i 2014 udsendt til Sierra Leone for at tage del i kampen imod den frygtelige Ebola-virus, der i øjeblikket hærger Vestafrika. Udsendelsen var langt fra Sannes første, men alligevel efterlod den et stort indtryk hos den seje, jyske læge. ChriChri har taget en ærlig snak med Sanne, der i dette interview fortæller om oplevelserne i Sierra Leone og giver et indblik i, hvordan det føles at gøre en forskel for folk i nød.  

Har du været ude som frivillig før din udsendelse til Sierra Leone?

Ja. Jeg arbejdede første gang i udlandet i 2008, hvor jeg var ansat i 3 måneder som læge på en HIV-klinik i Lesotho i det sydlige Afrika. Det var et almindeligt lønnet arbejde og således ikke frivilligt arbejde. Her fandt jeg ud af, at jeg gerne ville forske i HIV i Afrika og kom i gang med et ph.d.-projekt, som netop omhandlende HIV-behandling i Vestafrika. I forbindelse med det boede og arbejdede jeg i halvandet år i Guinea Bissau, og jeg er aktuelt ved at færdiggøre min ph.d.-afhandling. Derudover har jeg også arbejdet 4 måneder på en HIV-afdeling i Dublin og 6 måneder på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk.

“Her fandt jeg ud af, at jeg gerne ville forske i HIV i Afrika og kom i gang med et ph.d.-projekt, som netop omhandlende HIV-behandling i Vestafrika.”

Med min seneste udsendelse til Sierra Leone, med Læger uden Grænser, er det imidlertid første gang, jeg arbejder for en frivillig organisation. Jeg har altid beundret Læger uden Grænsers arbejde og ønsket at blive udsendt med dem, men det har aldrig før nu passet ind i mine planer. Oftest skal man igennem et langt træningsforløb før en udsendelse samt binde sig for minimum 6 måneder. Men pga. de specielle omstændigheder og mangel på kvalificeret personale til at arbejde med ebola, opstod der for mig en mulighed for at komme af sted med kort varsel og på et kortere ophold.

Hvorfor besluttede du dig for at rejse til Sierra Leone?

Hvorfor gør jeg det? Hvorfor vælger jeg at tage væk fra Danmarks tryghed og bekvemmeligheder for at arbejde med en skræmmende sygdom, der i sidste ende kan koste mig livet? Hvorfor ikke gøre noget godt for danske patienter i stedet for patienter i et fjernt vestafrikansk land? Er det overhovedet vores problem her i Danmark? Der er nok ikke bare ét svar på spørgsmålet om, hvorfor jeg gør det. Der er selvfølgelig en ren faglig interesse for smitsomme sygdomme, som jeg har haft hele mit lægeliv. Jeg er fascineret af sygdomme, der kan spredes fra person til person. Og mange smitsomme sygdomme er bare mere interessante i tropisk klima og i lavindkomstlande, hvor sygdomme spredes lettere.

“Hvorfor gør jeg det? Hvorfor vælger jeg at tage væk fra Danmarks tryghed og bekvemmeligheder for at arbejde med en skræmmende sygdom, der i sidste ende kan koste mig livet?”

En del af mit ønske om at tage til Vestafrika for at hjælpe med dette udbrud skyldes nok også, at jeg har boet halvandet år i Guinea Bissau, der ligger lidt nord for Sierra Leone. Så den del af Afrika har en særlig plads i mit hjerte. På en måde føler jeg, at hvis der sker noget der, er jeg den rette til at hjælpe. Jeg kender sundhedsvæsenet i denne del af verden, og jeg kender kulturen. Vi lever i en global verden. Vi kan ikke bare lukke øjnene for, hvad der sker i Afrika, og jeg synes, at vi, der er så privilegerede, har en pligt til at hjælpe mindre privilegerede.

Hvad sagde din omgangskreds til din beslutning?

Jeg oplevede stor opbakning fra mine kolleger og min chef. De arbejder jo også med smitsomme sygdomme i det daglige og kunne derfor godt sætte sig ind i lysten til at rejse ned for at hjælpe med at bekæmpe verdenshistoriens største udbrud af Ebola. Med deres baggrund havde de jo også en realistisk fornemmelse af, at risikoen, hvis man arbejder med ordentligt beskyttelsesudstyr, imidlertid ER minimal.

Men én ting er at have sin chefs opbakning, noget helt andet er familien. Min mor har altid været moderligt bekymret, når jeg skulle til Guinea Bissau, Lesotho, Grønland eller Irland for at følge min faglige interesse. Men hun har dog altid bakket op om mine beslutninger. Denne gang var der dog en umiddelbar og helt konkret fare forbundet med min rejse. En fare, der måske er endnu sværere at forholde sig til, når man ikke selv har en sundhedsvidenskabelig baggrund.
Jeg husker, at hun tidligere sagde, da jeg luftede muligheden for at tage til Afrika og arbejde med Ebola, at der er visse ting, man stadig skal diskutere med sine forældre, selvom man er blevet voksen. Jeg endte dog med også at få hendes opbakning, da hun skrev til mig: ”Skal lige sunde mig oven på det med Ebolahjælp, – Far kan godt forstå dig”.

“Jeg husker, at hun tidligere sagde, da jeg luftede muligheden for at tage til Afrika og arbejde med Ebola, at der er visse ting, man stadig skal diskutere med sine forældre, selvom man er blevet voksen”

Selvfølgelig var min mor ikke glad for at sende sin yngste datter til et land, hvor jeg potentielt risikerede at pådrage mig en sygdom, der kan koste mig livet. Omvendt tror jeg dog også, at hun har været stolt af min indsats, ligesom min øvrige familie og mine venner har været det. Jeg ville selv have svært ved at se en, jeg elsker, tage til Vestafrika for at behandle patienter med Ebola. Det er lettere at udsætte sig selv for fare og stole på, at man selv vil gøre det maksimale for at undgå smitte. Og så er det altid lettere at være den, der rejser ud end at være den, der venter derhjemme. Fra min kæreste havde jeg fuld opbakning fra starten. Han har selv en videnskabelig baggrund og læste en masse om Ebola og Læger uden Grænser. Herudfra konkluderede han, at risikoen var minimal, og at jeg ville kunne gøre gavn.

Hvordan forbereder man sig mentalt på sådan en tur?

Det gik hurtigt fra jeg d. 22. august søgte om at komme af sted, til jeg sad i flyet d. 15. september. Jeg har arbejdet i Afrika flere gange tidligere, så jeg følte ikke, at det krævede de store forberedelser, men jeg læste alt, hvad jeg kunne komme i nærheden af om Ebola. Jeg fik også reflekteret en del over mine motiver for at rejse og over risikoen ved at arbejde med Ebola, idet jeg gav en del interviews til TV, radio og aviser.

Hvad giver det dig at hjælpe på den måde, som du gør?

En overordnet glæde ved at føle, at jeg var med til at gøre en forskel. At arbejdet gav mening. At der var en udbredt taknemmelighed for vores hjælp. Når vi kørte på arbejde om morgenen i Læger uden Grænsers biler råbte folk ”We love you”, og når vi forlod felthospitalet om aftenen, sagde manden, der sprøjter vores sko med klorin ”Thank you so much for coming here to help us”. Det er dejligt at blive mødt med taknemmelighed for det arbejde, man laver.

“En overordnet glæde ved at føle, at jeg var med til at gøre en forskel. At arbejdet gav mening. At der var en udbredt taknemmelighed for vores hjælp”

Samtidig gav det mig også en faglig tilfredsstillelse på nært hold at opleve verdenshistoriens hidtil største udbrud af Ebola. En sygdom som kun få danske læger har set med egne øjne. Da jeg samtidig holder af at opleve fremmede kulturer, er det berigende at arbejde under så fjerne himmelstrøg.

Læs også Sannes artikel om Ebola, hvor hun bla. fortæller hvordan epidemien egentlig er startet.