Sanne Jespersen, bedre kendt som Ebola-lægen, var i 2014 udsendt til Sierra Leone, for at tage del i kampen imod den frygtelige Ebola-virus, der i øjeblikket hærger Vestafrika. Udsendelsen var langt fra Sannes første, men alligevel efterlod den et stort indtryk hos den seje, jyske læge. ChriChri har taget en ærlig snak med Sanne, der i dette interview fortæller om oplevelserne i Sierra Leone og giver et indblik i, hvordan det føles at gøre en forskel for folk i nød.  

Hvad er dit bedste minde fra turen?

Ud over den overordnede tilfredsstillelse ved at hjælpe, som jeg har beskrevet i det foregående, var det altid en stor glæde at opleve patienter, der kunne udskrives raske. På min første aftenvagt oplevede jeg følgende:

Om aftenen ankommer en ambulance med tre patienter. Jeg undrer mig, da det går op for mig, at der er flere patienter i én enkelt ambulance. Men mine kolleger fortæller, at det snarere er reglen end undtagelsen, og at ambulancerne fyldes med op til otte patienter ad gangen.

Der er mangel på ambulancer, og ofte transporteres patienterne i 8-10 timer gennem landet for at nå til vores behandlingscenter i Kailahun, der er landets eneste virkelig velfungerende Ebola-behandlingscenter. Der er massiv mangel på sengepladser i landet. Det virker helt ulogisk, at en patient fra hovedstaden Freetown i vest kan risikere at skulle køres hele vejen gennem landet til Kailahun i øst. En strabadserende tur, som jeg jo selv har prøvet, og som jeg da på ingen måde kan forestille mig at gennemføre med Ebola. Hverken hvis jeg selv var syg af dette, eller hvis jeg fejlagtigt var blevet anbragt i en ambulance med Ebola-patienter, der kaster op og har diarré. Hvis en patient ikke allerede har Ebola i forvejen, er det da helt sikkert, at patienten får det under en sådan transport. Forestil jer hvor ulækkert, der kan blive i en ambulance uden toilet, hvor døren lukkes hermetisk ved afgangen og først åbnes 10 timer senere ved ankomsten, og hvor temperaturen udenfor måske er omkring de 30 grader.

“Forestil jer hvor ulækkert, der kan blive i en ambulance uden toilet, hvor døren lukkes hermetisk ved afgangen og først åbnes 10 timer senere ved ankomsten, og hvor temperaturen udenfor måske er omkring de 30 grader”

Ambulancen viser sig at indeholde en mand, der er død under transporten, en syg kvinde i 30’erne, samt en lille 8-årig pige. Pigen kommer fra en landsby langt borte og er sendt med ambulancen uden sin mor, far eller andre familiemedlemmer. Hun er så tapper og svarer på alle vores spørgsmål, inden vi indlægger hende i et af teltene. Jeg kan næsten mærke hendes frygt rent fysisk. Hvor må det være skræmmende at opleve, at blive sat i en ambulance i sin landsby og kørt gennem hele landet i selskab med en mand, der dør under transporten. For ikke at tale om at blive indlagt helt alene på et felthospital, hvor personalet er iført gule rumdragter, og hvor de første personer, der møder hende, er hvide. Måske har hun aldrig set et hvidt menneske før? Frygten ved at være indlagt må være større end noget barn kan klare. Og de ting, den 8-årige pige får at se under sin indlæggelse, må være umulige at glemme.

“Frygten ved at være indlagt må være større end noget barn kan klare. Og de ting, den 8-årige pige får at se under sin indlæggelse, må være umulige at glemme”

Vi havde ventet endnu en ambulance, men fik en opringning om, at den var brudt sammen på vejen, så patienterne døde i den. Dybt tragisk. Da jeg ligger i min seng under myggenettet, kan jeg ikke lade være med at tænke på den lille pige, der lige nu ligger på en primitiv seng under et tæppe i et telt på hospitalet. Mon hun kan sove? Et af de bedste minder var, da den lille 8-årige pige nogle uger senere kunne udskrives rask til sin landsby.

“Vi havde ventet endnu en ambulance, men fik en opringning om, at den var brudt sammen på vejen, så patienterne døde i den. Dybt tragisk”

Et andet godt minde:

Da jeg træder ind på hospitalets område, fornemmer jeg straks, at stemningen er god. Der er nærmest fest og glæde hos patienterne. Mange er i bedring. Vi samler som regel de mest velbefindende og selvhjulpne patienter i den ene del af hospitalet, hvor vi kan tale med dem over hegnet. I dag beslutter de sig for at optræde for os. I en times tid er der afrikansk sang og dans til stor glæde og morskab for såvel patienter som personale. Det er fantastisk at se. Senere på dagen kan vi udskrive hele otte raske patienter. Det er så skønt når antallet af raske overstiger antallet af døde.

Hvad er dit værste minde fra turen?

Mit værste minde fra turen har jeg beskrevet på denne måde i min bog:

Jeg tilser blandt andet en 27-årig mand, der bløder fra mund og endetarm. Han bliver ved med at hviske, at jeg skal hjælpe ham og få blødningerne til at stoppe, mens han kigger på mig med bedende øjne. Da jeg bliver nødt til at gå, fordi den maksimale tid i isolationsdragten er overskredet, må jeg vriste min hånd fri fra hans og høre mig selv lyve, da jeg siger, at jeg nok skal hjælpe ham, og at han vil få det bedre inden længe.

“Jeg tilser blandt andet en 27-årig mand, der bløder fra mund og endetarm. Han bliver ved med at hviske, at jeg skal hjælpe ham og få blødningerne til at stoppe, mens han kigger på mig med bedende øjne”

Inderst inde ved jeg godt, at hvis en bedring er tilfældet, er det i hvert fald i en anden verden end denne. Når først patienterne bløder, siger min erfaring mig, at det kun går én vej. Det er så svært at gå rundt blandt patienterne fuldt tildækket. Hvordan skaber man kontakt til en patient, på hvem man kan se angsten i øjnene? Når kontakten blot skal foregå gennem to lag handsker, beskyttelsesbriller og mundbind? Man kan selvfølgelig sagtens lægge en beroligende hånd på en skulder, men jeg prøver alligevel at undgå at røre mere end strengt nødvendigt. Er dog glad for, at jeg holdt den 27-årige mands hånd. Måske er det den sidste hånd, han holder, før han dør. Alene. Tænk hvis ens sidste berøring skal være af en behandsket hånd. Det sidste smil gemt bag en maske. Og de sidste øjne, man ser, et par blå fremmede af slagsen. Han døde, som ventet, kort efter.

“Er dog glad for, at jeg holdt den 27-årige mands hånd. Måske er det den sidste hånd, han holder, før han dør. Alene”

Hvad er det mest frustrerende, man støder på på en tur som denne?

Det mest frustrerende på en tur som denne, og generelt når man arbejder som læge i Afrika, er at man ikke har de samme muligheder, som man har på et dansk hospital. Det er frustrerende at vide, at hvis man havde den samme patient derhjemme, ville man kunne give en mere intensiv behandling.

Desuden: Som infektionsmediciner er jeg vant til, at jeg modtager en patient med en smitsom sygdom, og jeg giver en behandling specifikt rettet mod denne sygdom. Ved Ebola er der ingen tilgængelig behandling. Man kan kun give støttende behandling i form af væsketerapi, blodtransfusioner, kvalmestillende og smertestillende medicin. Og så er der naturligvis et medmenneskeligt aspekt. Det at være der for en angst og døende patient – at sørge for at døden ikke foregår i ensomhed, angst og smerte.

“Det at være der for en angst og døende patient – at sørge for at døden ikke foregår i ensomhed, angst og smerte”

Ebola epidemien er jo meget voldsom. Var du aldrig bange?

Inden jeg tog af sted, udtalte jeg følgende: Jeg er faktisk ikke bange. Jeg har så stærk en tro på mit eget helbred og på, at Læger uden Grænser ved, hvad de gør. At de har det bedste udstyr, og at de aldrig ville bringe deres medarbejderes liv og sikkerhed i fare. Det er den organisation i verden, der har størst erfaring med Ebola-behandling. Og hvis jeg bliver smittet, tror jeg på, at jeg har så stærkt et immunforsvar, at det nok skal gå. Jeg er faktisk mere bekymret for, om jeg kan holde ud at arbejde med isolationsdragten på i den fugtige hede. Og om jeg overhovedet kan lave et reelt stykke lægearbejde, når der ikke er flere ting at gøre med.

Jeg er ikke bekymret for at udvikle Posttraumatisk Stresssyndrom, som nogen også har været bekymret for på mine vegne. Jeg er god til at distancere mig lidt, når jeg arbejder i Afrika og bliver slet ikke så følelsesmæssigt involveret i den enkelte patient, som jeg ville gøre i Danmark.

Mens jeg var afsted, havde jeg det på følgende måde: Jeg er ikke personligt så bange for at blive smittet. Er overbevist om, at jeg nok skal overleve, hvis jeg får Ebola. Det, jeg er bange for, er at skabe angst og utryghed hos andre. Jeg bliver ked af det ved tanken om, hvor bange min familie ville blive, hvis jeg blev smittet. Jeg er flov over det postyr, det ville skabe, hvis jeg skulle evakueres. Flov over presseomtalen, der uvægerligt ville følge med. Flov ved tanken om, at nogen måske måtte få den tanke, at det var min egen skyld. At jeg ikke har passet godt nok på. At jeg har sløset med sikkerhedsreglerne. Flov over, at jeg ville komme til at blive patient på min egen afdeling. At mine dejlige kolleger skulle passe mig. Og at jeg eventuelt ville kunne bringe dem i fare. Så jeg krydser fingre for, at det ikke kommer til at ske.

“Det, jeg er bange for, er at skabe angst og utryghed hos andre. Jeg bliver ked af det ved tanken om, hvor bange min familie ville blive, hvis jeg blev smittet”

Man siger, at risikoen for smitte er relativ høj i starten af ens ophold, før man bliver vant til at bruge isolationsudstyret korrekt. Efter nogle dage falder risikoen, når man bliver helt fortrolig med udstyret. Der kan dog ske det med tiden, at risikoen for smitte atter begynder at stige. Man kan begynde at slække lidt på procedurerne og ”skyde genvej”, ligesom en tiltagende træthed også kan spille en rolle.

Har du nogen form for kontakt med nogle af dem, du har hjulpet?

Nej. Men jeg har kontakt med en dansk sygeplejerske, som jeg arbejdede med dernede. Det har været dejligt at have en at skrive med, som har oplevet de samme ting som mig før, under og efter vores udsendelse.

Du har utvivlsomt haft nogle voldsomme oplevelser under dit ophold. Hvordan lægger man dem fra sig, når man kommer hjem igen?

Når man har været udsendt med Læger uden Grænser, er der efterfølgende obligatorisk debriefing. Det er også obligatorisk med en enkelt samtale hos en krisepsykolog, der så kan vurdere, om man har brug for yderligere samtaler. Det havde jeg ikke. Jeg tror, at jeg har fået bearbejdet de voldsomme oplevelser ved at skrive dagbog undervejs, ved at fortælle om mine oplevelser i interviews og i foredrag efter hjemkomsten, og ved at udgive ”Ebola-lægens dagbog”. Her tre måneder efter min hjemkomst, tænker jeg stadig meget på de ting, jeg oplevede i Sierra Leone, men det er ikke på en dårlig måde.

Efter din hjemkomst har du udgivet bogen ”Ebola-lægens dagbog”, hvad er intentionen med den?

Når jeg arbejder i udlandet, skriver jeg altid dagbog. Det gjorde jeg også under mit arbejde med Ebola i Sierra Leone. Både for at bearbejde de voldsomme oplevelser, for at have et minde om turen, for at holde styr på dagene og for at have noget at give mig til, når jeg ikke er på arbejde. Under mit ophold sendte jeg også en del rejsebreve hjem, som folk var meget interesserede i og glade for at læse. Da jeg efter min hjemkomst blev spurgt, om jeg ville samle mine dagbogsnotater i en bog, var jeg straks med på idéen.

“Når jeg arbejder i udlandet, skriver jeg altid dagbog. Det gjorde jeg også under mit arbejde med Ebola i Sierra Leone. Både for at bearbejde de voldsomme oplevelser, for at have et minde om turen, for at holde styr på dagene og for at have noget at give mig til, når jeg ikke er på arbejde”

Jeg kan lide at skrive, og jeg synes, det er vigtigt at fortælle om sundhedsfaglige emner på en måde, som folk kan forstå. Der har været megen interesse og frygt for Ebola, og jeg ønskede at dele mine helt personlige oplevelser med andre. Også for at give folk en forståelse for, at der var og ér brug for hjælp fra Europa og USA, hvis Ebola udbruddet skal bekæmpes. I Læger uden Grænser er der desuden tradition for vidnesbyrd. At man fortæller omverdenen om livet som udsendt til diverse brændpunkter. Jeg har valgt at give hele mit forfatterhonorar til Læger uden Grænsers kamp mod Ebola. Det er således ikke et bogprojekt, jeg tjener penge på.

“Jeg har valgt at give hele mit forfatterhonorar til Læger uden Grænsers kamp mod Ebola. Det er således ikke et bogprojekt, jeg tjener penge på”

Din indsats imod Ebola er langtfra gået ubemærket hen, og både Dronningen og Statsministeren talte om det i deres nytårstaler. Hvordan var det at få så stor en anderkendelse?

Dronningen takkede i sin nytårstale de danske læger og sygeplejersker, der havde hjulpet under Ebola-udbruddet i Vestafrika. Der var mange, der efterfølgende sendte mig beskeder om, at de havde hørt det og havde tænkt på mig. Jeg var glad for at blive nævnt i talen og for, at ens bidrag også blev værdsat i Danmark. Statsministeren takkede specifikt de danske læger og sygeplejersker, der er udsendt med Forsvaret til Port Loco i Sierra Leone, så jeg følte ikke, at hendes tak var rettet mod medarbejdere fra nødhjælpsorganisationer som mig, men fint at hun nævnte dem.

Kunne du fristes til at rejse ud igen?

Det har på godt og ondt været en stor oplevelse at være med til at arbejde med dette udbrud. Er jeg glad for, at jeg gjorde det? Ja! Har jeg gjort en (lille) forskel? Ja! Og ville jeg gøre det igen? Ja! Ja, jeg vil gøre det igen for børnene, der dør alene. For de ældre, der efter at have overlevet borgerkrigen, nu ser deres samfund blive ødelagt af en virus, som vi ikke kan kurere. For de overlevende. Og for mine lokale kolleger, der kæmper en ulige og modig kamp mod en sygdom, der er mere skræmmende end noget andet, jeg tidligere har oplevet.

“Og ville jeg gøre det igen? Ja! Ja, jeg vil gøre det igen for børnene, der dør alene. For de ældre, der efter at have overlevet borgerkrigen, nu ser deres samfund blive ødelagt af en virus, som vi ikke kan kurere”

Hvis de kan blive ved med at arbejde med dette i månedsvis, kan jeg også tage endnu en tørn. Efter min hjemkomst er der kommet mere viden om, hvordan man bedst muligt kan behandle Ebola-patienter. Det kunne derfor være fristende at tage af sted igen for at kunne yde en endnu bedre indsats med den nye viden i mente.
Jeg har dog ingen konkrete planer om at tage af sted lige nu, da jeg er ved at færdiggøre min ph.d.-afhandling omhandlende HIV i Vestafrika. Er dog helt sikker på, at jeg også i fremtiden kommer til at rejse til udlandet i forbindelse med mit arbejde.

Har du et afsluttende råd til andre, som overvejer at rejse ud i verden og hjælpe med sygdomsbekæmpelse?

Gør det! Hvis man har lyst til at rejse ud i verden og hjælpe med sygdomsbekæmpelse, skal man lade være med at tænke så meget over det og bare tage af sted. Der er SÅ mange muligheder for at rejse ud, og man skal ikke lade diverse praktiske problemer afholde en fra det. Selvfølgelig kræver det en indsats, men man bliver til gengæld så rigeligt belønnet i form af et arbejde, der virkelig gør en forskel, mødet med fremmede kulturer og oplevelser man ikke ville få i Danmark.

“Selvfølgelig kræver det en indsats, men man bliver til gengæld så rigeligt belønnet i form af et arbejde, der virkelig gør en forskel, mødet med fremmede kulturer og oplevelser man ikke ville få i Danmark”

 

Læs første del af interviewet med Sanne, og få et unikt indblik i, hvordan man forbereder sig til en udsendelse, og ikke mindst, hvad man lige siger til sin mor.

Læs også Sannes artikel om Ebola, hvor hun bla. fortæller, hvordan epidemien egentlig er startet.