Valentines dag nærmer sig, og traditionen tro står februar i kærlighedens tegn. Her på ChriChri har vi naturligvis taget kærlighedstemaet til os – man kan jo næsten ikke lade være.
Populært sagt siger man jo at kvinder er fra Venus, og mænd er fra Mars. Men er vi nu virkelig så forskellige fra mændene, som vi egentlig går og tror? – Det har vi sat os for at undersøge.
For hvor meget må man flirte når man er i et forhold? Bør man gå i byen med sin kæreste? Og hvor meget kan man egentlig tillade sig at dele med venner og veninder? Vi ved godt hvad vi syntes her på redaktionen, men hvordan harmonerer det mon med mændenes overbevisning?
Sådan gjorde vi
Vi har bedt en række mænd og kvinder, i forskellige aldersklasser og med forskellige civilstatusser, svare helt ærligt på en række spørgsmål – og det er der altså kommet noget ret interessant ud af. Hvad enten du single eller sat, så vil du utvivlsomt have god fornøjelse af denne lille artikel. Her på redaktionen ser vi i hvert fald meget klarere på tingene allerede.
Artiklen vil udkomme i tre dele over den næste uge, så stay tuned.
Du er i et forhold. Hvor ofte er det okay du går ud?
♀ : Meningerne var lidt delte, men det primære svar lød på: ”1 gang om ugen, der skal jo også være tid til at pleje forholdet hjemme engang imellem.”
♂ : ”Så ofte man har lyst til – det nytter jo ikke noget, at man lægger bånd på hinanden…”
Vi havde nok set den komme, og er egentlig ikke svimlende overraskede, over forskellene i svarene. Lærdommen må være, at det nogle gange er meget godt, at ditche hjemmeskoene for stiletterne! Forholdet har helt sikkert godt af det, og et glas vin eller to gør sjældent megen skade.
Er det så okay at gå ud uden sin kæreste?
♀ : ”Ja, hvorfor skulle det dog ikke være det?”
♂ : ”Ja! Der er ikke noget ynkeligere, end kærestepar der ikke har andet i livet end hinanden.”
Jubii, noget er vi da enige om. Og så endda med et rungende ja fra begge sider.
– På med stiletterne og danseskoen alle sammen..!
I har begge aftenen fri. Er det okay at lægge planer med vennerne, uden at spørge først?
♀ : ”Ja. Ville jeg se ham, kunne jeg jo have lavet en aftale…”
♂ : Ja & Nej – Faktisk var uenigheden bred. Mændene primære pointe var, at aftaler først skal koordineres, når forholdet er rimelig cementeret. Før det er aftalekoordinering overflødigt og unødvendigt.
Okay helt ærligt, redaktionen er lidt overraskede. Vi havde nok forventet, at kvinderne ville være de primære fortalere for aftalekoordinering, men sådan gik det altså ikke. Kan man mon mistænke mændene for, at vi kvinder har indlagt dem til at tro, at koordinering er et must i et parforhold….?
Kan man være venner med en af modsatte køn?
♀ : Ja, lød svaret fra størstedelen. Tilslutningen var dog stor til, at det var en klar fordel hvis venskabet var indgået før forholdet – så var trygheden ligesom lidt større..
♂ : “Ja (så længe pågældende er homoseksuel, eller grimmere end kæresten…..)”
Aner vi en konflikt her? Spørgsmålet er helt klassisk, og vi må nok erkende, at det bare er svært at nå til bred enighed. Er det mon helt Utopia at ønske, at vi kunne stole så meget på hinanden, at venskaber mellem kønnene ikke var et problem? – Sikke mange problemer vi så kunne være foruden, vi krydser fingre for vi når dertil en dag!
Hvor meget må man dele om sit forhold med venner/veninder?
♀ : ”Man må dele meget, men grænsen går ved sengekanten, og de ting kæresten har bedt en om at holde private..” Hos kvinderne var der altså overvejende enighed om at veninderne skal være med i det meste, det er trods alt sundt at snakke om tingene…ik?
♂ : ”Alt”, ”næsten alt”, ”ikke meget”, ”i hvert fald INTET fra soveværelset..” Mændene var total uenige.
Vi er egentlig ikke så overraskede, for it’s a fact, vi kvinder elsker altså at sladre. Spørgsmålet er så bare, om vi skal have vores mænd lidt mere i mente, næste gang vi udleverer detaljer om livet på hjemmefronten – De kan altså ikke rigtig li’ det piger..
Er det okay at ”drikke sig i hegnet”, når man er i et forhold?
♀ :”Ja, men alt med måde ik..?”
♂ : Ja!
Enighed igen.. Så længe vi lige husker, at tage ham der ”måde” med i byen, så kan baren sagtens blive tømt!
Må man flirte når man er i et forhold?
♀ : ”Ja, men der er naturligvis en klar grænse”.
♂ : ”Ja og nej”. Primært nej, men mændene er altså uenige.
Hmm.. Er det mon fordi vi kvinder nyder opmærksomheden mere? Eller er det bare mere naturligt for kvinder at flirte? Vi i tvivl, men næste spørgsmål kan i hvert fald gøre os klogere på, hvor den famøse grænse så egentlig går?
Hvor går grænsen så?
♀ : ”Man må ikke træde over sin partners grænse, og så er fysisk kontakt og udveksling af telefonnumre kæmpe no go’s!”
♂ : Mændene er slående enige, og grænsen ved flirt er klart nået, når du krydser din partnerens grænse. – Og så er de altså heller ikke fan af nummer udvekslinger, og fysisk kontakt!
Når vi for en gangs skyld er enige, er det måske meget heldigt at det er i spørgsmål som dette. Vi har jo alle sammen været der, og der er vidst ingen tvivl om, at flirt virkelig er roden til meget ondt. Vil du gøre din partner glad? Så lær deres grænser at kende. Og hvis du vover at udveksle et telefonnummer, eller røre ved en som ikke er din partner, så falder der altså brænde ned…!
Må man danse med fremmede?
♀ : ”Ja!”
♂ : ”Ja, men der er altså forskel på dans og gnubben.. ”
Enighed igen – så længe vi ikke gnubber naturligvis…
Må man tage imod en drink?
♀ : Ja!
♂ : Bred uenighed. Den ene del så ingen problemer i at tage imod en drink; ”Det er trods alt billigere på den måde”. Den anden halvdel var ikke i tvivl: ”Drinks fra fremmede, er forbudt!”
Hmm.. Har uenigheden mon noget at gøre med, at det primært er kvinder der får tilbudt drinks i byen? Vi tror det lidt.. Så piger, hvis I vil sikre fred på hjemmefronten, så er det nok en meget god ide, at have klarer linjer på denne front. For mændenes mening, er åbenbart lige så bred som de fleste drinkskort…
Hvornår skal man fortælle hvad der skete i byen? Og hvornår er det bedst at tie?
♀ : ”Er det en bagatel, som blot vil såre, så skal man altså bare tie. Går man derimod over grænsen, og der er tale om ting som har betydning for forholdet, så er det bare om at få tungen på gled… ”
♂ : ”Hvis der ikke er sket noget af betydning, så lad være med at fortælle det! Der er ingen grund til at gøre hinanden kede uden grund. Det er dog altid bedre at være budbringeren, det virker altså bare mere troværdigt..”
Det virker jo egentlig til, at mænd og kvinder er meget enige på dette spørgsmål. Alligevel ved vi jo alle sammen godt, at lige netop denne problematik, er en rigtig troublemaker. For hvornår var det nu lige, at tingene gik fra bagatel til det modsatte? Redaktionen er desværre stadig i tvivl…
Bør man gå i byen med sin partner?
♀ : ”Ja da, det er jo så hyggeligt”
♂ : ”Ja, det skal man da”
Jubii, enighed. Der er intet der spicer forholdet op, som en sjov aften ude sammen. Nu tænker vi da helt sikkert, at Valentinesdag skal fejres med en bytur sammen!
Hvad med kontakten til ekskæresten, er det okay?
♀ : Både ja og nej. Halvdelen af kvinderne mener, at det er okay, da der jo er en grund til at man er ekskærester. Den anden halvdel siger, at kontakt er meningsløst, og kun vil skabe problemer.
♂ : Mændene er total enige med kvinderne – om at være uenige. Argumenterne er helt de samme som ovenfor.
På en eller anden facon, har vi jo alle sammen haft denne her inde på livet. Ekskærester er som regel tunge at danse med, men de er svære at komme udenom, og vi bliver nok nødt til at leve med dem. Men eftersom vi har at gøre med et spørgsmål, som virkelig deler vandene, så må vi jo bare håbe på, at vi ender med én, der har den samme holdning som vi selv har på denne front.
Hvor vigtigt er det, at dine venner/veninder kan lide din kæreste?
♀ : ”Det betyder virkelig meget. Veninderne er meget vigtige, så er kemien dårlig, er det virkelig ærgerligt.”
♂ : ”Det betyder helt utroligt meget” En stor del af mændene, tror faktisk ikke at forholdet vil holde i det lange løb, hvis vennerne ikke er tilhængere af kæresten.
Enigheden er bred: Forholdet imellem venner og kærester er meget vigtigt, hvis forholdet skal fungere i det lange løb. Så lad os lige alle sammen skrive denne bag øret. Og piger, det er nok en fin ide, at investere lidt energi i drengene næste gang de er forbi til øl og fodbold…
Kan I mon nikke genkendende til et par problemaikker? Vi håber I er blevet bare lidt klogere på det modsatte køn, her på redaktionen ser vi ihvertfald lidt klarere på flere ting nu.
Læs også: Eksperten fortæller om parforholdet
Læs også: Mænd vs. kvinder: hverdagen