Mit bryst skal rekonstrueres

Facts

Jane Pedersen

Jane har vundet kampen over kræften og har taget en beslutning om at hendes ene bryst skal rekonstrueres.

Jane Pedersens verden væltede, da hun i en alder af blot 26 år, fik konstateret kræft i sit ene bryst. Men Jane vandt kampen over kræften, og det her er derfor ikke en historie om kræft – det en historie om rekonstruktion. Janes ene bryst blev nemlig fjernet under kemobehandlingen. Og i dag, fire år efter hun besejrede kræften, har Jane taget en stor beslutning: hendes bryster skal rekonstrueres.

Jane er langt fra den eneste kvinde i denne situation, og derfor er hendes historie vigtig at fortælle. På samfundsplan er sygdom ofte tabubelagt, men sådan bør det slet ikke være. For ifølge Jane hjælper det virkelig at tale om tingene. Det hjælper at sætte ord på sorgen, på frygten, samt på de ting der gør for ondt til egentlig at kunne begribe. ChriChri har derfor taget en snak med Jane, der her fortæller ærligt om alt det, der har gjort så frygtelig ondt, og som i sidste ende har ledt til en rekonstruktion af hendes ene bryst.

Min verden brød sammen, da jeg fik meldingen om brystkræft. Jeg var kun 26, men mit kendskab til sygdommen var allerede alt for stort, fordi sygdom i familien tidligere havde bragt kræften helt tæt på livet af mig. Men ét er når andre bliver ramt, nu var det mig selv det handlede om. Hvad skulle kræften udsætte mig for mig? Hvad ville det betyde for mit liv? Alt var kaos. Ventetiden virkede uudholdelig lang, og tankerne i mit hoved var et virvar af urolighed og frygt.

Tabet af kvindeligheden og frygten for døden…

Jeg erfarede hurtigt at mine skattepenge var godt givet ud. Systemet virkede, og jeg kom hurtigt i gang med kemobehandlingen. Men som I ved, går kemobehandlinger jo sjældent ubemærkede hen. Derfor fik jeg hurtigt meldingen om, at min lange mørke hår snart ville være fortid. Og som om det ikke skulle være nok, fik jeg samtidig den tunge besked, at mit ene bryst skulle fjernes! Tankestrømmen tog til, og jeg havde umådelig svært ved at forholde mig til situationen. Hvad ville det her betyde for min kvindelighed? Og ville jeg nogensinde føle mig feminin igen?

“Jeg erfarede hurtigt at mine skattepenge var godt givet ud. Systemet virkede, og jeg kom hurtigt i gang med kemobehandlingen. Men som I ved, går kemobehandlinger jo sjældent ubemærkede hen. Derfor fik jeg hurtigt meldingen om, at min lange mørke hår snart ville være fortid.”

På trods af min fantastiske familie, uundværlige omgangskreds, og ikke mindst min skønne kæreste, så blev jeg til tider opslugt af ensomheden. Et kemoforløb er ubeskriveligt, og selv om de virkelig prøvede, tror jeg folk havde ufattelig svært ved at begribe hvad jeg gennemgik. Der er faktisk ingen grund til at ligge fingre imellem: Jeg var pisse bange for at dø! Men jeg er en fighter, det er jeg virkelig, og et eller andet sted i kaosset, fik jeg overbevist mig selv om, at jeg bare måtte overleve. Mit liv var kun lige begyndt, der var bare for meget at leve for.

Man har et standpunkt til man tager et nyt…

I dag, fire år efter jeg blev ramt af sygdommen, har jeg besluttet mig for at få mit bryst rekonstrueret. Et tilbud jeg i første omgang faktisk sagde jeg nej til. Kemobehandlingen tog hårdt på mig. Og efter to operationer, hvor mine lymfer og mit ene bryst blev fjernet, var operationsbordet på ingen måde appellerende. Min krop havde været udsat for nok, og tanken om en frivillig rekonstruktion var derfor ren utopi.

“Min krop havde været udsat for nok, og tanken om en frivillig rekonstruktion var derfor ren utopi”

Men som ordsproget siger: man har et standpunkt, til man tager et nyt… I starten have jeg brugt en protese som substitut for mit ene bryst. Den første protese var selvklæbende, sad fast på min hud, og krævede konstant rengøring. Men den blev for besværlig, og jeg skiftede hurtigt til en anden model. Denne var mere naturlig, og lå blot i en lomme i bh’en. Jeg slap altså for rengøringen, men havde nu problemer med at gå uden bh – mit ene bryst manglede jo! 

Og med tiden kom så problemerne, med at finde sports bh’er, og flot undertøj. Problematikkerne hobede sig efterhånden mere og mere op, og jeg blev stadig mere frustreret. I sidste ende blev det dog min manglede kvindelighed, der gjorde udfaldet for mig. Jeg var jo kun 30 år, skulle jeg virkelig aldrig føle mig fuldt ud som en kvinde igen?

Rekonstruktionen

Der var kun én løsning på mine kvaler: mit bryst måtte rekonstrueres – et projekt jeg så er i gang med i dag. Beslutningen var ikke nem, for selv om jeg på daværende tidspunkt kun havde ét bryst og ét stort ar, så var der ingen garantier for hvad en operation ville give mig.

I dag er det stadig lidt uklart, hvordan resultatet vil blive i sidste ende, men jeg er overbevist om, at jeg bliver glad. Det må jeg bare stole på. Den 22. Januar i år, fik jeg derfor foretaget min første operation på vejen imod rekonstruktionen af mit bryst – og det gik heldigvis godt.

“I dag er det stadig lidt uklart, hvordan resultatet vil blive i sidste ende, men jeg er overbevist om, at jeg bliver glad”

På nuværende tidspunkt er jeg ganske kort i mit forløb. Mit bryst skal ende med at være på 600 ml., men på nuværende tidspunkt er det faktisk kun på 150 ml. Forløbet er altså en langvarig proces. Og når mit ar engang er fint helet, kan jeg se frem til 3-7 saltvandsindsprøjtninger i brystet. Når størrelsen engang er passende til min krop, vil jeg igen skulle igennem en operation. Her vil lægerne fjerne den ekspanderprotese jeg netop har fået sat ind, og der vil blive indsat et silikone implantat ind i mit bryst. Herefter vil jeg næsten være i mål, og prikken over i’et bliver en rekonstruktion af brystvorten, som vil foregå med en tatovering.

Lige nu syntes jeg dog, at det er lidt hårdt. Jeg gik jo fra endelig at være rask, til pludselig igen at være hjælpeløs, uden at kunne løfte så meget som en liter mælk. Tænk at man virkelig kan savne at svinge en støvsuger?! Sommetider bliver jeg da også ramt af tanker, som stiller spørgsmålstegn ved min beslutning. For er det nu virkelig det værd i sidste ende?

“Lige nu syntes jeg dog, at det er lidt hårdt. Jeg gik jo fra endelig at være rask, til pludselig igen at være hjælpeløs, uden at kunne løfte så meget som en liter mælk. Tænk at man virkelig kan savne at svinge en støvsuger?!”

Jeg er overbevist om at mine tanker er normale, og jeg tror uanfægteligt på at besværet bliver det værd i sidste ende. For selvom det er et stort projekt, som man nok aldrig bliver helt klar til før man står midt i det, så tror jeg på jeg en dag bliver glad for min beslutning. Jeg får min kvindelighed tilbage, og det bliver det hele værd, det ved jeg.

Refleksion og responsen fra omverdenen

Kosmetiske indgreb er tabubelagte, sådan er vores samfund bare indlagt. Medierne elsker jo at sætte fokus på folk, der har været under kniven. Og vi klukker skadefro med, når folk der har fået lavet silikonebryster bliver udstillet. Det kan godt provokere mig en smule. For hvem tænker egentlig på de tanker der ligger bag?

Personligt skal jeg dog ikke klage, for min omgangskreds har støttet mig 100%. Da jeg blev ramt af brystkræft, sagde jeg til min kæreste at han skulle finde en anden pige. Jeg kunne jo ikke udsætte ham for det jeg skulle igennem, det fortjente han ikke, det var min kamp. Men han blev selvfølgelig, og han har stået ved min side i alt – han er virkelig min klippe. Mine forældres støtte har også været helt ubetinget, og jeg føler mig så heldig at have så dejlige mennesker i mit liv.

“Kosmetiske indgreb er tabubelagte, sådan er vores samfund bare indlagt. Medierne elsker jo at sætte fokus på folk, der har været under kniven. Og vi klukker skadefro med, når folk der har fået lavet silikonebryster bliver udstillet”

Min historie er ikke ovre endnu, og jeg ved jeg går mange fremtidige udfordringer i møde. Men jeg er ikke bange, for jeg ved at jeg vil komme glad ud på den anden side, det ved jeg bare..

Og til alle jer, som skulle stå i lignende situationer af min: Jeg opfordrer jer til at snakke om det. Sæt ord på det, der er svært – det hjælper mere end I aner. Tal med ligesindede, tal med lægerne og tal med en psykolog. Jeg taler virkelig af erfaring når jeg siger, at hvis du vil ovenpå igen, så hjælper det ubeskrivelig meget at være åben om din sygdom, det vil du aldrig fortryde..

Del vores artikel:

Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter
Del på pinterest
Pinterest
Del på linkedin
LinkedIn

Skriv et svar

ChriChri

Du vil måske også kunne lide

Kom med på den bedste venindetur

Artiklen indeholder sponsoreret indhold Amanda Lagoni er udover at være parterapeut og sexolog, både mor, kone og veninde. Hun møder de samme udfordringer i parforholdet