Life&Beyond

Redaktionens bekendelser: at træffe valg og fravalg

Personligt har jeg altid være bange for valg. Jeg har egentligt i perioder haft det ganske fint med at andre traf valg for mig. Jeg husker at jeg i børnehaven havde overvældende svært ved at vælge om jeg skulle spise min chokolade eller min sildepostejs (ja det fik man faktisk engang) mad først, faktisk endte jeg ofte med at have en bid tilbage af hver, som jeg så kunne sidde og kigge på i fem minutter… Da jeg blev ældre lærte min mor at hun skulle printe menukort ud inden vi skulle ud og spise, så jeg i bilen altid havde lidt tid til at beslutte mig til hvad jeg ville spise. For valg var skræmmende for mig – tænk hvis jeg spiste min sildepostej først, og så efter chokolademaden havde vildt meget lyst til sildepostej, tænk hvis jeg på restaurant valgte bøffen og gik glip af verdens lækreste fisk….?

Jeg vil sige at jeg siden er kommet efter det med madvalg (man bliver vel voksen). Men valg kan stadig være svære og skræmmende. Min bachelor var, indrømmet, et tilfældigt valg fordi min veninde søgte det pågældende studie. Det er først senere at jeg er begyndt at føle mig tilpas med de overlagte valg. Måske det var en overdreven tro på skæbnen, der gjorde mig passiv, eller måske en frygt for konsekvenserne af mine valg.

Det siges at vores generation er blandt dem, der udsættes for flest valg. Vores muligheder er uendelige – vi kan opnå alt – vi kan udleve vores vildeste drømme – men det kræver at vi træffer valg og fravalg.

Men sagen er at valg og fravalg er svære. Som mennesker har vi jo ofte en ret lav tolerance overfor det usikre – og i et valg ligger ofte en stor grad af usikkerhed – vi kan simpelthen ikke vide hvad fremtiden bringer. Selv har jeg svært ved fravalg – vel en slags Fear of Missing Out, men jeg kender også dem der har svært ved tilvalg – at sige ”ja”, gribe dagen, carpe diem og det hele.. 

– Og det er vel egentligt der, jeg vil hen med dette skriv. Uanset om du er et tilvalgsmenneske eller et fravalgsmennesker – så vil du dagligt sættes overfor en masse valg, og det er umuligt at sige hvor dette valg vil føre dig hen. En ting jeg dog er sikker på, det er at vi ikke skal være så bange for at træffe valg eller fravalg. Det vigtigste er at vi er i stand til at gøre en af delene – lytte og mærke efter, og så bare gøre! Hvor valget kan føre en hen, det ved vi først på den anden side… Og man har jo altid lov til at vælge om igen.

At træffe valg er ikke for nemt for alle, det kan være både intimiderende og synes farligt. At træffe et valg betyder nemlig også at man skal træffe et fravalg, og nogen gange træffer man måske det forkerte valg. Jeg læste for nylig en artikel om den menneskelige intuition, om hvordan man kan lære at udvikle og bruge sin intuition – måske det kan gøre en bedre i stand til at træffe de rigtige valg? For det er jo bestemt ikke altid, at man er i stand til at sige, hvad det rigtige valg er. Og hvad der synes rigtigt nu, ser måske helt forkert ud om en måned…

 

xxx Caroline 

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *